Kæmp for alt, hvad du har kært

Hypen har været enorm. De tidligste anmeldelser – som dog kun er ca. en uge gamle – har været overvejende positive. Og nu er den her så endelig, The Hunger Games, Gary Ross’ længe ventede filmatisering af første bind i Suzanne Collins’ vældigt populære trilogi af bøger for unge mennesker.

Har den været ventetiden værd? Ja, siger min 17-årige søn, der er fan af bøgerne, med eftertryk. (Han levede sig også virkelig med i filmen undervejs.) Jah joh, siger hans 40-årige far, der har læst første bind af trilogien, lidt mere tøvende. Det er i hvert fald ikke en dårlig film, The Hunger Games. Faktisk er den bedre end bogen og har skåret og strømlinet historien de fleste af de rigtige steder.

Filmen varer ellers små 150 minutter, men bevæger sig for det meste ganske rask afsted og fortæller en spændende og tankevækkende historie om en fremtid, hvor USA er et diktatur ved navn Panem og består af en hovedstad, Caiptol, hvorfra alt styres, ikke mindst de mere eller mindre fattige 12 distrikter, der leverer råmaterialer og fødevarer til den herskende klasse i hovedstaden.

Dekadent dødsspil

Hvert år leverer hvert distrikt også to deltagere, to sonere, en dreng eller en pige mellem 12 og 18 år, til det dødsspil, der har givet bog og film sin titel, og som skal tjene som en barsk påmindelse om, at det har konsekvenser for distrikterne at gøre oprør mod Capitol, som det skete for ca. 75 år siden.

Spillet, hvor de 24 drenge og piger placeres i en kæmpearena, der umiddelbart ganske almindelig skov, tv-transmitteres til hele Panem og er en stor begivenhed i Capitol, hvor de dekadente, forlystelsessyge beboere hepper og spiller på deres favoritter og hjælper dem med mad eller medicin, hvis de synes. at sonerne har fortjent det.

Den dreng eller pige, som er tilbage til sidst, når alle andre er døde – enten af sult, tørst, kulde eller fordi de er blevet slået ihjel af en af de andre deltagere – vinder og bliver belønnet i rigt mål. Vinderens distrikt bliver tillige overøst med mad og gaver indtil næste år og et nyt dødsspil.

Bue og pil

I det fattige bjergrige Distrikt 12 bor The Hunger Games’ heltinde, 16-årige Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence). Hun er en dygtig jæger, der tager sig af sin lillesøster, Prim, og sin mor, som fik et sammenbrud, da hendes mand, pigernes far, døde i en mineulykke. Katniss melder sig frivilligt, da Prim bliver udvalgt til at skulle deltage i dødsspillet, og sammen med bagersønnen Peeta Mellark (Joah Hutcherson), der udvælges blandt drengene, føres hun til Capitol, hvor alle sonerne skal styles og trænes inden dødsspillet.

Hovedparten af The Hunger Games foregår således i den skovdækkede arena, hvor Katniss forsøger at overleve, og hvor hun ender med at alliere sig med Peeta, da det bliver annonceret, at begge deltagere fra et distrikt får lov at vinde, hvis de er de eneste tilbage til sidst.

Det er dog ikke nemt at klare sig i et miljø, der konstant bliver manipuleret af spilmesteren (Wes Bentley), der styrer dødsspillet for den almægtige præsident Snow (Donald Sutherland), og er fyldt med andre unge mænd og kvinder, som stræber én efter livet. Især de såkaldte ambisonere, ambitiøse sonere, der har trænet til spillet hele deres liv og har meldt sig frivilligt, er svære at hamle op med, men Katniss er heldigvis snarrådig og forstår at håndtere en bue og en pil.

Kedelig romance

Der er spor af alt fra William Goldings Fluernes herre og den brutale japanske gyserfilm Battle Royale over Peter Weirs The Truman Show, gameshowet Big Brother og en knivspids science fiction til klassisk, opbyggelig fantasy og dannelsesfortælling som Ringenes Herre og Harry Potter i The Hunger Games, der altså ikke ligefrem er en original, men trods alt interessant størrelse.

Historiens virkelighed er en forvrænget, perverteret udgave af vores egen, hvor de rige og mægtige undertrykker og udnytter de fattige. Det samfundskritiske sigte er altså tydeligt, men hvor Suzanne Collins i bøgerne kan tillade sig et vist mål af abstraktion og kompleksitet i fortællestrukturen, er Gary Ross nødt til at gribe det lidt mere ligefremt og stringent an.

Således bliver det allerede tidligt i filmen understreget, at Katniss er fortællingens heltinde, der ikke kun kæmper for sit eget liv, men også for sin familie og sit distrikt – og sin menneskelighed – mens præsident Snow er dens klare skurk. Han vil knægte hendes kampånd, så den ikke ender med at give folk i distrikterne håb om en anden og bedre fremtid. Håb er, siger Snow på et tidspunkt, en mægtigere kraft end den frygt, han og det øvrige Capitol regerer med, og derfor frygter han Katniss og pigens tilsyneladende ukuelige sind.

Filmen er mindre voldsom og blodig end bogen, og kanter er filet af den upålidelige drukkenbolt Haymitch (Woody Harrelson), Distrikt 12’s tidligere vinder og nu mentor for Katniss og Peeta. Forholdet mellem Katniss og Peeta, som Haymitch foreslår skal være romantisk for at tiltrække sympati og dermed sponsorer, er lige så uinteressant i filmen som i bogen, hvilket primært har at gøre med, at Joel Hutchersons Peeta-figur – på flere måder en utaknemmelig rolle – tager sig endog meget farveløs ud ved siden af Jennifer Lawrences handlekraftige Katniss.

Stjerne in spe

På sin vis minder Katniss om den pige – unge kvinde – Jennifer Lawrence spillede i sin gennembrudsfilm, Debra Graniks fremragende Winter’s Bone: Begge lever de et såre beskedent liv i udkanten af samfundes, begge tvinges de af omstændighederne til at kæmpe for alt, de har kært, og begge viser de sig at have en sjælden indre styrke, der dækker over et følsomt gemyt. Det er ikke nogen dårlig rollemodel for det unge publikum, der er må siges at være den primære målgruppe for The Hunger Games, og måske kan de lære et og andet om, hvor priviligerede vi alle er i forhold til Katniss og Panems øvrige undertrykte befolkning.

21-årige Lawrence, der endnu ikke har medvirket i så mange film, bærer The Hunger Games på sine skuldre og udstråler skiftevis sårbarhed og selvsikkerhed, og hun er et på alle måder spændende bekendtskab. Mon ikke filmen gør hende til den stjerne, hun synes bestemt til at være!? Og mon ikke den ender med at blive en af den slags billetsucceser, der får en efterfølger – i så fald er der jo endnu to bøger at tage af.

Gary Ross, som blot har Seabiscuit (2003) og Pleasantville (1998) bag sig som instruktør, har et sikkert greb om action- og spændingsscenerne i The Hunger Games, men sørger også for, at vi får tid til at lære Katniss, Peeta og Panems kontrastfyldte fremtidsdiktatur at kende, og så serverer han det samfunds- og mediekritiske budskab stort set uden at forfalde til prædiken. Det tjener ham til ære og betyder, at The Hunger Games aldrig bliver kedelig og ofte er underholdende.

The Hunger Games. Instruktion: Gary Ross. Manuskript: Gary Ross, Suzanne Collins og Billy Ray. Amerikansk (Biografer verden over)

Gyldendal har udgivet Suzanne Collins trilogi på dansk under titlen Dødsspillet