Læsetid: 5 min.

Johnny Madsen kan ikke gå på vandet

Liberal Alliance har dekoreret deres gruppeværelse med pubertære malerier uden indhold. Det ligner kunst, men kommer aldrig til at virke som sådan. Men hvad betyder det, når skilderierne kan så meget andet?
Liberalismens uknægtede sind møder kunsten. Men har Anders Samuelsen opdaget den røde farve i baggrunden, og hvor passer den ind i partilederens noget bastante kunstanalyse.

Liberalismens uknægtede sind møder kunsten. Men har Anders Samuelsen opdaget den røde farve i baggrunden, og hvor passer den ind i partilederens noget bastante kunstanalyse.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

23. marts 2012

2/6

At insistere på at anmelde Johnny Madsens kunstværker i Liberal Alliances gruppeværelse ud fra kunstneriske kriterier er ligesom at deltage i Copenhagen Fashion Week for at finde ud af, hvordan man bedst holder varmen.

Johnny Madsen er ikke blevet valgt til at udsmykke værelset på Christiansborg, fordi en række kunstinteresserede personer er fascineret af Johnny Madsens maleriske undersøgelser af formen af mennesket. Han er valgt, fordi valget af ham som kunstner kan være med til at fortælle en vigtig historie om partiet, hvilket også bekræftes af de udsagn, partiet selv er fremkommet med. Valget af Johnny Madsen handler om mod – vel at mærke partiets mod – der ved at trodse den fagkundskab, der sagde nej til at finansiere malerierne, viste, at de tør forfølge deres ideer og ikke lader sig slå ud af kedelige og konventionelle verdensbilleder. Næ, her er et parti, der ikke nøjes med at agere inden for rammerne, men gerne bryder med dem om nødvendigt. Valget af Johnny Madsen var til at begynde med ’blot’ et brud med kognitive skemaer, for tænk sig som højrefløj at alliere sig med en kunstner med langt fedtet hår, tilsyneladende et remake af portrættet af Anders Fogh. Dengang var det venstrefløjsaktivisten Simone Aaberg Kærn, der glad og logrende lod den fløj, hun insisterede på at repræsentere, udnytte i Foghs forsøg på at fremstille sig selv som et tolerant menneske, der sagtens kunne sætte sig ud over politiske uenigheder i sine bestræbelser på at nå det bedste resultat.

Men hvor Fogh jo rent faktisk satte sig ud over politiske uenigheder, var tolerancen ikke helt så udtalt hos Liberal Alliance, der netop kun havde fundet en kunstner, der LIGNEDE en venstreorienteret. Madsen har i mange, mange år, både i tekster af den ene og den anden form, bekendt sig til liberalistiske dagsordener. Helt tilbage i 1993 protesterede han højlydt mod det formynderiske samfund, han følte greb ind i hans personlige frihed.

Parodisk signatur

Men holder det så på varmen? Eller er det rent pynt? Værkerne består af to malerier forestillende ansigter, og tre malerier med forskellige personer på række. Alt er malet i stærke farver, men signaturen er alligevel noget af det første, man får øje på, fordi den er så markant forskellig fra andre signaturer på malerier. Den er stor, fyldig og bred, med en trukken lyseblå streg i nederste venstre hjørne. Det ligner en parodi. Det ligner signaturen på J. P. Chenet-flaskerne, vinen der var udstyret med skæve flaskehalse for at få os afledt fra indholdet, og som havde en overgjort signatur på etiketten, der skulle borge for kvaliteten. Samme overdrevne statement finder vi også på Pierre Cardins produkter, 80'er-modemærket, der sikkert stadig lever i små lommer på landet.

Motiverne er ligeså karikerede. Det er masser af stærke farver, strintet, malet og skrabet vilkårligt på formen af et ansigt eller en person. På nogle af ansigterne er der tilføjet læber og briller og hvide klatter som øjne. Og baggrundene er enten ensfarvede eller forsøgt opdelt i to farver for at skabe illusionen af et rum. Det lykkes slet ikke.

