Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

En lang dag på ecstasy-aerobic-kontoret

Madonna kan stadig læse trends og rive en banger af sig. Denne gang med rave-retorik og ecstacy-referencer
Kultur
26. marts 2012
Madonna kan stadig læse trends og rive en banger af sig. Denne gang med rave-retorik og ecstacy-referencer

Festen er ikke for fastholdere. Den ændrer konstant karakter, stil, genre, udtryk. Nattens soundtrack glider mellem fingrene som brun sæbe mellem hænder af teflon.

Men Madonna har altid forsøgt at holde fast i denne flygtige gasart – med forbløffende succes. Måske fordi hun er et brand, og i hvert fald fordi hun har helt ekstraordinær næse for samarbejdspartnere, der – med få undtagelser – har dikteret tidens toneklang. Vel at mærke uden at kunne påkalde sig herredømme over Madonna Louise Ciccone.

Som ventet er der således krampende dubstep-bas på flere numre på popdronningens 12. album MDNA. Forventet, fordi det er dét, den amerikanske ungdom flipper ud til i disse dage – og som den noget mindre stjerne Skrillex vinder fans og Grammyer for. Og hun strækker sig ikke overraskende fra klubben og ud i den rave-kultur, som endelig har bemægtiget sig USA – og bragt os bizarre billeder af dehydrerede, overdoserende eller bare lykkeligt ravende trailerparkere i Midtvesten.

Den kemiske formel MDMA er bedre kendt under navnet ecstasy – narkoen som ravekulturen voksede op med. Det er lidt sent at Madonna kommer på dén vogn, selv efter amerikanske standarder. Ikke mindst taget i betragtning at Missy Elliott allerede i 2001 introducerede E i mainstream med albummet Miss E... So Addictive.

Lån fra Moroder

Nu er Madonna en notorisk helsefreak, så titlen skal nok ikke opfattes som en hyldest til stoffet, men som en profitabel reference – ikke mindst fordi det andet M er udskiftet med et N som i Madonna. Så stjernen er altså dit drug, kære forbruger.

Og MDNA når et par steder et – helt legalt – high. Den fremragende »I’m Addicted« forener klubglimmer med stadiondans: En gnistrende kortsluttende powerdisco med hilsener til Giorgio Moroders og Donna Summers »I Feel Love« – og med et eksta-tisk tårnende omkvæd, der vil ekkoe majestætisk mod ethvert stadions beton, inklusiv Parkens.

»Girl Gone Wild«, »Turn Up The Radio« og »Superstar« er fyndige popsange med henholdsvis hidsende og sukrede omkvæd. Og »I’m A Sinner« er en frækt stampende tilbagevenden til hendes opgør med den katolske skyld, der viste sig tidligt i hendes karriere. »I'm a sinner/I like it that way«, lyder det. På åbningsnummeret beder hun sågar en bøn og siger, at hun så gerne vil opføre sig ordentligt. Men så starter musikken og synden igen. Og den kommer igen og igen albummet igennem. »I know I know I know I shouldn’t act this way/I know I know I know that girls don't misbehave«.

Stensikkert tag-selv-bord

Desværre forsøger Madonna også at tæske sin stjernestatus op med musikalske ækvivalenter til en meget lang dag på aerobic-kontoret. Flere numre bliver lynhurtigt træls tramp på stedet. Og hendes girl power-position søges cementeret på decideret fjollede måder. Når de unge løvinder M.I.A. og Nicki Minaj er cheerleaders i dobbelteksponering for damen. Eller på den forfærdeligt poserende technoklon »Gang Bang«, hvor hun optræder som en voldelig Supervixen hevet ud af en Russ Meyers-film – hvor hun skulle være blevet.

Men der også mere sarte ballader til de sartere sjæle. Og en amerikansk merkantil utidighed præger MDNA, stoppet som det er med versioneringer af damen. En musikalsk spektralanalyse, som gør albummet til en bumlet affære, men til gengæld sikrer at der er lidt for enhver smag og allergiker (måske også de gluten-overfølsomme). Og dermed er det et stensikkert tag-selv-bord på Spotify og iTunes.

Siden de to strålende albums Ray of Light fra ’98 og Music fra ’00 har Madonna vaklet. Værst på det foregående album, Hard Candy fra ’08, hvor hun lød mere som en af producerduoen Neptunes’ og esset Timbalands protegeer end som en popdronning med et nyt sæt opvartere.

Det har vist aldrig været meningen, og det klæder hende at inkludere William Orbit i sit entourage igen (han var styrmand på Ray of Light). Lige som hun også formår at indgå frugtbare (men også skidte) samarbejder med techno/house-producerne/sangskriverne Martin Solveig og Benny Benassi.

Hun bygger i høj grad videre på den disco-arv, hun har suget på lige siden sin debut i de tidlige 80’ere, og det klæder hende. Og hun formår denne gang at absorbere sin trendlæsning i sit musikalske korpus og rive nogle gode, opdaterede disco-bangere af sig.

Det er et alderdomstegn, når man begynder at brokke sig over nutidens unge, deres pop og det, de fester til. Det ved Madonna. Så hun fortsætter uden at kny. Og det er al ære værd.

Hvorfor aldersangsten?

Hvis bare denne legale narko og denne aldrende stjerne ikke virkede så forceret. De alt for mange overpumpede tracks på MDNA. Pressefotografiernes evidente stræben efter at få en dame på 53 til at ligne en starlet på 29. Plastikkirurgien (eller er det collagen eller botox?), der er begyndt at lamme hendes ansigt, som det kan ses i den seneste musikvideo.

Hvorfor ikke residere over festen som en moden diva, frem for en aldersangst dame med endnu strammere hud end sine efterkommere? Det ville give hende en helt anden feministisk position at regere verden fra.

 

 

Madonna: MDNA (Interscope/Universal). Udkommer mandag.Madonna spiller i Parken den 2. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her