Læsetid: 4 min.

Generel hjerneskade

Måske er en hjernesvulst skurken i Christian Jungersens nye roman. Måske ikke
27. marts 2012

Langt hen ad vejen ligner Christian Jungersens nye roman et case study i hjerneskade. Fra jeg-fortælleren Mias perspektiv oplever vi, hvordan det er at være gift med en mand, som har undergået en personlighedsforandring på grund af en svulst i hjernen. Det hele er illustreret med fotografier af sedler, mails, sms-beskeder, fagbogsopslag, facebookprofiler, boligkvarterer m.m., som giver et præg af dokufiktion.

Så langt har jeg to problemer med bogen: Den fremtræder som en populærvidenskabelig fagbog forklædt som roman, og den plæderer tilsyneladende for en biologistisk fundamentalisme, som jeg anser for at være direkte farlig. I virkeligheden går den store ideologiske kamp i dag måske mellem dem, der anser mennesket for at være styret af hjerne, hormoner og gener – og os, der anser sproget for at være menneskets afgørende element. På den ene side de naturvidenskabelige monister, der anser sjæl og krop for ét, på den anden side os, der definerer det at være menneske med Slavoj Zizeks ord:

»Der bor en alien i vores dyrekrop.«

(Sjovt nok en formulering, der minder om bagsidetekstens formulering af den besættende svulst »...det afstumpede og fremmede væsen, der bor i hendes mands krop«). Men Jungersens bog er trods alt så meget skønlitteratur, at den ikke giver os noget entydigt svar på, men snarere stiller spørgsmålet om, forholdet mellem krop, sprog og bevidsthed. Og spørgsmålet om, hvad al den neurologiske viden egentlig kan og bør bruges til. Hvad sker der med kærligheden, hvis vi anskuer personligheden som en (foranderlig) funktion af hjernen? Hvad sker der med etik og jura i en verden, hvor vi kan sige: »det var ikke mig, der gjorde det, det var min hjerne«?

Biologi eller kultur

Når man når til bogens slutning, lader dysfunktioner i hjernen til at være et nærmest generelt fænomen, der invaderer alt og alle, og bogens budskab ser ud til at være, at man kan blive mindst lige så utilregnelig af at forlæse sig på hjerneforskning, som af at have en kæmpe svulst, der trykker på hjernens orbitofrontale område.

Læser man bogen fra det neurologiske perspektiv, er hjernesvulsten plottets determinerende faktor. Det er den, der kommer først; det er den, der har sat det hele i gang. Under et skænderi mellem ægtefællerne på en Mallorca-ferie, falder Mias mand Frederik ned ad en skrænt og slår sig bevidstløs. På hospitalet konstateres hjerneskade. Men det er ikke faldet, der har skadet hans hjerne – det er hjerneskaden, der har bevirket hans fald.

Læser man bogen som en sproglig struktur, er svulsten ingen determinerende årsag, men snarere en metafor:

»Hans syge stakkels hjerne: Fedt og blod derinde, og furer og revner og noget der vokser – fostrene jeg tabte så vi aldrig fik flere børn« – »De børn jeg tabte efter Niklas. Døtre, sønner, søskende. Svulsten vi fik i stedet.« Svulsten som foster, som abort, som en slags skifting. Måske som billede på den ’alien’, der bebor vores dyrekroppe og gør os til mennesker.

Der udlægges også andre spor, hvor plottet ikke skabes af en biologisk determinerende faktor, men snarere af menneskets sproglige og kulturelle koder.

Den jeg-bevidsthed, der fortæller historien, ser umiddelbart mere ud til at være styret af overleverede tegn, fortællinger og billeder, end af neuroner og hormoner. Eksempelvis bliver barndommens TV-billede af en indisk enke, der brændes på bålet sammen med mandens lig, en model for Mias selvforståelse. I soveværelsets loftsflimmer fra gadens lys og i græsplanens brandmærke efter et bål læser hun sit liv som en fortælling om straf og forbandelse. Og i en hallucination (eller ’ateistisk åbenbaring’) ved Furesøens bred kundgør en stemme »naturvidenskabens nåde« for hende:

»Alle dine synder og al din skyld er taget fra dig.«

Her indsluses den naturvidenskabelige viden i en kristen fortælling om nåde. Fysik bliver endnu en metafysik. Naturvidenskaben bliver endnu en forklaringsmodel i den higen efter mening, som er en voldsommere drivkraft i mennesket end hjernemasse og dna.