Det er svært at anmelde kunst, der reelt slet ikke er kunst. Det påberåber sig begrebet, det bliver solgt som kunst, og det hænger på væggene, så selvfølgelig er det også kunst, men det har ingen af de kvaliteter, der ellers kendetegner kunst. Det er absolut fladt i alle betydninger. De abstrakte detaljer er helt livløse, som portrætter er de intet, der er simpelthen ikke noget i værkerne, der hæver dem over at være andet end store indrammede firkantede paletter. Kunst SKAL betyde noget ud over sig selv, det SKAL indeholde andet end de materialer, det er lavet af. Og det er IKKE nok, at det i sit farvevalg henviser til en eller anden 80’er-æstetik, og at det i øvrigt er en tydelig kopi af en anden næsten lige så dårlig maler, nemlig Gunleif Grube.

Og de kunstbegreber, værkerne påklistres af køberne fra Liberal Alliance, er helt hen i vejret. Christiansborgs kunstfaglige vil ikke have ham, ergo er han farlig, jamen så må det jo være kunst. Nogen mener, at kunst skal skabe debat, det er blevet debatteret, hvorvidt Johnny Madsen er god nok til Christiansborg, ergo må det jo være kunst.

Kendt i Paris

I det hele taget er partiets analyse af malerierne så overfladisk, at man må formode, at det er en svipser, at de har købt tre med rød baggrund. Det er jo trods alt socialisternes farve. Og spørgsmålet er selvfølgelig også, HVOR gennemtænkt det egentlig er at lade Johnny Madsen som kunstner repræsentere sit parti. Ja, han har liberalistiske holdninger, ja, han er folkekær musiker og har dermed et vist slægtskab med LA-politikere som Joachim B. Olsen og Thyra Frank, der også kommer fra andre brancher, men hvorfor skulle omverdenens analyse stoppe her, bare fordi Liberal Alliances gør? Johnny Madsens malerier er pubertære og naive, de er kopier, der ikke har en chance i den virkelige kunstverden, for den usagkyndige ligner det måske stor kunst, men man skal ikke besøge mange museer, før man ryster på hovedet af deres mangel på professionalisme, og når man roser dem for at være anerkendte i Paris og New York, er det sandheder med meget kraftige modifikationer. Johnny Madsen er sympatisk som person, men som kunstner er selvindsigt og reflektion ikke en del af pakken. Johnny Madsen er en lukket klub, der slet ikke kender til den verden, der befinder sig udenfor.

Plads på parnasset

Men man bliver jo også mæt af dårlig mad. Og det er i forvejen en skrøne, at kunstværket er en investering fra kunstneren, som beskueren så kan indløse. Det er beskueren selv, der kan investere noget, og hvis værket så er godt nok, kan investeringen komme tifold tilbage. Men i en så voldsom kontekst som den, Madsen indgår i, i Liberal Alliances gruppeværelse, gør det måske mindre, at værket er dilettantisk, den historie, som værket allerede tager del i, og dermed bliver eksponent for, er nemlig omfattende. Eksempelvis er debatten om kunstfaglighed kontra lægmandsfærdigheder ganske reel. For hvorfor altid fastholde disse kvalitative kriterier? Hvorfor ikke erkende, at kunst også kan indgå i sammenhænge, hvor autonomi og originalitet og lignende egenskaber ikke spiller så stor en rolle? Og hvad så, hvis folk tror, at Paul Potts er den største operasanger i verden. Eller at Da Vinci Mysteriet er et litterært mesterværk. Hey, fedt, at I kan lide opera, fedt, at I blev opslugt af en bog, den VAR også spændende, og ja, sikke mange farver Johnny Madsen bruger. Men prøv lige at se her. Det her værk, det kan give jer en helt ny følelse af frihed, det her har sit eget liv. Og der er mere, hvor det kommer fra. Johnny Madsen, kunstnersammenslutningerne, amatørmalerne og resten af det malende Danmark har nogle folkelige kvaliteter, som parnasset burde finde plads til.

 

Johnny Madsen, Liberal Alliances gruppeværelse, Christiansborg, der er jævnligt omvisninger, se mere på www.christiansborg.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Blot Jeppesen kunne lægge samme standard i sit Radio24syv program fredag 14-16. Det, som startede højt, er nu på niveau med andet i den kanal.

Hanne Gregersen

Ignoranten her synes, at de skillerier (staveplade) ser meget godt ud, men jeg har jo heller ikke en kæft forstand på kunst...... hvis det forøvrigt har nogen betydning !!??

Billederne er ikke min "kop te", men hvem har patent på at fastslå , hvad kunst er ?

Jeg er alid imponeret og lidt skræmt , når kunstanmeldere folder sig ud - de er alt for ofte ret skråsikre, intolerante og selvcentrerede om egen ufejlbarlighed.

Og der er mange eksempler på, at "nedgjorte" kunstværker somme tider "tages til nåde" af en senere generation .

Billedet, trods den røde baggrundsfarve, skulle ifølge meget pålidelig kilde vise nogle mere eller mindre berusede fannikere på vej hjem med Fanø-færgen – det naturalistiske "maleri" er et fordrukkent forsøg på at begå en vestjysk vittighedstegning ...

Et billed er som musikken, fuld af argumenter. I musikken kan den lærde hurtig orientere sig i det hørtes brug af systemet, om det kvalitative i udsagnene.

Man taler til perspektivet, man snakker med det, indtil man finder argumentet. Der er roen, når hvert et samspil, og hvert et perspektiv i perspektivet, har givet sig til kende.

Rød passer ikke til de liberale, men det at der intet perspektiv er, andet end et fladt snævert nu, er et lille plaster på det flade sår.

Mal baggrunden knald sort, så er den hjemme.

morten jacobsen

@hr. Dalager, det har betydning for din dom, at du som du nævner: 'jo heller ikke har en kæft' forstand på kunst'. Det er den rette indstilling, at erkende/accepterer, at ens smag 'er' funderet i dette.
Dejlig indsigt fra en 'ignorant'.

Jan Bisp Zarghami

jeg kan ikke rigtigt forholde mig til kvaliteten af det omtalte maleri, kender det ikke udover det det foto der illustrer artiklen. Mener dog ikke at jeg har hørt om at der skulle eksister en fast formel for hvor når noget er kunst eller ej.

Det jeg først og fremmest bed mærke i var følgende udsagn:

"ja, han er folkekær musiker og har dermed et vist slægtskab med LA-politikere som Joachim B. Olsen og Thyra Frank, der også kommer fra andre brancher",

politikere kommer vel forhåbelig generelt fra "andre brancher", og helst så mange forskellige som muligt.

Johannes Aagaard skriver:

"Men dette tegneserie-smøreri, var åbenbart fint nok til Christiansborg:http://img1.information.dk/files/imagecache/article_image_large/avisbill...

Jeg har en stille drøm om, at Simone Aaberg Kærn en dag afslører, at hendes værk i virkeligheden er ment som et skammens monument. Over denne mand og over hans neokonservative, nyimperialistiske og menneskefjendske regime.

Simone Aaberg Kærn vil da afsløre, at billedets ubehjælpsomme maleteknik er overlagt og omhyggeligt valgt, så det kitschede udtryk ikke blot refererer til traditionen af totalitær, diktatorhyldende kunst, fra Nazityskland til Nordkorea, men samtidig udstiller den portrætteredes narcissisme samt totale mangel på kunsthistorisk bevidsthed og kvalitetssans. Den flade og stift livløse stil afspejler således en overfladisk, kynisk og åndeligt indskrænket figur, der er nærmere beslægtet med historiens store tyranner end almindelige mennesker.

Lene Timmermann

Det er en virkelig god anmeldelse, fordi Jeppesen omhyggeligt forklarer hvorfor billedet her er noget argt smøreri.
Jeg sad fredeligt og spiste frokost, mens jeg kiggede i Inf. Jeg bladrer og - hele frokosten er fanme ved at ryge op igen! Den totale smagløshed manifesteret på s 17. Gyyselige farver sammensat helt uden farvesans, ingen fornemmelse af rum, intet liv i billedet, usw. Blev faktisk forbløffet, da jeg så A. Samuelsen stå og kigge tilfreds op på det.
Det var helt fint at få Jeppesens detaljerede anmeldelse oven på den oplevelse.

Muligheden er at Anders Samuelsen blot spejler sig i maleriet ?!?

I den sammenhæng er det intet mindre end mirakuløst at Johnny Madsen har formået at male et gruppebillede af Liberal Alliance's politikere på Christiansborg som set - uden at intentionen har været der !

pubertære malerier uden indhold.. Erstat "malerier" med "politikere" og du har et fint billede på de personer, der dagligt skal beskue værkerne.

Hele artiklen får mig til, at huske på en offentlig disput om kunst på Store Torv i Århus for omkring 15 år siden.

Piet Hein var blevet hyret til, at lave kunst på den plads. Der var bundet 3-5 mio. kr i røven på projektet, som blev delt 50/50 mellem Århus kommune og Kunstrådet.
En gratis lokalsprøjte (ejet, udgivet og distribueret af den lokale betalingssprøjte) opfangede folkestemningen og startede en negativ kampagne imod Piet Heins forslag. Det hele eskalerede og endte med en lokal folkeafstemning om 10 alternative forslag, hvor et guldæbletræ med vand vandt. Guldæbletræet viste sig, at være alt for dyrt, så man endte med et andet forslag.

Det andet forslag står som en skamstøtte den dag i dag og bruges som offentligt pissoir af byens unge i weekenderne.

Sådan går det når folk uden nogen som helst kunstnerisk indsigt og viden får lov, at bestemme.
Alle kan klatte et lærred til eller forme noget i ler. Mange kan også bruge en sav og en hammer, men kan derfor stadig ikke kalde sig for tømrer eller snedker. Så når Hr. Dalager skriver, at han ingen forstand har på kunst og stiller spørgsmålet om det har nogen betydning, græder jeg indvendigt.

Ps. Da Århus kommune trak sig fra det oprindelige oplæg i samarbejde med kunstrådet, blev kommunen nødt til, at betale hele regningen for noget, der aldrig blev opført, da kontrakten allerede var underskrevet.

Mikkel Hansen

Det morsomme og samtidig tragikomiske er, at hvis Johnny Madsen havde været venstreorienteret, så havde alle ovenstående indlag her på tråden skamrost de selvsamme malerier til skyerne.

Så hvad er mon vigtigst, indhold eller identitet?

John Vedsegaard

Man kan da sige denne kunst har evnet at skabe debat, som så ofte før er det formålet med kunsten...
Trods alt har det i kraft af sine kraftige farver, en vis dekorativ virkning som passer godt nogle steder, hvor andre farver, for eksempel jordfarver, passer bedre steder andre steder.

Er der noget man ikke kan diskutere er det hvornår noget er kunst, da det jo afhænger af hvem der ser på det.

John Christian Mogensen

John Vedsegaard

Det er ikke denne "kunst", der har skabt debat, det er det forhold at den er kunst for Liberal Alliance.

Hvis jeg må give mit besyv med, så ligner den meget godt.

Thorsten Lind

Det er al ære værd
at LA køber kunst,
og hænger det op på Christiansborg.

Og når Anders Samuelsen & Jonny Madsen
er glade for resultatet, så er det ærlig talt
bedøvende ligegyldigt, hvad Michael Jeppesen
måtte mene. Who cares?

Livet er for kort til kunstanmeldelser & timelange
diskussioner om, hvad der er "rigtig kunst"..!
Mvh Th

Nå så han kan ikke gå på vandet.

Jeg sværger over 10 tønder ramsaltede høstsild på, at han efter at have spillet en hel weekend på Jespersens hotel for et måltid mad, cigaretter og sprut ad libitum, gik på vandet fra Lemvig Til Thyborøn.

Siden blev det mere populært at ligne fordrukken fiskerkaptajn, der efter at være faret vildl i Klosterhede plantage endelig finder vej.

Thorsten Lind

...altså,
Jonny Madsen kan gå på vandet,
og kunstanmelderen kan hoppe i havnen!
Mvh Th

Ps. Husk svømmelufferne :-)

socialrealistsike portrætter af mænd i skovmandskjorter har da også sin plads på Christiansborg...også´helt uden slips... jeg gider ikke den højhellige fissefornemme idé om en skabelon for Rigtig kunst...

noget jeg i hvert fald er sikker på, er at Johhny Madsens personlighed er en hel kunstart i sig selv... invitér ham som underholdning når folketinget får sig en fyr-aftensbajer... bed folk om for en gang skyld at møde op i skovmnandsskjorter og ikke med slips og habit, vi trænger til at se en anden side af de politiske dynasty----

Freddy Andersen

Jeg har godt nok før hørt rygter om nogen der kunne gå på vandet, meeeen Suz er du sikker på det var Madsen der havde drukket sprutten, men jeg syntes faktisk det er en meget pæn rød farve hav har melet. :0)

Tjah, der er mindst to veje til kunst af høj kvalitet.

Den, der forfølger og uddyber en eksisterende genre, og strækker kunstnerens ekspertise til nye højder.

Og den, der viser en side af verden, som beskueren måske ikke havde tænkt på, eller fra en lidt anden vinkel, end vi er vant til.

Tak for kommentaren, der forklarer, at en gruppe (berusede) fanniker i tavss samvær er på vej hjem med færgen.

Gruppen er altså ikke sammen, men er sammenstillet geografisk og i tid af færgens ruteplan. Verden er en lille smule anderledes, en hvis der havde været en bro, hvor nogle ville tage bussen, og andre holde sig ædru og køre selv.

Med den forklaring, bliver kropsholdning og påklædning straks lidt mere sigende.

Der eksisterer ikke kunst uden forståelse. Enten af genren (amatørmaleri) eller situationen (landsdelsortræt). Med den venlige forklaring, kan jeg sagtens se en værdi i billedet. Og modsat anmeldelsen, ser jeg en stor værdi i e ny side af Johnny Madsen, der har betydet så meget for en generation af berusede danskere, amatørmusikere, og os, der nyder hans dialekt.

Jeg synes, Michael Jeppesen vakler imellem arrogance og snæversyn, uden egentlig at berige billedet med ekstra dybde. Det må alt andet lige være en anmelders ansvar at tilføje dybde via sit brede perspektiv og sin dybere baggrundsviden...

Freddy Andersen

Efter at have studeret billedet lidt nærmere, mener jeg de er på vej ud, baggrundsfarven passer bedre med Fanø siden.
Den er mere blå på Esbjerg siden.

Sten Christensen

Maya Nielsen
Jeg foretrækker nu bad i arbejdstiden og på arbejdsgiverens regning, når jeg er kommet til at stinke af sved for ham.
SC
.

Thorsten Lind

Set som happening,
var afsløringen Fogh´s portræt "verdenskunst".

Fotografiet fra seancen er kosteligt.
( se @Johannes Aagaards 1. link )

."Kejserens nye klæder" som totalteater.
Selve maleriet var / er kun en dyr rekvesit. Th

Til de der tror at ingen forståelse kræves, er fordi at de ingen forståelse har.

Goethe var meget optaget af farverne gennem hele hans liv, og ikke uden grund.

Hvad dette "værk" angår er der ingen tekniske færdigheder der undskylder farverne.

Her er et kompendium i farvelære, som ikke fylder mere end en øl's tid.

Goethe og Itten er også præsenteret.

http://www.idamarie.dk/idamarie/Farvelaere/kompendium.htm

Monet stod ved Themsen og malede, da en forbigående stoppede op og spurgte, hvor den orange kom fra, for han kunne da ikke se den i tågen.
Monet svarede at den kom fra de mørnede mure som partikler der blandede sig i tågen.
Den forbipasserende så nu den orange, og kunne ikke se andet fra den dag. Så man kan lære at se, men det kræver forståelse, og argumenter.

Kun hvis det har din interesse, Freddy, ellers er det spild af begges tid. Men der er masser at lære.

Igen, der er en grund til at vores begrebs-verden er blevet udvidet gennem kunsten.

Kunsten er den form, hvor tværfagligheden er størst.

Tak for det link til farvelære, Klara. Jeg er ikke den store kunstkender, men jeg nyder kunst der rører og flytter rundt på begreberne. Helst uden man skal læse tykke bøger først. Dekorationer og dekorative installationer i div. firmaers entreer ser jeg f.eks. sjældent som kunst. Men de har sikkert været dyre nok og det er sikkert deres største værdi. Lige sådan med LAs nye dekorationer.

Kan man sige, at en kunstner hvis værker kræver forklaringer, ikke har brugt sit medie?

Men selvfølgelig er oplevelserne subjektive og ikke nødvendigvis det kunstneren ser og en forklaring kan vel være nødvendig, hvis man vil forstå kunstneren. Men skal man absolut det?

Freddy Andersen

Karen jeg bestrider såmænd ikke man kan lære noget, bare de ikke også vil fortælle mig hvad jeg skal se, lige som dem der vil forsøge at fortælle hvad jeg skal tro.

Suz, alt er et samspil, og det gælder også mødet mellem opleveren og oplevelsen. Forudsætningerne kan i bizarre tilfælde være at opleveren overgår oplevelsen, altså at den medbragte indsigt tilføjer.
Omvendt kan opleveren fratage oplevelsen ikke sete argumenter. Et værk kan være matematisk funderet, som eksempel, og uden den viden, kan et billed fremstå meningsløst. Kort sagt, oplevelsen er en interaktion som ved tilbagevenden kan forandre sig, grundet egen videreudvikling.

Freddy, hvis man ikke vil have at andre dikterer, eller kommer med vejledning og råd, er den autodidakte vej, din vej. Den er lidt mere bumlet, men friheden er større. Det kræver blot en anden form for disciplin, hvor disciplinen kan være lysten til at forstå andres tanker, og indsigt, som supplement til egen forståelse, udvikling, og værk.

Modsætningerne er præsenteret i historien i form af "skæbner" i alle livs-perspektiver.

Tak for den koncise forklaring, Klara.

Jeg kommer til at tænke på de hvide og sorte gulvfliser i Hafniahuset. Mønstrene er ganske uinteressante og uigennemskuelige, med mindre man er matematiknørd.

-"Alt er malet i stærke farver, men signaturen er alligevel noget af det første, man får øje på, fordi den er så markant forskellig fra andre signaturer på malerier. Den er stor, fyldig og bred, med en trukken lyseblå streg i nederste venstre hjørne. Det ligner en parodi. Det ligner signaturen på J. P. Chenet-flaskerne, vinen der var udstyret med skæve flaskehalse for at få os afledt fra indholdet, og som havde en overgjort signatur på etiketten, der skulle borge for kvaliteten. Samme overdrevne statement finder vi også på Pierre Cardins produkter, 80’er-modemærket, der sikkert stadig lever i små lommer på landet."

Kunstanmelder med Weltsmertz ? Eller klemmer de nye små sko ? Eller har Michael Jeppesen slet ikke talent til at være kunstanmelder ?

Har man nogen sinde før set en anmeldelse af en kunstners signatur ? Er Michael Jeppesen Danmarks nye Kunst-diktator ?

Almalthea Holmsson

Sikkert.
Min pointe er blot at kunstværket - ikke signaturen burde bære anmeldelsen.
Omvendt - Når Michal Jeppesen tydeligvis nyder at bruge sin kunstanmelder-magt til at tvære kunstneren helt ud som en flue på væggen - hvorfor så ikke demonstrere dette eftertrykkeligt ved at bruge et større ligegyldigt tekstafsnit på selve signaturen der jo ikke har meget med selve kunstværket at gøre ...

Almathea Holmsson

Det vil nu næppe ske at du og jeg nogensinde bliver enige om ret meget...

Min mening er; at den signaturs størrelse og udformning kun vedkommer Johnny Madsen og Gud og en evt. grafolog.

Hvad du og "kunstner-klaskeren" Michael Jeppesen mener at kunne udlægge af en kunstners signatur er mig komplet ligegyldigt som interesseret i selve kunsten !

Sider