Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

De gales forvandling

Kim Fupz Aakesons ’De gale’ udkom første gang i 1992, og siden da er den blevet lidt af en nyklassiker. Og der er substans i bogen trods skønhedsfejl
Kultur
23. marts 2012

Storebæltsbroen er spærret. Sydfra strømmer det til med tusinder af gale på flugt. Der hersker undtagelsestilstand i Danmark, og fra den regeringskontrollerede del af Sjælland forsøger resterne af militæret at isolere de enkelte landsdele for at forhindre yderligere spredning af den galskab, der har ramt størsteparten af den voksne befolkning. Overalt er civilisationen brudt sammen. Det er alles kamp mod alle, når bevæbnede bander og selvbestaltede småkonger forsøger at overleve og tage magten i et kaos, hvor penge har mistet deres værdi, og alle love og regler er sat ud af kraft.

Kim Fupz Aakesons ungdomsroman De gale udkom første gang i 1992, og siden da er den blevet lidt af en nyklassiker og nærmest fast pensum i folkeskolens afgangsklasser. Historien er rendyrket science fiction. Ikke i den højteknologiske variant med stjernekrige og cyberspace, men en dystopi i stil med George Orwell om et fremtidigt, autoritært samfund, der på mange måder minder om vores eget i en lidt mere skævvreden udgave, hvor staten kontrollerer den enkelte, og magthaverne fortoner sig i det fjerne. Det er ikke svært at forestille sig, at den historie i en undervisningssammenhæng kan give stof til lange diskussioner.

I De gale ved ingen, hvad der er årsagen til, at alle voksne pludselig er gået fra forstanden og har mistet hukommelsen. De går tur med hundesnoren daskende efter sig, men ingen hund, eller vandrer rundt uden at vide, hvem de selv er. Om hukommelsestabet skyldes en hidtil ukendt epidemi, eller om det er en undsluppet virus fra et af militærets biokemiske laboratorier, får vi aldrig at vide.

Historien på plads

Som så mange andre post-apokalyptiske historier er De gale mindre optaget af hvorfor og hvordan, katastrofen er indtruffet, end af hvordan den påvirker folk.

Det er først og fremmest en historie om, hvordan mennesker reagerer under pres. I dette mareridtslandskab drager kammeraterne Steff og Topper igennem et Danmark i opløsning for at nå frem til Steffs familie i Helsingør og måske undslippe til Sverige i håbet om, at galskaben ikke også har spredt sig over sundet.

20 år senere er vi fremme ved bogens engang fjerne fremtid, og nu foreligger De gale som graphic novel loyalt og vellykket bearbejdet af forfatteren Erik Barfoed og tegnet af Mikkel Sommer. Tegneren fanger på fremragende vis kadencen i Kim Fupz Aakesons sprog. Hans skitsede streg kan minde om den franske nybølge og folk som Christoph Blain, Joann Sfar og Blutch, selv om han stadig ikke helt formår at tegne karaktererne skarpt og tydeligt nok. Man forvirres iblandt over, hvem der er hvem, men hans dynamiske stil er fuld af en sitrende energi, der svarer til romanens toneleje med dens på samme tid flabede og kontrollerede sprog.

Kun hen mod slutningen brydes tonen til fordel for en populistisk, antiautoritær morale, hvor læseren får at vide, at fjenden er: »De rigtig gale. Dem der dukker op i fjernsynet og fortæller os, at de vil det bedste. De gale, der bestemmer, dem, der udtænker ting, der kan ødelægge folk, tage deres hukommelse. Dem, der vil eje verden.«

For en fortælling, der ellers lader læseren tænke selv, er det synd, at den absolut skal afslutte med at fortolke og dermed forsimple sig selv. Man kunne også ønske sig, at de tre ophavsmænd havde fået muligheden for at lave et originalt værk frem for blot at adaptere en allerede eksisterende historie. Men bortset fra denne mavesure betragtning demonstrerer De gale i dens forvandling til fulde, hvor stor en forskel det gør for en tegneserie, at historien er på plads og fungerer som andet og mere end en undskyldning for en visuel stiløvelse.

Der er substans i De gale.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her