Om kunsten at lægge en kærlighed bag sig

Ida Jessens lille ’glemmebog’ er en af den slags bøger, man ikke læser, men bare åbner brystet for. En af den slags, hvor jeg glemmer at sætte streger i teksten med den blyant, som ellers er mit uundværlige læseredskab.

Den består af små tekststykker, der kan læses som dagbogsoptegnelser eller breve. Der er et jeg, og der er et ’han’, som indimellem bliver til et ’du’. Der var engang et bryllup (»Da vi kom ud på trappen, løftede duerne sig på deres lusebefængte vinger, så luft og riskorn og umådelig lykke slog sammen om os i ren tumult«), og der har været en skilsmisse (»Jeg sorterede det hele. Alt der var dit, blev dit igen. Og alt, der var mit, blev mit«).

Jeget har til sit nye aleneliv købt sig et hus med have, og på ret symbolsk vis har hun sat sin genbo til at grave hele haven op med en lille gravko: »gamle stød og stubbe«, skellets selvsåede ahorn. Det hele skal rives op med rode, i haven og i sjælen.

Det er ganske enkelt, og det er helt kaotisk. Som jeget skriver om sit nye overskuelige aleneliv med faste rutiner: »En enkelhed, som ikke stemmer overens med, hvordan tingene også er.«

Også over den lille glemmebog er der en enkelhed. Ikke den slags enkelhed, der fortrænger kaos og kompleksitet, men det forløsende ved at noget komplekst og kaotisk kan udtrykkes ganske enkelt: »Jeg har stadig lyst til at sige ordet Elskede«. »Isen var skøn, men jeg græd bag solbrillerne.« »Jeg længes sådan efter at være alene, og det er mærkeligt, for jeg ER alene.« »Af alt jeg har vundet, er intet det vigtigste.« »Der er for altid en trøst: Selv det endelige skal forandres.«

Det er dette aksiomatiske, det stilfærdigt fyndige, der gør bogen trøsterig: »Da jeg havde mødt dig, tænkte jeg, at nu kunne jeg dø, og hvad kærligheden angår, vil jeg sige, er status den samme. Jeg kan stadig dø. Det er ikke mere kompliceret, end at din stemme de sidste dage er blevet fuldstændig tavs og alligevel ikke forsvundet.«

Tyktflydende

Små ledemotiver væver teksten sammen. Morbærtræer og ordet ’Love’, der både er navnet på den forhenværende, det engelske for kærlighed og en romantisk svensk forfatters mellemnavn.

Det er ikke historien om, hvorfor kærligheden måtte briste. Det er bare historien om, at den er bristet. Der er erindringsglimt af en mand, som bruser op i fordømmende vrede og ikke vil spørges, hvordan hans dag har været. Men også af en mand, der siger »Elskede du« og gør jeget debilt af forelskelse.

Man bliver ikke helbredt, man får ingen løsning eller afklaring, men man får lov til at opholde sig i den følelsesblandede mellemtid.

Som livet måske oftest er: en følelsesblandet mellemtid. Dér, hvor alting er tyktflydende, intet flyder let. Men bogen finder netop håb i tyk regn, tyktflydende:

»At være så stille, at den tykke flod kan strømme frit. Håbet er den tykke, tykke flod.«

Ramt af ingenting er en lille bog for enhver, der har elsket og mistet. Og hvem har ikke det?