Læsetid: 6 min.

Hundrede store danske år

Statens Museum for Kunst ligner et internationalt kunstmuseum i et land sprængfyldt med vitalitet og skaberkraft. Det er i hvert fald ikke et kedeligt land, vi, vores forældre og bedsteforældre er opvokset i
Asger Jorn har hidtil været dårligt præsenteret på Statens Museum for Kunst, men nu har han fået sit eget rum, og samlingen er blevet suppleret med nyerhvervelse og inddeponering. Værket er Asger Jorns ’Le soleil m’emmerde’ (Jeg er led og ked af solen) 1961.

Asger Jorn har hidtil været dårligt præsenteret på Statens Museum for Kunst, men nu har han fået sit eget rum, og samlingen er blevet suppleret med nyerhvervelse og inddeponering. Værket er Asger Jorns ’Le soleil m’emmerde’ (Jeg er led og ked af solen) 1961.

30. marts 2012

3/6

Tre anekdoter giver det bedste billede af et menneske, sagde Nietzsche og mindede os om, at det er gennem digtningen og kunsten, at historien skal skrives og læses.

Det virker ellers oplagt at vælge en mere refererende stil. Når Statens Museum for Kunst skal vælge, hvad der skal repræsentere de forskellige årtier, kunne man forestille sig, at man udvalgte de kunstnere til eksempelvis perioden 1900 – 1920, som var mest fremtrædende i lige netop de år. Og så fremdeles. Intet kunne være kedeligere og mere umuligt end en sådan videnskabelig tilgang til historiefortælling. Naturen kan beskrives videnskabeligt. Ikke kulturen. Som Goethe sagde, så kan alle se den, men indholdet finder kun den, som har noget at lægge i den.

Historiefortælling som digtning er umuligt at komme udenom, ethvert forsøg vil mislykkes, og derfor er der desto mere grund til at hylde nyophængningen på Statens Museum for Kunsts tilbygnings øverste etager, hvor værker fra dansk og international kunst efter 1900 er flyttet ud. Her er ingen forstillet objektivitet eller sølle forsøg på at gengive kunstnernes virke loyalt. Ud af de 5000 værker fra perioden, når man har fratrukket Kobberstikssamlingens tusinder af papirværker fra samme periode, er kun 467 udvalgt til at fortælle en historie om en usædvanlig vital og international dansk kunstscene, der aldrig lod den øvrige verden noget at mangle. Værkerne er hængt op med kraft og overskud, og næsten alle udvalgt fra kunstnernes karrierers begyndelse, fra det øjeblik de første gang formulerede deres projekt.

Et kønspolitisk indgreb

Det mest indlysende eksempel på, at historien ikke findes, men skrives, er de mange kvinder, som nyophængningen har givet den stemme, de ikke havde, da de var aktive. Et kønspolitisk indgreb, der trækker kvinderne ud af skyggen af deres mænd og yder dem den retfærdighed, deres værker med større sandsynlighed ville have givet dem, om de havde levet i dag.

Nyophængningen begynder ved den brutale Jerichau, der sammen med Salto i dag bedst genfortælles som værende en del af tidsskriftet Klingen, der senere viste sig som et indflydelsesrigt omdrejningspunkt for modernismens komme. Salto så dybt i de tyske staffelier, kubismen spreder sig som en årstid hos de danske kunstnere, og den historie, der i den anden ende af bygningen afsluttes midlertidigt med samtidskunstens globaliserede og internationale fællesskaber, er sat i gang. Kuratorerne har endelig taget et fast greb om taktstokken og forvandlet tidligere tiders naive ophængninger, der postulerede kvantitet og kronologi, og gjort det til en intelligent og fascinerende rejse bygget på kvalitet og anekdote. Fra Klingen går vi til Corner og videre til Linjen, CoBrA, Eksskolen og De Unge Vilde. Især Linjens rum er et mesterværk, når det kommer til ophængning. Her er kunstnere som Mortensen, Winther, Geertsen og Mertz samlet i en ophængning, der er kunst i sig selv. Fra den gamle klassiske dokumentation af værkerne, hvor man hang dem i lige rækker, har kuratorerne virkelig lagt krop til og har spredt værkerne fra gulv til loft i en til tider følsom ophængningsabstraktion, til en mere intens eller luftig eller kraftfuld, der hæver oplevelsen fra historiefortælling til stor kunst. Man kunne indvende, at en sådan ophængning, gruppering og tematisering efter 2012- forestillinger om, hvordan kunst skal opleves, siger mere om temaet, perioden og kuratorerne end om, hvad værket egentlig formidler, altså at de kunstneriske kvaliteter glider i baggrunden til fordel for tiden og gruppen. Men omvendt skal en institution som Statens Museum for Kunst være til gængelig for et bredere publikum, og deres opgave er netop at åbne arkiverne og fortælle en historie på en pædagogisk måde, der fænger på en overskuelig måde. Og det kræver det swung, som det ellers har skortet på i de tidligere ophængninger, hvor den nyere kunst snarere var samlet som i et oplagringsmagasin.

Tilbygningens karakter er udnyttet genialt. Den lange bygning består af én lang gang, der løber hele vejen igennem med indgang til store rum på ydersiden og mindre rum på indersiden. De store rum består af grupperinger, der igen er markeret ved nedslag, der er æstetisk tematiseret. Linjens rum fortsætter eksempelvis rundt om et hjørne, hvor den med hjælp fra Mertz transformeres fra overflade til krop, først med Susanne Ussings hår på ler på træplade og videre forbi to syltetøjsglas med hest og en video af Nørgaards slagtning, Kirsten Justesens gravide krop og direkte ind i den næste store hal, hvor Eksskolen fortsætter festen med et markant maleri af Ursula Reuter Christiansen, hvor Rødstrømpebevægelsen helt litterært kommer marcherende som en kollektiv bevægelse for hverdagens kvinder, og hvor Hein Heinsens røde sinuskurver på gulvet markerer et skifte fra at kigge indad til at anerkende, at også kunsten er en del af den store verden.

Den gode smag

I de mindre rum på indersiden af tilbygningen er der markante udstillinger med enkelte kunstnere eller grupperinger med overvægt af en enkelt kunstner. Eksempelvis er der et CoBrA-rum proppet med Jorn i en grad, så det minder om radikal lysterapi. I et andet rum har man broderet væggene med finurlige værker af fluxus-kunstneren William Louis Sørensen, der som den eneste står lidt alene, hverken holdt oppe af landets øvrige institutioner eller af offentlighedens kendskab.

Her er måske et problem, hvis man skal sætte fingeren et sted. For hvor man i den ældre kunst ved, hvem der endte med at slå igennem, og hvem der gled ud i glemslen, (hvilket immervæk gør det noget lettere at kloge sig,) så har man i samtidskunsten ikke samme muligheder og dermed heller ikke samme forventningspres. Og derfor kan det virke klodset, eller måske blot som et udslag af manglende selvtillid, at enhver af de medvirkende samtidskunstnere er gennemgodkendte af gallerier og institutioner. Hvor man kan forstå, at en enkelt kunstner, der levede for 100 år siden, måske ikke er en god nok historie i sig selv, og derfor skal fortælles op af en tendens eller en gruppering, virker det mere mistænkeligt, når man fortsætter grupperingerne helt op til vores tid. Samtidskunstdelen, der slutter i den modsatte ende af bygningen, end hvor Jerichau begyndte den, er koncentreret af de allermest anerkendte kunstnere fra de allermest anerkendte gallerier i København. Eksempelvis er Galleri Nicolai Wallner, repræsenteret med ikke blot sine danske kunstnere, men også sine internationale. Peter Land, Jens Haaning, Henrik Plenge, David Shrigley, Jonathan Monk og Elmgreen & Dragset er alle sammen kunstnere, der er synonyme med galleriet. Og Joachim Koester kommer sågar også allerede om nogle måneder, når et af de mindre videolokaler bliver ledige. Og Tal R er her naturligvis også, selvom han ikke længere er hos Wallner, men derimod hænger symbolsk mellem Wallners Monk og Kørners Kontors Roepsstorff og Kørner selv, ‘kontoret’, hvor hans malerkarriere begyndte.

Det er forståeligt, at man kun repræsenterer den gode smag, men som en af landets fremmeste institutioner er det allerede god smag, blot de viser det, hvorfor det godt kan virke svagt ikke at medtage noget, der ikke allerede er accepteret. Som om de i de sidste år ikke har lagt kroppen i kunsten, men derimod har lænet sig så meget op ad bestemte gallerier, at de er tippet. Den gode smag er i hvert fald blevet et kriterium, hvilket også er et tegn på en magtforskydning mod de store gallerier og messer. Måske er det slet ikke Statens Museum for Kunst, der tegner billedet, men gallerierne. Det kunne samtidskunstdelen i hvert fald godt tyde på. Og så igen skal man passe på med ikke at blive outsiderromantisk. Det er lettere at kritisere tilvalgene end at forsvare fravalgene. Og ophængningen er jo lykkedes. Dansk kunst i de sidste 100 år tager sig enormt vigtig og international ud. Og Elmgreen & Dragset fik ikke ret i deres værk Please keep quiet!, der forestiller en hospitalsstue, og som er et af de sidste værker, man ser på turen fra 1900 til nu. Ophængningen er ikke blevet en stille andagt, men en stor og levende fejring.

Statens Museum for Kunst, Sølvgade, København K

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu