Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Johnny Madsen kan ikke gå på vandet

Liberal Alliance har dekoreret deres gruppeværelse med pubertære malerier uden indhold. Det ligner kunst, men kommer aldrig til at virke som sådan. Men hvad betyder det, når skilderierne kan så meget andet?
Liberalismens uknægtede sind møder kunsten. Men har Anders Samuelsen opdaget den røde farve i baggrunden, og hvor passer den ind i partilederens noget bastante kunstanalyse.

Liberalismens uknægtede sind møder kunsten. Men har Anders Samuelsen opdaget den røde farve i baggrunden, og hvor passer den ind i partilederens noget bastante kunstanalyse.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Kultur
23. marts 2012

2/6

At insistere på at anmelde Johnny Madsens kunstværker i Liberal Alliances gruppeværelse ud fra kunstneriske kriterier er ligesom at deltage i Copenhagen Fashion Week for at finde ud af, hvordan man bedst holder varmen.

Johnny Madsen er ikke blevet valgt til at udsmykke værelset på Christiansborg, fordi en række kunstinteresserede personer er fascineret af Johnny Madsens maleriske undersøgelser af formen af mennesket. Han er valgt, fordi valget af ham som kunstner kan være med til at fortælle en vigtig historie om partiet, hvilket også bekræftes af de udsagn, partiet selv er fremkommet med. Valget af Johnny Madsen handler om mod – vel at mærke partiets mod – der ved at trodse den fagkundskab, der sagde nej til at finansiere malerierne, viste, at de tør forfølge deres ideer og ikke lader sig slå ud af kedelige og konventionelle verdensbilleder. Næ, her er et parti, der ikke nøjes med at agere inden for rammerne, men gerne bryder med dem om nødvendigt. Valget af Johnny Madsen var til at begynde med ’blot’ et brud med kognitive skemaer, for tænk sig som højrefløj at alliere sig med en kunstner med langt fedtet hår, tilsyneladende et remake af portrættet af Anders Fogh. Dengang var det venstrefløjsaktivisten Simone Aaberg Kærn, der glad og logrende lod den fløj, hun insisterede på at repræsentere, udnytte i Foghs forsøg på at fremstille sig selv som et tolerant menneske, der sagtens kunne sætte sig ud over politiske uenigheder i sine bestræbelser på at nå det bedste resultat.

Men hvor Fogh jo rent faktisk satte sig ud over politiske uenigheder, var tolerancen ikke helt så udtalt hos Liberal Alliance, der netop kun havde fundet en kunstner, der LIGNEDE en venstreorienteret. Madsen har i mange, mange år, både i tekster af den ene og den anden form, bekendt sig til liberalistiske dagsordener. Helt tilbage i 1993 protesterede han højlydt mod det formynderiske samfund, han følte greb ind i hans personlige frihed.

Parodisk signatur

Men holder det så på varmen? Eller er det rent pynt? Værkerne består af to malerier forestillende ansigter, og tre malerier med forskellige personer på række. Alt er malet i stærke farver, men signaturen er alligevel noget af det første, man får øje på, fordi den er så markant forskellig fra andre signaturer på malerier. Den er stor, fyldig og bred, med en trukken lyseblå streg i nederste venstre hjørne. Det ligner en parodi. Det ligner signaturen på J. P. Chenet-flaskerne, vinen der var udstyret med skæve flaskehalse for at få os afledt fra indholdet, og som havde en overgjort signatur på etiketten, der skulle borge for kvaliteten. Samme overdrevne statement finder vi også på Pierre Cardins produkter, 80'er-modemærket, der sikkert stadig lever i små lommer på landet.

Motiverne er ligeså karikerede. Det er masser af stærke farver, strintet, malet og skrabet vilkårligt på formen af et ansigt eller en person. På nogle af ansigterne er der tilføjet læber og briller og hvide klatter som øjne. Og baggrundene er enten ensfarvede eller forsøgt opdelt i to farver for at skabe illusionen af et rum. Det lykkes slet ikke.

Det er svært at anmelde kunst, der reelt slet ikke er kunst. Det påberåber sig begrebet, det bliver solgt som kunst, og det hænger på væggene, så selvfølgelig er det også kunst, men det har ingen af de kvaliteter, der ellers kendetegner kunst. Det er absolut fladt i alle betydninger. De abstrakte detaljer er helt livløse, som portrætter er de intet, der er simpelthen ikke noget i værkerne, der hæver dem over at være andet end store indrammede firkantede paletter. Kunst SKAL betyde noget ud over sig selv, det SKAL indeholde andet end de materialer, det er lavet af. Og det er IKKE nok, at det i sit farvevalg henviser til en eller anden 80’er-æstetik, og at det i øvrigt er en tydelig kopi af en anden næsten lige så dårlig maler, nemlig Gunleif Grube.

Og de kunstbegreber, værkerne påklistres af køberne fra Liberal Alliance, er helt hen i vejret. Christiansborgs kunstfaglige vil ikke have ham, ergo er han farlig, jamen så må det jo være kunst. Nogen mener, at kunst skal skabe debat, det er blevet debatteret, hvorvidt Johnny Madsen er god nok til Christiansborg, ergo må det jo være kunst.

Kendt i Paris

I det hele taget er partiets analyse af malerierne så overfladisk, at man må formode, at det er en svipser, at de har købt tre med rød baggrund. Det er jo trods alt socialisternes farve. Og spørgsmålet er selvfølgelig også, HVOR gennemtænkt det egentlig er at lade Johnny Madsen som kunstner repræsentere sit parti. Ja, han har liberalistiske holdninger, ja, han er folkekær musiker og har dermed et vist slægtskab med LA-politikere som Joachim B. Olsen og Thyra Frank, der også kommer fra andre brancher, men hvorfor skulle omverdenens analyse stoppe her, bare fordi Liberal Alliances gør? Johnny Madsens malerier er pubertære og naive, de er kopier, der ikke har en chance i den virkelige kunstverden, for den usagkyndige ligner det måske stor kunst, men man skal ikke besøge mange museer, før man ryster på hovedet af deres mangel på professionalisme, og når man roser dem for at være anerkendte i Paris og New York, er det sandheder med meget kraftige modifikationer. Johnny Madsen er sympatisk som person, men som kunstner er selvindsigt og reflektion ikke en del af pakken. Johnny Madsen er en lukket klub, der slet ikke kender til den verden, der befinder sig udenfor.

Plads på parnasset

Men man bliver jo også mæt af dårlig mad. Og det er i forvejen en skrøne, at kunstværket er en investering fra kunstneren, som beskueren så kan indløse. Det er beskueren selv, der kan investere noget, og hvis værket så er godt nok, kan investeringen komme tifold tilbage. Men i en så voldsom kontekst som den, Madsen indgår i, i Liberal Alliances gruppeværelse, gør det måske mindre, at værket er dilettantisk, den historie, som værket allerede tager del i, og dermed bliver eksponent for, er nemlig omfattende. Eksempelvis er debatten om kunstfaglighed kontra lægmandsfærdigheder ganske reel. For hvorfor altid fastholde disse kvalitative kriterier? Hvorfor ikke erkende, at kunst også kan indgå i sammenhænge, hvor autonomi og originalitet og lignende egenskaber ikke spiller så stor en rolle? Og hvad så, hvis folk tror, at Paul Potts er den største operasanger i verden. Eller at Da Vinci Mysteriet er et litterært mesterværk. Hey, fedt, at I kan lide opera, fedt, at I blev opslugt af en bog, den VAR også spændende, og ja, sikke mange farver Johnny Madsen bruger. Men prøv lige at se her. Det her værk, det kan give jer en helt ny følelse af frihed, det her har sit eget liv. Og der er mere, hvor det kommer fra. Johnny Madsen, kunstnersammenslutningerne, amatørmalerne og resten af det malende Danmark har nogle folkelige kvaliteter, som parnasset burde finde plads til.

 

Johnny Madsen, Liberal Alliances gruppeværelse, Christiansborg, der er jævnligt omvisninger, se mere på www.christiansborg.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sten Christensen

Klara Liske
Citat af dig:
" alt er et samspil, og det gælder også mødet mellem opleveren og oplevelsen. Forudsætningerne kan i bizarre tilfælde være at opleveren overgår oplevelsen, altså at den medbragte indsigt tilføjer."

Med al respekt det er noget forvåset sluder(kan ikke finde på anden høflig kliché for min mangel på respekt for det).
I bizare tilfælde kan det være omvendt. Forudsætningen er altid at opleverens medbragte indsigt og 'oplevelsen' (det der endnu ikke er en oplevelse) bliver til mere end begge er hver for sig.
Oplevelsen er intet uden opleveren.

Michael Jeppesen bevæger sig på kanten afenslags omvendt rindalisme (rindal var en venstremand der mente at kunst var kronhjorten over sofaen) i sin kunstkritik, men derfor synes jeg nu stadig han har ret.

SC
.

Freddy Andersen

@Klara Liske

Hvis jeg vil have vejledning råd eller viden om hvad Madsen har tænkt, tror jeg, jeg med fordel kan spørge Madsen, frem for alle mulige præster som mener at vide hvad Madsen har tænkt.

I rest my case.

@Peter Taitoo: det var nu ikke Piet Hein, men Hein Heinsen, der var 'udvalgt' til at udsmykke Store Torv i Århus dengang i 90'erne.

Liberal Alliance er et temmelig vulgært parti. På den led er det jo meget passende, at Madsens vulgære malerier hænger i gruppeværelset ;-)

Thorsten Lind

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over
Jonny Madsens malerier & musik. ´Fan´er jeg
heller ikke, men jeg har stor respekt for,
at "han er sgu´sin egen´. Flere af den slags, tak! :-)
Mvh Th

Freddy Andersen

Suz Skov sværger på han gik på vandet, aaaaaa jeg tvivler, men at han kunne finde på at gøre forsøget, det tror jeg mere på, og hvis det lykkes så er det sku kunst.

Pudsigt at en maler som Paul Gauguin også var autodidakt, og nu falder alle disse såkaldte kunstkritikere på halen over hans malerier...."bare en tanke", når man hører deres kritik af Johnny Madsen.
Hvad med det gyselige portræt af Anders Fogh i Folketinget, det liger noget der er smurt på lærredet af en 10 åring.

randi christiansen

Billedet er grimt og indholdsløst - hvad er budskabet ? - og Anders Samuelsen ser forståeligt nok ud til at have svært ved at finde en grimasse, der ka passe. Det er tragikomisk at LA bruger en masse penge på at understøtte den fejlagtige opfattelse, at Johnny Madsen har talent som billedkunstner. Det viser bare, hvor dumme de er.

grim fiduskunst.

Uffe Hellum skriver; "Jeg synes, Michael Jeppesen vakler imellem arrogance og snæversyn, uden egentlig at berige billedet med ekstra dybde. Det må alt andet lige være en anmelders ansvar at tilføje dybde via sit brede perspektiv og sin dybere baggrundsviden…"

Sandheden er vel den; at Michael Jeppesen betragter kunsten som en performance der alene er sat i verden for at give ham en platform at leve på..
Derfor må en kunstanmelder som Michael Jeppesen nødvendigvis sparke nedad med jævne mellemrum for at fastholde sin egen position og oparbejdede respekt som kunstanmelder...
Og værst hvis Jeppesen fraviger fra princippet og ikke tværer en kunstner helt ud med jævne mellemrum bliver Jeppesen selv helt overflødig en skønne dag...

Næ - det var tider da Erhard Jacobsen gav den som "Kunstanmelder og Musikanmelder".
Alt hvad Erhard kunne lide var noget skidt og alt hvad han ikke kunne lide var rigtig godt.

Erhard Jacobsens dårlige smag kunne man altid stole på.
Men Jeppesen er givet - sikkert alt for snedig og taktisk tænkende til bare at være ærlig i sit kunstsyn ligesom Erhard Jacobsen. (Jeppesen lever jo på og af kunsten og ville sikkert gerne være en installation som Kunstanmelder lige som han er ren installation og performance på radio 24/syv)

Men ærlig talt - så var det så heller ikke politikeren Erhard Jacobsens hovederhverv at anmelde kunst (og Musik (til især DR og Ekstrabladet)

randi christiansen

Kasper Olsen : Det ku jo osse være, at anmelderen bare mener, hvad han siger. I dag er det faktisk sådan, at man helst skal kunne stå på mål for sine bidrag til den offentlige debat.

Alle har selvfølgelig ret til deres dårlige smag, så længe de ikke generer os andre - det er grundreglen. Som på ingen måde bliver overholdt. Vi, der har studeret og arbejdet seriøst med form og farve i et menneskeliv, skal på daglig basis finde os i den ene øjebæ efter den anden - og så ovenikøbet ofte for offentlige midler.

Kan smag ikke diskuteres ? Jo, det ved da Gud, den kan. Er skønhed relativ ? Nej - der er visse grundregler for skønhed, og det er ikke fascisme at tilstræbe den. Det er lighedsfascisme, hvis alt skal være lige godt. Det er det ikke - heller ikke inden for billedkunst.

Formens - den eksosteriske, ydre - skønhed er specifik, i det den relaterer til bestemte fysiske lovmæssigheder.

I hvilket omfang denne bestemmer/ påvirker den esoteriske, indre - skønhed, er stadig til diskussion. Det er dog efterhånden blevet klart for de fleste, at visuelle og auditive indtryk har betydning for vores velbefindende.

Så deet ....

Freddy Andersen

@Randi

Du siger: "Er skønhed relativ ? Nej - der er visse grundregler for skønhed" og "Formens - den eksosteriske, ydre - skønhed er specifik, i det den relaterer til bestemte fysiske lovmæssigheder"

Hvad er det for nogle regler?
Har de fysiske lovmæssigheder ikke forandret sig over tid?

Freddy Andersen

Randi glemte: "Det er dog efterhånden blevet klart for de fleste, at visuelle og auditive indtryk har betydning for vores velbefindende"

Det er jeg fuldkommen enig med dig i.

steen ingvard nielsen

Tja! venner.
Til Klara Liske og Mikkel Hansen.
Til Klara Liske tak, fordi du ikke kan holde igen på superlativerne og afslører, at du er tosset med maleriet, men ikke ideologien bag det. Eller Mikkel Hansen som i Kejserens nye klæder, anerkender at man dømmer ideologisk, før man dømmer fagligt eller æstetisk.
Johnny Madsens billede er intet mindre end et mesterværk, hvad enten det var hængt op i enhedslistens gruppeværelse eller i konservativs, og hvad enten kunstneren havde ytret holdninger til venstre, til højre, ovenfor eller undrebæltestedet.
Ting som hvordan vi udfolder os kreativt som mennesker, bør ikke blandes sammen med hvordan vi stemmer politisk, kan vi ikke adskille disse ting, har vi en tendens til at misforstå både det ene og det andet.

randi christiansen

Et mesterværk ? Billedet er en hob af lasede, umælende tåber, der glor hjernedødt på beskueren. Malet i anmasende og disharmoniske farver som bare råber hjælp, tag mig ud af dette helvede .... Det har jeg ikke brug for at divertere mig selv med, og jeg tillader mig at tvivle på, at nogen kan få en behagelig, men måske bevidsthedsudvidende oplevelse ud af det ?

Beklager Johnny, men når man fører sig offentligt frem, må man kunne tåle kritik, og det er jeg sikker på, at du kan. Du skal have point, for at forsøge at arbejde esoterisk ? Det er et svært og vigtigt men også noget forsømt område.

Og til Freddy : Videnskabelige undersøgelser har påvist, at mennesket allerede som baby reagerer med velbehag på symmetri. Selvom vi ikke tilfulde har erkendt universets lovmæssigheder, er der dog alligevel forhold, der ligger fast. Vi trækker vejret. Vi er symmetrisk bygget omkring en akse (rygsøjlen), osv.

At agere i overensstemmelse med disse forhold gør os godt tilpas, og kan derfor i denne referenceramme defineres som skønhed. Det er ikke det samme, som at skønhedens modsætning ikke kan være belærende - i min optik dog kun om skønhedens væsen og nødvendighed.

Så hvis fysiske lovmæssigheder skulle forandre sig over tid, ønsker jeg inderligt, at det sker i overensstemmelse med det gode, sande, skønne og retfærdige (den græske firkant) Hvilket desværre ikke ser ud til at være en fremherskende tilbøjelighed, men man har stadig lov at tro og håbe – opmærksomhed er jo energi.

I øvrigt tror jeg ikke, at fysiske lovmæssigheder forandrer sig over tid, men at vores bevidsthed om dem bliver større og dermed udvider vores råderum i det indre og ydre univers. Kvantefysikken har vist, at vi lever i et mulighedernes rum. Det ændrer ikke på, at visse beslutninger har specifikke konsekvenser f.eks.: foruren dine luftveje, og du risikerer at blive syg (hvis ikke du har fundet en metode ved hjælp af hvilken, du kan ophæve den negative effekt). Det ændrer ikke ved den grundlæggende lovmæssighed, at forurening er negativ, men det viser os, at vi har langt større indflydelse på vores liv end almindeligvis antaget. Nye forskningsresultater viser ved dobbelte blindforsøg, at et menneskes tro/overbevisning, har den største effekt (82%) i et behandlingsforløb (Parkinsons, depression, smertebehandling, m.m.).

Men sålænge man ikke fuldt har erkendt lovmæssighederne, må man pejle sig frem ved hjælp af samvittighed, opmærksomhed, empiri, glæde og nogen gange ´Av for helvede´…

Jeg kan ikke forestille mig, at de fysiske lovmæssigheder nogensinde vil gøre Johnny Madsens billede til et udtryk for skønhed. Så længe det kan lære os om, hvad skønhed ikke er, så har det dog bidraget positivt til udviklingen.

Det var en længere og måske ikke helt overbevisende redegørelse, men jeg mener dog, at have højindikeret mine antagelser. Kan anbefale Rosseaus ´Den savoyardiske Landsbypræsts Trosbekendelse´.

Freddy Andersen

@Randi

Fin redegørelse, plat eller krone, vi har ikke den samme kone, skønhed/ eller uhyret :0)

Tak for anbefalingen, det kan jo være ret interessant, hvad sådan nogle præster går og foretager sig.

randi christiansen

Freddy - du skal ikke lægge vægt på præstereferencen. Rosseau er i samklang med menneskehedens største eksistentielle vejledere.

Freddy Andersen

Randi må indrømme, har det lidt svært med vejledere, forekommer mig de har det med, at være blinde på det ene øje, men man skal aldrig sige aldrig.

randi christiansen

Freddy - ok, så lad os kalde dem inspiratorer

Freddy Andersen

Randi - det lyder sexet ;0)

Freddy Andersen

Randi - jeg tror ikke vi er så uenige, tak for anbefalingen.

Sider