Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

’Gør som jeg siger – vær selvstændig!’

Niels Åkerstrøm Andersen, professor på CBS, stiller i sin nye bog skarpt på absurditeterne, paradokserne og dobbeltbindingerne i moderne organisationer
Kultur
2. marts 2012

En moderne organisation er flygtig, altid i forandring, svær at definere, den kræver ikke kun konstant omstilling, nej, kravet er omstilling til omstilling, den er altid på vej et andet sted hen. Det er udgangspunktet for Niels Åkerstrøm Andersens nye bog, Flygtige forhold, om tilstandene i moderne organisationer, fortrinsvis offentlige. Han viser eksempelvis, hvordan beslutninger altid træffes ’baglæns’, idet en beslutning først bliver en beslutning, hvis den går i opfyldelse.»Kun bagud kan det afgøres, om en beslutning virkelig er en beslutning eller bare var en snak, uanset hvad kommunikationen oprindelig blev kaldt. Det betyder endvidere, at beslutninger konstant beslutter, hvilke tidligere kommunikationer der var beslutninger og derfor må få lov at fungere som beslutningspræmisser for fremtidige beslutninger. En beslutning kan således ikke selv bestemme, om der er besluttet. Den må af senere beslutninger tilskrives beslutningens karakteristika for at blive en beslutning.«

Bogen vrimler med den slags ræsonnementer, professor Åkerstrøm Andersen må have moret sig kongeligt, mens han skrev den. I det mindste fremstår en moderne organisation i hans optik som et paradoksalt, nærmest absurd fænomen, der opsluger medarbejdernes følelser og fantasi, samtidig med at den får dem til at lede sig selv, påtage sig ansvaret og inderliggøre organisationens målsætninger som deres egne. De forventes at overtage organisationens syn på verden.

’Den hele medarbejder’

Men gør de nu også det?Når kravet til medarbejderne er, at de skal føle for og elske deres arbejdsplads, lurer samtidig tvivlen om, hvorvidt de nu er ærlige, når de giver udtryk for deres engagement. Derfor er der ikke længere det, Åkerstrøm Andersen kalder en ’indifferenszone’, mellem medarbejder og organisation, hvor medarbejderen blot forventes at gøre sin pligt, mens resten af personens tilværelse er organisationen uvedkommende, tværtimod hersker en intens interesse for det private og personlige, der bliver set som et positivt element i den organisatoriske kommunikation. Målet bliver ’den hele medarbejder’.

Samtidig bliver det imidlertid stadig mere umuligt for medarbejderne at vide, hvornår de har levet op til organisationens forventninger, »fordi det er blevet deres egen opgave at skabe forventninger til sig selv i en fortsat foregribelse af organisationens behov.«

Derved skabes en af de mange doublebinds, som den moderne organisation rummer: »Gør som jeg siger – vær selvstændig!«

Tankevækkende

Åkerstrøm Andersen viser, hvordan kærlighedens, pædagogikkens og legens diskurser inddrages i bestræbelserne på at få medarbejderne til at lede sig selv og elske det imens. Det hele inderliggøres, blandt andet med det resultat, at en fyring i dag låner sin diskurs fra skilsmissen, mener han. Man skal ’komme hurtigt videre’, og man tilbydes i begge tilfælde et »professionaliseret sorgarbejde, der lover nye og bedre relationer ’på den anden side’ af forvandlingen.«Iagttagelsen leder ham til den interessante overvejelse, om der i Danmark er en sammenhæng mellem den høje skilsmisseprocent og flexicuritymodellen. Tankevækkende.

Tankevækkende er det også, når Åkerstrøm Andersen viser, hvordan ledelsesredskaberne fra den moderne organisation, nemlig medarbejderkontrakter o.l. breder sig ud i samfundet til borgeres, forbrugeres, elevers, patienters og klienters forhold. Blandt de eksempler han nævner er ’svage familier’, der indgår kontrakter om, at de vil spise sundt, eller om ikke få flere børn. Borgeren bliver ’medarbejder’, men på magtens præmisser.

Det hele serveres i en særegen systemteoretisk diskurs, der på den ene side er et fagsprog, man skal acceptere for at læse bogen, på den anden side udstiller forholdenes absurde komik, netop fordi sproget abstraherer det konkrete, som i det over for citerede eksempel om beslutninger.

Samtidig får vi en diskurs, der selv kan få et let komisk skær, fordi man først får en svært kapabel, abstrakt beskrivelse af et forhold og dernæst et konkret eksempel, der tit afslører en gribende enkelhed bag det abstrakte ræsonnement. Men der er den mening i galskaben, at skriften opnår en høj grad af præcision.

Guddommelig morsomt

»Bogen kunne handle om den organisation, der i stigende grad koloniserer medarbejderens frihed, identitet og subjekt,« skriver Åkerstrøm Andersen i indledningen. Og »man kunne betone magtfuldkommenheden i de aktuelle ledelsesbestræbelser. Man kunne hæfte sig ved magtens inderliggørelse og ved, hvordan identitet og følelser er noget, organisationen bemægtiger sig.« Som læser er det svært ikke at hæfte sig netop ved det, men hans analyse er ikke normativ eller moralsk, understreger han, selv om han erkender, at han viser, »hvordan der produceres ganske tvetydige og umulige forventninger til medarbejdere, der sættes i forskelligartede klemmer.« Ja, mon ikke!Hans interesse er især at undersøge, hvad der sker med en organisation, der »gør sig afhængig af psykiske processer, den ikke har adgang til, ikke kan iagttage endsige kontrollere.« Ikke så meget hvad der sker med medarbejderens følelser, som »hvad det gør ved en organisation, at den gør sig afhængig af følelser.«

Svaret er guddommeligt. »Den altdominerende personaleledelsesproblematik bliver, hvordan man skaber den medarbejder, der skaber sig selv i organisationens billede.«

Jeg er lidt i tvivl, om det er meningen, at det skal være guddommelig morsomt, men det er det ikke desto mindre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her