Læsetid: 4 min.

Klorofyle konturer

Planterne er alt væsens levende motor. Det er de også i Ellsworth Kellys værk, en hovedskikkelse i den amerikanske billedkunst i 1960’erne, som lige nu kan ses på Louisiana
Planterne er alt væsens levende motor. Det er de også i Ellsworth Kellys værk, en hovedskikkelse i den amerikanske billedkunst i 1960’erne, som lige nu kan ses på Louisiana
19. marts 2012

Klarhed og enkelhed var kodeord for den amerikanske billedkunst i 1960’erne. Under etiketten ’minimalisme’ bredte den sig som en eufori over det meste af kloden. Jane Pedersen beskrev den i Eksskolens teoretiske tidsskrift, ta’, som »en afpersonaliseret, udadvendt kunst, der ikke er subjektivt følelsesbetonet, ikke afbildende og ikke associationsladet«.

I dansk kunst fra dengang kan man bedst se indflydelsen i malerier af Poul Gernes og John Davidsen eller skulpturelle objekter af Peter Louis-Jensen og Mogens Møller.

Hovedskikkelser var Kenneth Noland, Larry Poons, Frank Stella, Donald Judd, Sol LeWitt, Carl Andre og Ellsworth Kelly. Længere tilbage var der forbilleder som Morris Louis, Barnett Newman og Ad Reinhardt. Alt efter hvem der malede objekterne eller på anden måde udførte dem, så på dem eller tænkte over, hvad de var, kunne værkerne kaldes f.eks. color field, hard edge eller primary structure.

Det hele var en reaktion på eller en kontrasterende videreudvikling af den abstrakte ekspressionisme, der efter krigen havde sat Amerikas store, vilde provins på modernismens kunstneriske landkort.

Groft sagt, og det er lidt groft, men det er også primært med hård kant i en mægtig stor farvemark, kunne vi se på den som alt, hvad Jackson Pollock, Charlie Parker og Jack Kerouac stod og står for.

Kunst som spontan handling, naturligvis beslægtet med den franske surrealismes automatskrift, men surrealismens hovedskikkelser var jo også i mellemkrigsårene flygtet fra det mere og mere totalitære Europa til den større frihed og det vidt åbne rum i Amerika.

Ellsworth Kelly, der er aktuel på Louisiana med sine plantetegninger, var som sagt en af minimalismens hovedfigurer. Mærkeligt parallel med Andy Warhol for øvrigt, der er hovedskikkelsen i den anden side af amerikansk billedkunst i 1960’erne, også den en reaktion på, eller skæv videreførsel af den abstrakte ekspressionisme: Pop.

Matisse-anknytning

Både Kelly og Warhol tegner konturer. Det er de selvfølgelig ikke alene om i kunsthistorien, og i det store og meget flotte katalog, der ledsager Kellys plantebilleder, forsøger man da også at finde en slags rød tråd, der kan forbinde Kelly med åbenlyse forbilleder og give hans billeder plads i noget, der helst vil opfattes som retning, som en udvikling, hvilket netop i forbindelse med kunst er et højst tvivlsomt begreb.

Det er naturligvis Henri Matisse, man knytter an til, og selvfølgelig har Kelly kendt Matisses tegninger, men han har næppe nogensinde på lige den måde set sine egne som dekorative.

I deres skarpe samspil med tomhed og hvidhed minder Kellys plantetegninger mere om kinesiske og japanske billeder af zen-buddhistisk observans. De er meditationsobjekter, som f.eks. dette digt af den japanske zenmester Dogen:

 

Under sneen

er vinterens urter forsvundet

En hvid hejre

skjuler sin krop

i hvidhedens skygge

 

Det er den hvide tomhed, der er hele verdensrummet i Kellys udsøgt spontane, på en gang enkle og mentalt komplicerede meddelelser fra planternes verden. Naturligvis har han som barn set Audubons gengivelser af den amerikanske fauna og flora i skolebøgerne, billeder der først og fremmest skal ligne, så man kan genkende planterne efter dem.

De billeder er botaniske, videnskabelige, og i forhold til verden omkring, og i dem arbejder Kellys plantekonturer med noget lignende. De er totalt åbne mod den store tomhed og træder ikke på nogen måde mere frem af verden end nødvendigt for lige netop af kunne bemærkes. De er blot en lille tilføjelse, en lille del fjernet fra, hvor den var, og anbragt et andet sted. En lille, men afgørende ændring af et mønster, der alligevel aldrig står stille eller ligger fast.

Sådan er det. Efter satori er verden som altid, man er bare hævet to centimeter over jorden, siger zen. Måske den fornemmelse, Ellsworth Kelly fik, da han sidst i 1948 vendte tilbage til Paris, hvor han sidst havde været som amerikansk kampsoldat. Byen var, siger han, »et uventet reservoir af allerede eksisterende kompositioner«.

Planter tegnede han allerede, og han blev ved. Han fortæller, at han kan komme kørende i bil gennem det amerikanske landskab, der jo er vildere og større end det meste, vi ser her i landet, og langt ude lige se noget rødt, der lyser. Han standser bilen, bakker, stiger ud, tager grejet med og går derhen. Så tegner han den røde blomst, men kun i kontur. Eller måske han i helt enkle, hurtige strøg laver en akvarel:

»Så hurtigt som en plante drejer lys til grønt,« siger den amerikanske digter Charles Olson.

Hans franske kollega Francis Ponge, en digter der udtalt står »på tingenes side«, som en af hans titler noterer, taler om, hvordan vi egentlig helst ville se planterne som blot dekorative formelementer og på den måde bilde os ind, at de kun er der som kilde til ren nydelse for vores skønhedsglubske øjne. Det er bare ikke sådan, de er.

De har rødderne i den beskidte jord eller i slam og mudder under skovsøens blinkende overflade, de suger mineraler i sig, og i den anden ende eksploderer de i konstant fabrikation af ilt og grønt.

Planterne er alt væsens levende motor, det er de også i Ellsworth Kellys værk. De står i deres iltproducerende konturer som åbne døre mod rummet og svajer for sjælens vilde vinde i verdens mægtige farvemarker.

Det bliver gjort helt tydeligt på Louisiana, hvor man halvvejs inde i udstillingen kan åbne en dør og træde ud på en altan midt i uendeligheden. Den er anbragt der, hængende vægtløst i tomheden, af den japanske zenkunstner Yayoi Kusama og hedder Gleaming light of the souls.

Det er selve værens lys i endeløse farvespejlinger, det lys, som planter bruger, når de tænder liv.

Det lys der tænder billeder, når det rammer et stykke papir, et bræt, et øje.

Det er primær struktur.

 

Ellsworth Kelly: Plant Drawings. Louisiana, til den 29. april

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Konturen er et tveægget samuraisværd. På den ene side afdækker den seismografisk og eller pædagogisk hvad du har på hjerte eller hvad du formår; på den anden side kan den meget nemt ødelægger dit værk, ved at afsløre det som ikke andet end en tegning, evt. med noget farve mellem linjerne. Noget rigtig maleri bliver det dog ikke, hvis først konturen får spillerum. Der er i det hele taget noget letkøbt over konturen, som man bør tage sig i agt for. Den kræver i den grad sin mester. Men sådan er det jo med samuraisværd.