Læsetid: 4 min.

Grådigheden der smittede

Yan Lianke har skrevet en vittig og grotesk roman om en skandale fra 1990’erne, da tusinder af kinesere blev smittet med hiv, frit efter Gogols ’Døde Sjæle’
2. marts 2012

Først sælger funktionæren sine landsbyfællers blod. Da de ti år senere får aids, sælger han dem kister. Og endelig formidler han skyggebryllupper mellem deres afdøde børn, igen for gode priser!

Vanviddet vil ingen ende tage i den kinesiske forfatter Yan Liankes (f. 1958) roman Landsbyens blod. Romanen har skiftevis været tilladt og forbudt i Kina, og den bygger på en virkelig skandale fra midten af 1990’erne, da kinesiske bønder blev lokket til at give blod for gode penge. Se bare, hvor rige de er blevet i nabobyen!

Markerne forfaldt, da donorvirksomheden gjorde bønderne for afkræftede til at dyrke jorden. Imens blev blodet samlet i store bøtter, fortyndet med bl.a. øl, og injektionsudstyret rask væk genbrugt. Som resultat blev titusinder, måske hundredtusinder, af kinesere smittet med hiv uden at ane, hvorfor ’feberen’ ti år senere ramte dem, unge som børn og ældre, og lagde halve provinser øde.

Myndighederne dyssede skandalen ned og forbød al omtale. Men det har ikke kunnet forhindre én af Kinas mest fremtrædende samtidskritiske forfattere i at behandle historien om smitsom grådighed i fiktion.

Kister til alle

I Liankes roman er den kyniske og griske ’blodkonge’, der sætter bloddonoriet i gang, far til fortælleren, den 12-årige Qiang. Allerede ved romanens begyndelse er drengen dog død, forgiftet af hævntørstige landsbyboere, som ikke så anden mulighed for at få ram på den mand, der havde knust deres landsby. Drengens bedstefar er tidligere skolelærer i landsbyen i den historiske Henan-provins, og han bor på skolen, hvor de syge efterhånden bliver interneret. Bedstefaderen prøver at skaffe de syge mad og drikke, mens grådigheden og egennytten eskalerer omkring ham.

Som flere og flere dør, går der prestige i at gafle sig og sine elegante kister og statelige gravsteder:

»Mingwang var blevet en landsby af sorte kister. Myndighedernes omsorg og taknemmeligheden over at have fået en flot billig kiste fik landsbyboerne til at glemme alt om sygdom og døde familiemedlemmer. Lykken stod malet i deres ansigter, og flere kneb endda en enkelt tåre. Nogle, som ikke var syge nok til at få en kiste, havde alligevel på uransagelig vis fået fat i en«.

Da de billige offentlige kister slipper op, får beboerne tilladelse til at fælde alle landsbyens træer, så de kan snedkerere flere: »Savenes skurrende hvæsen og øksernes dumpe hug mod de dødsdømte træer flød sammen med lugten af harpiks og træflis«.

Elm og poppel, men også landsbyens ældgamle vartegn som mahogni og kejsertræ segner i det grådige kapløb.

Penge er der også i at sikre børnene et godt efterliv ved at arrangere ’skyggebryllupper’ i det hinsides mellem afdøde unge. Også denne forretning sætter blodkongen sig på og skovler udbyttet sammen i sit palæ, i et onkel Joakim-agtigt pengeværelse, hvor han inviterer sin gamle far til at overnatte:

»Funklende nye pengesedler hobede sig op overalt, så man nærmest var ved at drukne. Lugten af tryksværte blandede sig med stanken af kamferkugler, små poser med insektdræbende middel og kalkstykker, som far havde stoppet ned mellem seddelbundterne for at undgå fugtighed og råd«. For som han siger: Jeg får jo min løn for at hjælpe andre!

Bibelske overtoner

I mangel på en fri presse gør Lianke afdøde Qiang til romanens alvidende fortæller, mens bedstefar Ding er det handlekraftige journalistpar Woodward og Bernstein i én person. Den gamle mand repræsenterer fortidens dyder og er den, der trods alt har mod til at konfrontere sin skurkagtige søn og bede ham undskylde offentligt for blodskandalen. Det afviser sønnen naturligvis pure. Nu går det lige så godt.

Som i Gogols klassiske Døde Sjæle, hvor handel med døde mennesker afslører samfundets vanvid, har Lianke valgt grotesken til sin historie. Samtidig er romanen rig på rørende detaljer. Som det umage par, der benytter dødens nærhed til at ignorere samfundskonventionerne og finde lykken sammen, og den aldrende Dings loyalitet over for den landsby, han prøver at holde sammen på, mens alle får bylder og dør omkring ham.

Efter vestlige forhold er samfundskritikken afdæmpet. Som så ofte i Kina tørres ansvaret for de ting, der går galt, af på grådige og umoralske enkeltpersoner. Alligevel er det ikke for meget sagt at se romanen som en parabel om Kinas uhæmmede udviklingsglæde og slet skjulte opmuntring af kapitalistiske tendenser.

Man fornemmer de bibelske overtoner i Liankes vision om, at ingen mere sætter grænser for noget, når den traditionelle kinesiske fællesskabsfølelse og autoritetstro bliver sat ud af kraft. Sproget er smukt og nuanceret, elegant fordansket af Susanne Porsborg. Romanen er mystisk, vittig og klog og vidner om et ansvarligt Kina, der tænker, føler og ikke vil lade fortiden gå i glemmebogen. Også selv om det er svært. Som Yan Lianke selv har sagt det:»At tale frit fra sjælen er let at sige og svært at gøre i Kina.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu