Shakespeare får kamp til stregen i disse dage. Godt nok har Det Kongelige Teater scoret Ghita Nørby til rollen som Puk i En Skærsommernatsdrøm. Men Riddersalen har fået krammet om Wessels Kærlighed uden strømper, så folk hikster af grin. Og på Teatret ved Sorte Hest er Ionesco indfanget med sin absurde magtparodi Kongen skal dø.
Klassikerne pirrer både teaterfolk og publikum, der elsker at spejle sig i datiden og finde det evigtgyldte. Desuden minder klassikerne om teatrets overliggerplacering. Det er altså okay at bævre foran Shakespeare. Det har den norske instruktør Runar Hodne nu tilsyneladende ikke gjort i sin fortolkning af En Skærsommernatsdrøm sammen med den schweiziske scenograf Serge von Arx; (parret bag Kasimir og Karoline på Aarhus Teater i efteråret). Tværtimod virker de begge ret sikre på hånden i deres moderne glasvindue-fortolkning af skærsommernattens magi.
Desværre er det mere blevet til businesskulde end månestrålebrise. Titania og Oberon er forvandlet til garvede direktører i en tvivlsom underholdningsindustri. Kun de to forelskede par har lykkesus i blikkene og liflige kyssemunde – med Karin Bang Heinemeier som en komisk trofast Hermia over for Nicolai Dahl Hamiltons vildøjede Lysander og med Rikke Lylloff som tumpet skoletøs over for Peter Plaugborgs sergentagtige Demetrius.
Tragedie og revy
Forestillingens omdrejningspunkt er imidlertid Puk: Den frække alf, der skal bringe de rigtige elskende sammen, men som kludrer med tryllestøvet. Publikum sukker da også benovet, da Ghita Nørby vitterlig kommer sejlende igennem rummet med sommerfuglemønster på sit flyveoutfit. Hendes grin har skarpe tænder, parat til flænse forviklingsløjerne, og hendes stemme kan sprede klang i Skuespilhuset, så man forbløffes. Desværre er Puk som tåtrippende vandrerolle ikke helt så oplagt et greb ...
Så hvad sker der? Søren Sætter-Lassen overtager showet. Nuvel, han spiller ’kun’ Rumpe – en af håndværkerne, der skal spille teater. Men han vælter sig rundt i urkomik, så man bliver helt forskrækket over hans vildskab. Han kommer endda med satiriske kropskommentarer til tidligere roller. Richard III får én på puklen – og så videre. Her opstår Sætter-Lassen som revystjerne, lige for øjnene af Shakespeare. Hvabehar!
Piskeris og patos
»Hvad ville der ikke ske, hvis Søren Sætter-Lassen kom til at cykle ud til Riddersalen?« kunne man tænke. For egentlig er Sætter-Lassens komik temmelig Wessel-agtig: Udleverende, patetisk – og klynkende.
På Riddersalen klarer de sig dog fint uden Sætter-Lassen. Instruktøren Kamilla Bach Mortensen har fundet en skøn tone af ulidelig hverdagslogik. Og scenografen Dorte Holbek har reduceret scenografien til et par døre, der løftes til himmels, når det passer sig. Alt bliver sagt gennem de kostelige kostumer. Den kvindelige og meget gifteivrige hovedperson har således sit skørt rimpet op af sammensyede mønter på silkebånd – og hendes tjener har fået dekoreret sit skørt med bh’er. Til gengæld er alle parykker udskåret af det ædleste skumgummi og påmonteret køkkenredskaber som tiaraer. Dette er patos for folket!
Rivaler og stylister
Som den giftefærdige er Mette K. Madsen akkurat lige så hysterisk, som hun skal være det – og Rebekka Owe lige så jordnær som hendes tjenestepige. Benjamin Boe Rasmussen er lige så overspændt, som det passer sig for en rival, og Kristian Holm Joensen er lige så overforsigtig som enhver målebåndsskrædder. Tilbage står Ole Håndsbæk Christensens tjener og forsøger at følge med i rænkespillet sammen med smilemusikeren Kalle Mathiesen.
Hvad stykket egentlig handler om? At et par ikke kan gifte sig, fordi manden ikke har nogen strømper. Wessels satiriske tunge håner dermed den dekadente fokus på mode og konventioner, som hærgede København på Caroline Mathildes tid. Men netop fordi problemet er så latterligt, er historien lige til at overføre til vor tids mindst lige så ekstreme fokus på magtens overflade.
Kynisme og øreringe
Magten har hovedrollen i Eugène Ionescos 50 år gamle stykke Kongen skal dø. Her er intet, som man bliver det fortalt. Kongen er godt nok konge, og hans to dronninger er hans hustruer. Men rollen som konge går på skift mellem skuespillerne, og kongen dør og dør uden at udånde alligevel.
I Michael Moritzens iscenesættelse er Ionescos replikker ikke mindst blevet til interessante eksistentialistiske udbrud omkring livet og døden. Personerne omkring hovedpersonen har alle sammen meninger om den kommende død – lægen, hustruerne, vagterne, tjenestepigen. Alligevel kan ingen af dem gribe ind. Og så kører replikmøllen videre.
Claus Flygare spiller en brutal svindlerkonge, mens Henrik Lykkegaard fremhæver kongens rædsel – og Carl-Christian Riestra kongens apati. Alle tre spejler sig i dronningekvinderne omkring dem: I Stine Prætorius’ altopofrende hustrutype og i Sofie Ancher Veas beundrende medfølelseskvinde. Men det er Merete Voldstedlund, der mest præcist rammer dronningedyrets kynisme og flegma. Med høj krave og sorte skønhedsfolder i kjolen. Og med to demonstrativt store perler i ørerne, som kun gives videre i tilfælde af død ...
Ionesco bliver en anelse selvhøjtidelig i længden; andenakten kunne godt have tålt en fransk haute couture-saks. Men alligevel er det herligt igen at møde Ionesco, der ellers på danske scener mest er kendt for inspirationen til balletterne Enetime og Dødens Triumf.
For længere er der altså heller ikke fra Ionesco til Shakespeare – over Wessel. Klassikeren skal leve!
Kærlighed uden strømper (1772-74). Tekst: Johan Herman Wessel. Instruktion: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Dorte Holbek. Lys: Sonja Lea. Musik: Kalle Mathiesen. 2 timer. kr. 180-225. Riddersalen til 28. april. www.riddersalen.dk
En Skærsommernatsdrøm (1595-96). Tekst: William Shakespeare. Oversættelse: Niels Brunse. Iscenesættelse: Runar Hodne. Scenografi: Serge von Arx. Kostumer: Maria Gyllenhoff. Lys: Jesper Kongshaug. 2 timer. kr. 75-495. Skuespilhuset til 25. maj. www.kglteater.dk
Kongen skal dø (1962). Tekst: Eugène Ionesco. Oversættelse: Frank Jæger. Lys: Nicolai Valet. 2 timer. kr. 120-165. Teatret ved Sorte Hest til 28. april. www.teatretvedsortehest.dk