Spaltninger

Christian Jungersens store tema lader til at være personlighedsspaltning. Hvor mange forskellige personer kan et individ (som derved strengt taget ikke længere er et individ) rumme i sig? Måske lige så mange som en romanforfatter, der ud af sin egen bevidsthed skal spalte et helt persongalleri. Jungersens succesthriller Undtagelsen havde en personlighedsspaltet fortæller, som blev iscenesat med maksimal ploteffekt. En lignende effekt er på spil i den nye roman, hvor jeg-fortællerens tilregnelighed efterhånden bestrides, og hvor det bliver uklart, hvor grænserne mellem syge og raske hjerner går.

Romanen åbner mulighed for, at alle dens personer kan ses som del af samme bevidsthed eller organisme. Allerede tidligt betragter Mia svulsten som en gople, der spreder sine brandtråde i den fælles familiekrop. Den hjerneskadede far og den teenageramte søn kan til forveksling ligne hinanden. Mias elsker Bernard og hans hjerneskadede hustru Lærke flyder sammen med Frederik og Mia i spejling og delirium.

Også som forklaring på personlighedsspaltningen får svulsten konkurrerende kandidater. Utroskab kan spalte en person. Personer kan være udspaltninger af ét og samme familiedyr. Fiktive personer kan være udspaltninger af én og samme bevidsthed.

Christian Jungersen er ingen sprogkunstner, men en fiffig dramaturg. Og begavet med den evne til at spalte sit jeg i mange personer (gad vide hvor i hjernen, dén sidder?), som er forudsætningen for at opbygge et fiktivt persongalleri. Hans udspaltning af et kvindeligt jeg er dog ikke altid overbevisende – i hvert fald ikke når kvindens seksuelle nydelse skildres med billedet af to store elefanter, der tørner sammen på en kølerhjelm.

Som case study i fiktionens form er Du forsvinder en dårlig bog med et problematisk budskab. Som thriller har den et vist narrativt sug, om end suget var større i Undtagelsen. Som filosofisk-pædagogisk skriveøvelse er den hæderlig. Som metaroman om fiktionsskabt og fiktionsskabende personlighedsspaltning rejser den interessante spørgsmål.

 

Christian Jungersen: Du forsvinder. 463 sider, 299 kr. Gyldendal. Bogen udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Troels Ken Pedersen

Rösing opstiller et skel mellem...

> dem, der anser mennesket for at være styret af hjerne, hormoner og gener – og os, der anser sproget for at være menneskets afgørende element.<

...og skriver...

>Hvad sker der med etik og jura i en verden, hvor vi kan sige: »det var ikke mig, der gjorde det, det var min hjerne«?<

Det frustrerende her er, at hjerne og sprog pga. hjernens plastiske og betydningsbærende natur ikke udelukker hinanden. Det er en falsk modstilling.

Og »det var ikke mig, der gjorde det, det var min hjerne« giver ikke mening ud fra NOGEN af opfattelserne! Fra et udgangspunkt i en fysisk opfattelse af verden ER hjernen mig (og udsagnet giver derfor ingen mening), mens fra et metafysisk udgangspunkt er hjernen ikke en aktør, og det giver HELLER ikke mening. Så hvorfor bliver folk ved med at hændervridende bringe det vrøvl til torvs?

Mit bedste bud må være, at det giver mening hvis man presser metafysiske antagelser ind i et fysisk verdensbillede, men det er altså ikke andet end en fjollet stråmand.

Med venlig hilsen, en humanistisk, sprogorienteret akademiker med en opfattelse af mennesket som et fysisk væsen...

vi skal have både biologien med som formildende faktor og katalysator, men må også respektere at vi har brug for at tro på den frie vilje og enhvers frie chance , også selv om det kan være tilstræbte illusions idealer...

men glem ikke det tætte moderskab, som skaber kære sunde og mentalt afbalanserede børn i optimal udvikling, og jo her er der basis for at argumentere for en biologisk basis...... ;-)

og jo nogle mænd kan være supergode mødre, men ikke alle.... forlæng barslen for alle børn til 1 år betalt over en solidarisk barselsfond, betalt af både mænd og kvinder l'nmodtagere som arbejdsgivere....alle som en... og lde det være nok til også at sikre pensions-indbetalingen i samme periode under orloven...

børn er et fællesanliggende det bør økonomien også være undervejs... alternativt kunne man kalde det kompensation for krops-slitage hos kvinden , der bærer barnet...og riciko-gevinst...

det første store livsfarlige hormoninducerede hjerneskade , sker jo hos unge mænd , hvor deres testosteron får dem til at udføre en riciko-adfærd , der fører til en voldsom overdødelighed i sammenligning med jævnaldrende unge kvinder i alderen 16-22 år...

;-)

Inger Sundsvald

”Generel hjerneskade”
Jeg tænkte det nok. Det giver ingen mening. Men det er jo også en roman, med ”præg af dokufiktion”. Men der skal da nok være dem der sætter pris på den slags, og kan få vredet nogle biologiske beviser ud af den.