Læsetid: 3 min.

Grundlunt kvalitetsdrama i en krisetid

Med ’Miraklet i Le Havre’ lokker finske Aki Kaurismäki med et eventyr om hverdagsmod, næstekærlighed og mirakler
Subtilt. Aki Kaurismäkis særlige stil er blevet kaldt en æstetik af udtryksløshed, men der er masser at udforske i både hans faste fotograf Timo Salminens billedkompositioner, iscenesættelsen, musikken eller spillet, selv om alt først kan fremstå dundrende deadpan.

Subtilt. Aki Kaurismäkis særlige stil er blevet kaldt en æstetik af udtryksløshed, men der er masser at udforske i både hans faste fotograf Timo Salminens billedkompositioner, iscenesættelsen, musikken eller spillet, selv om alt først kan fremstå dundrende deadpan.

Camera Film

15. marts 2012

Der er flere fødselserklæringer end fisk i Middelhavet,« lyder det nøgternt fra en immigrant i Aki Kaurismäkis originale bud på et varmhjertet kvalitetsdrama til krisetider, Miraklet i Le Havre. Vi ved alle sammen godt, at Europa skranter, og Kaurismäki overlader det til andre at lave socialrealistiske film om det. Hans strategi er at have Europas trængsler som klangbund og så skildre en stiliseret, egensindig verden med vægt på hverdagens poesi og betydningen af at gøre det rigtige frem for at følge reglerne. Så kan folk sagtens gå rundt og sige replikker som ovenstående eller bemærke, at folks regninger er lange som Congo-floden, mens de deadpan navigerer i Kaurismäkis version af en verden præget af samhørighed og solidaritet i det franske proletariat og nik til den franske filmskat.

Retroromantik og Marx

Kaurismäki har nemlig igen rykket sit eklektiske univers til det franske, denne gang havnebyen Le Havre, som er en perfekt kulisse for hans retroromantik med en pastelstøvet palet af miljøer præget af vinylplader, gamle kjoler og klassiske biler. Vores hovedperson er Marcel Marx (André Wilms), som man tidligere har kunnet møde som storbybohème i Kaurismäkis Bohemeliv fra 1992. Nu er Marcel skopudser på togstationen i Le Havre og lever et stille liv sammen med sin kone Arletty (den finske Kaurismäki-veteran Kati Outinen).

Da hun bliver syg, må Marcel og hunden Laika prøve at klare dagligdagen selv, men trods de personlige udfordringer har Marcel overskud til at hjælpe en anden, da han møder et menneske i nød.

Tilfældet fører Marcel og den afrikanske dreng Idrissa (Bondin Miguel) sammen. Idrissa er kommet til Le Havre i en container og gemmer sig nu for myndighederne, repræsenteret ved den vemodigt udseende politiinspektør Monet (Jean-Pierre Darroussin). Idrissas mål er at komme til sin mor i London, og Marcel og hans venner i kvarteret bestemmer sig uden de store armbevægelser for at hjælpe ham på vej, bl.a. med en støttekoncert af den lokale rockpapa Little Bob.

Som i Kaurimäkis tidligere film handler meget om tone og tempo og om at bløde det potentielt lovligt naive op med humoristiske øjeblikke. Man skal lige finde sig til rette i hans adstadige fortælletempo, hvor stort og småt skildres på samme umiddelbart udramatiske facon, og skuespillerne leverer nuancerede præstationer uden at fortrække mange miner. Hans særlige stil er blevet kaldt en æstetik af udtryksløshed, men der er masser at udforske i både Kaurismäkis faste fotograf Timo Salminens billedkompositioner, iscenesættelsen, musikken eller spillet, selv om alt først kan fremstå dundrende deadpan.

En overraskende lyssætning i baggrunden fremhæver pludselig detaljer i miljøerne, og en ananas får sin egen fine rolle. Selv havde jeg svært ved at blive træt af at se på André Wilms, som i flere scener mindede mig om Bruno Ganz som engel med et sørgmodigt undrende blik på menneskene i Wim Wenders’ poetiske klassiker Himlen over Berlin.

Det finske i det franske

Der er en grundlune i Kaurismäkis stiliserede og sentimentale måde at skabe et eventyr om hverdagsmod, næstekærlighed og mirakler på, og man kan samtidig nyde de mange nik til tidligere franske film (med bl.a. Truffaut-stjernen Jean-Pierre Léaud på rollelisten) eller gå på opdagelse i detaljer, som at Arletty får læst Kafka højt af vennerne på hospitalssengekanten. Flere af elementerne ville nok have været for meget i en fransk film, men med sit udefrakommende blik og sit bagkatalog kan Kaurismäki slippe af sted med meget.

Der kunne have været både dramatiske eftersøgninger og jagter og et afsluttende afsløringsklimaks i historien om hr. Marx, som vælger at satse alt på at hjælpe en dreng videre i livet. Her er der ingen fanfarer, og heller ingen karakterer, som forventer dem. Det gør ikke historien mindre vedkommende. Miraklet i Le Havre er en vellykket finsk tur til det franske.

 

 

Miraklet i Le Havre. Instruktion og manuskript: Aki Kaurismäki. Frankrig (Grand Teatret, København, Reprise Teatret, Holte, Øst for Paradis, Aarhus, Biffen, Aalborg og Nicolai Biograf, Kolding)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu