Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Indisk for bedagede begyndere

At solen for længst er gået ned over det britiske imperium, forhindrer ikke den skuespillerbårne feelgoodfilm ’The Best Exotic Marigold Hotel’ i at stråle
Idé. Manuskriptet til ’The Best Exotic Marigold Hotel’, hvor syv ældre briter rejser til den gamle kronkoloni, strejfer planer om at ’outsource alderdommen’. Ideen er, at vestlige lande simpelthen flytter deres ældrebyrde til, eksempelvis, Indien!

Idé. Manuskriptet til ’The Best Exotic Marigold Hotel’, hvor syv ældre briter rejser til den gamle kronkoloni, strejfer planer om at ’outsource alderdommen’. Ideen er, at vestlige lande simpelthen flytter deres ældrebyrde til, eksempelvis, Indien!

SF presse

Kultur
22. marts 2012

Som du måske har bemærket, lader diaré-vittighederne sjældent vente på sig, når Indien og indisk cuisine dukker op i diverse populærkulturelle sammenhænge. Det britiske ensemble-komediedrama The Best Exotic Marigold Hotel er ingen undtagelse, men til gengæld vanker der pluspoint for at håndtere disse åbenbart obligatoriske jokes med en vis finesse og endda diskretion.

I filmen rejser syv briter, som enten er ensomme eller ensomme sammen, til den indiske storby Jaipur. De er alle i pensionsalderen og har hver deres grunde til at forlade gamle England til fordel for den tidligere koloni – finansielle, følelsesmæssige, helbredsmæssige, osv. – men indlogerer sig under samme tag, nemlig på det sted, der giver filmen dens titel.

Komisk racisme

Deres nye hjem lever dog ikke ligefrem op til sit storladne navn – faktisk minder det en anelse om en ruin. Men hvad det mangler i komfort, vejer den sølvtungede unge ejer med det passende navn Sonny op for i positiv livsindstilling, skønt det skal vise sig, at også han har sorg i sindet. De syv eksilbriters reaktioner på de fremmede omgivelser er i høj grad med til at afgøre, om det vil lykkes for dem at skabe sig en ny tilværelse sent i livet. Ganske få skuespillere har evnen til at gøre en film seværdig ved deres blotte tilstedevær, og The Best Exotic Marigold Hotel er så privilegeret at have hele to af slagsen: Bill Nighy med sit dandy-agtige bønnestagelegeme og mærkeligt morbidt-fotogene fjæs, og Tom Wilkinson, hvis underdirektørudseende står i spøjs kontrast til hans ærefrygtindgydende skuespiltalent.

Sonny spilles af Dev Patel, som fik sit gennembrud i Slumdog Millionaire. Med sin kalvede vitalitet er han en effektiv modpol til rollelistens grå eller grånende guld, som også tæller de driftsikre koryfæer Judi Dench og Maggie Smith. Sidstnævnte ligger uhyre sikkert i svinget som en racistisk vrissenpind, hvis arkaiske fordomme om farvede folk (»Brune ansigter og sorte hjerter!«) udløser filmens sjoveste og groveste replikker.

Ujævnbyrdigt hold

De mange talentfulde skuespillere har dog ikke lige taknemmelige opgaver: Et par af figurerne er mindre nuancerede end de øvrige, hvilket også gør, at filmen i glimt lader til at have svært ved at skræve over den publikumsvenlige genreblanding, som komediedramaet er. En gammel lidderbuk spillet af Ronald Pickup – den er god nok, det hedder han – er således et næsten farceagtigt indslag i forhold til Wilkinsons figur, der har en anderledes gribende baggrundshistorie, og spilles af en mand, der om nogen forstår at udtrykke lavmælt desperation.

Helt i tråd med ædle ligestillingsprincipper byder filmen også på en kvindelig lidderbuk (eller hvad en sådan nu kaldes), som en meget smukt ældet Celia Imrie skildrer som en stoisk overlever med værdigheden i behold.

Med al den karisma og alt det talent på skærmen gør det ikke det store, at de, der kender til feelgoodfilmens anatomi, formentlig kan forudsige, hvordan hovedparten af handlingen flasker sig, hvilke figurer der undervejs høster hvilke nye erkendelser osv. Havde den to timer lange The Best Exotic Marigold Hotel været mindre elegant udført, var det sikkert gået galt, men først i en længere scene til slut fremstår de dramaturgiske tandhjul så tydelige, at det bliver et mindre irritationsmoment.

Affældige eksportvarer

Desuden strejfer manuskriptet undervejs et par ting, man tænker med fordel kunne være uddybet, som når entreprenante Sonny taler om planer om at »outsource alderdommen.« Ideen er, at vestlige lande simpelthen flytter deres ældrebyrde til, eksempelvis, Indien! En tragikomisk guldgrube i sig selv, skulle man mene.

Men helhedsindtrykket er bestemt positivt, også på grund af filmens specifikt filmiske kvaliteter. Navnlig figurernes rejse fra England til Indien er et studie i, hvor stærk en stemning den helt rette lydside kan tilføre billeder, som da smukt baldrede busser snor mellem sig ind og ud af hinanden på en solbeskinnet motorvej til tonerne af muskuløs, indiskklingende musik. Et slags forspil til filmens varme slutbillede, hvor alders- og kulturforskel går op i den berømte højere enhed.

 

 

The Best Exotic Marigold Hotel. Instruktion: John Madden. Manuskript: Ol Parker. Britisk (en lang række biografer over hele landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her