Læsetid: 3 min.

Kropumuligt kvindemonster i virkeligheden

Overflod. Samtidslitteraturen udstiller velfærdsstatens mange byrder. Jeg tænker på Lars Frosts ’Skønvirke’ og på helt aktuelle Kamilla Hega Holsts ’Sort’. I begge romaner huserer kæmpekvinder med særdeles besværlige kroppe
Overflod. I sin bog om den overvægtige kvinde Sanne indfører Kamilla Hega Holst det groteske i sin realistiske skildring af vores velfærdssamfund.

Overflod. I sin bog om den overvægtige kvinde Sanne indfører Kamilla Hega Holst det groteske i sin realistiske skildring af vores velfærdssamfund.

Kåre Viemose

16. marts 2012

Man kan læse for det sande og det skønne, og så kan man som nu med Kamilla Hega Holsts Sort mærke en stærk følelse af ambivalens og trang til at stille spørgsmålet: hvorfor egentlig læse noget så frastødende? Der er intet skønt ved Sort og hovedfiguren Sanne, men dog nok noget sandt, noget der kunne være interessant at forholde sig til – deraf ambivalensen, selvfølgelig.

Sanne kan minde om Lars Frosts overvægtige kvindemonster, strømeren Mathilde i Skønvirke (2011), som bliver suspenderet på grund af overvægt. Sanne er aldrig nået dertil, for hun har aldrig haft et arbejde. Hun er en ægte outsider i den forstand, at hun med sin adfærd – voldsomme anfald af hidsighed – passer dårligt ind i de fleste sociale sammenhænge. Hendes kæmpekrop er der sjældent plads til. I supermarkedet kommer hun kun lige akkurat igennem kassen. Hun er så grotesk en figur, at man må opfatte hende som noget andet og mere end en realistisk skildring af et nutidsmenneske med et vægtproblem. Skønt alt andet i romanen peger direkte på virkeligheden og endda også udgøres af dokumentarisk materiale.

Sanne Jensen, Kbh. V

Det dokumentariske materiale er bl.a. læserbreve fra Information. De er skrevet af »Sanne Jensen, Kbh. V« – de er med andre ord skrevet af en romanfigur, det vil sige af en forfatter, men altså oprindeligt læst af Informations virkelige læsere, som også i virkeligheden har reageret på de arrige indlæg. Brevene er tillige godtaget af en virkelig redaktion. Det giver unægtelig en spøjs og interessant dimension til en romanfigur, at denne agerer i virkeligheden. Men Kamilla Hega Holst kan nu også skrive sin fiktive person frem, skal jeg love for. Man ligefrem mærker tyngden. Her filmes Sanne af kæresten Jesper med henblik på at kunne dele filmen på nettet: »Hænderne arbejder roligt. Hun løfter fedtet, presser det sammen, læner sig fremover. Hjælper fedtet indad. Hun hiver dellerne fra hinanden, blotter den betændte sprække ved navlen, trusserne under mavens lag. Hun hiver trussekanten til side, afslører elastikkens markering ind i huden. Hun trækker maven og brysterne op under hagen. Slipper. Lader det falde i bølger, lårene ryster under tyngden. Hendes vejrtrækning er hurtig og hivende. Vægten mod hendes skød gør hende våd.«

Sannes fede krop skriger på mad og sex, og det får den. Normalvægtige Jesper kommer alle dens behov i møde. Han fodrer den, vasker den og smører salve på de betændte sprækker. Han tilmed passer Sannes døende far. Han tænder på Sanne, og det er ofte hans begærlige øjne, som læseren bliver sat til at se Sanne med. Deraf endnu mere ambivalens, selvfølgelig.

Afløb på et øjeblik

Kamilla Hega Holst har indsmuglet lidt teori i praksis ved at lade Sanne skrive speciale på Københavns Universitet:

»Og så tænkte jeg, siger vejlederen, at det kunne være interessant, hvis din analyse arbejdede sig hen imod en diskussion af forholdet mellem dokumentarisme og kunstnerisk manipulation i det skønlitterære værk.«

Som forfatter er Holst i det hele taget en lurendrejer, og hun vil noget med de læserbreve. Eller hun ville noget, da hun narrede os til at tro, at Sanne Jensen var en virkelig læserbrevsskribent. Et læserbrev er som en færdigret. Dem indtager Sanne mange af. Det går hurtigt, og man slipper for at skulle udsætte sit behov:

»1.000 enheder inklusiv mellemrum. Hun holder sig instinktivt inden for læserbrevets anslagsbegrænsning, får afløb på et øjeblik.«

Lars Frost twistede realismen i Skønvirke ved at lade romanen foregå i en nær fremtid. Kamilla Hega Holst indfører det groteske i sin realistiske skildring af vores velfærdssamfund, som jo er og bliver et overflodssamfund: »Supermarkedet er indrettet i forhold til at generere størst muligt forbrug. Hun ved, at en indkøbsvogn kan bære over 100 kilo.«Gennem drejningerne undgår romanerne det moralske og entydige.Ofte hører man forfattere udtale, at hvis de havde et bestemt budskab, ville de skrive et læserbrev. Det har de ikke, derfor skriver de skønlitteratur. Nu er det billede mindre klart. Med sin besynderlige genreblanding får Kamilla Hega Holst rejst en række irriterende spørgsmål om vores kropsfikserede, behovsdyrkende såkaldte fællesskab. Det er møgbesværligt og meget lidt bekvemt. Det vil sige nok helt nødvendigt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu