Læsetid: 1 min.

Kamæleonen

At politik kan være et møgbeskidt spil, opdager Ryan Goslings blændende dygtige og måske lidt naive valgkampstrateg Stephen Meyers i George Clooneys seneste film som instruktør, Kamæleonen...
15. marts 2012

At politik kan være et møgbeskidt spil, opdager Ryan Goslings blændende dygtige og måske lidt naive valgkampstrateg Stephen Meyers i George Clooneys seneste film som instruktør, Kamæleonen. Sammen med garvede Paul Zara (Philip Seymour Hoffman) arbejder Stephen på at få valgt guvernør Mike Morris (George Clooney), som alle har så store forventninger til, til præsident. Men da Stephen opdager noget, som sætter Morris i et dårligt lys, ved han ikke, hvad han skal gøre. Samtidig vil lederen af Morris’ modstanders valgkamp, Tom Duffy (Paul Giamatti), tilsyneladende gerne hyre Stephen. Alt er dog ikke, som det ser ud til, og Kamæleonen udvikler sig til en art dannnelsesfortælling om en idealist, der mister sin uskyld i mødet med den politiske verdens ubehagelige realiteter. Spørgsmålet er så, om det ødelægger Stephen Meyers, eller om han formår at ignorere sin samvittighed og fortsætte sit arbejde, selv om illusionerne er bristet.

Kamæleonen befæster Clooneys ry som en politisk og samfundsmæssigt engageret filmskaber og borger. Det er en uhyre velspillet film, og med sin skarpe dialog, et intenst lydarbejde og håndholdt billedside knytter den an til nogle af de politiske thrillers fra 1970’erne – Alle præsidentens mænd, Aflytningen, Sidste vidne, Tre døgn for Condor – som Clooney tydeligvis beundrer og har ladet sig inspirere af. Filmen ender lidt pludseligt, og man føler, at der mangler et eller andet. Men medrivende og tankevækkende har det været indtil da.

Kamæleonen. Instruktion: George Clooney. Manuskript: Grant Heslov, Beau Willimon og George Clooney. Amerikansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christian Monggaard

Jeg kan godt se, at sætningen kan misforstås. Beklager.

Men meningen er nu god nok: Enten bliver Stephen Meyers ødelagt – mister alle sine illusioner og sin kærlighed til politik – og kan ikke fortsætte sit arbejde, eller også ignorerer han sin samvittighed – sit moralske kompas – og fortsætter.