Læsetid: 3 min.

En lukket, livlægelig affære

Historisk. Tre individer får al opmærksomheden i Nikolaj Arcels effektivt folkelige ’En kongelig affære’, der gør den spektakulære danmarkshistorie om livlæge Struensees politiske reformer og affære med Caroline Mathilde til et romantisk kongekammerspil. Sigende for Struensees kranke skæbne ignorerer filmen folket. Indtil til sidst
Livlægen. Mads Mikkelsen er anakronistisk moderne i rollen som nytænkeren Struensee i Nikolaj Arcels historiske drama.

Livlægen. Mads Mikkelsen er anakronistisk moderne i rollen som nytænkeren Struensee i Nikolaj Arcels historiske drama.

Jiri Hanzn

29. marts 2012

»Gør hende sjov! Jeg vil have en sjov dronning,« trygler Christian 7. (Mikkel Boe Følsgaard) sin bedsteven og livlæge, tyske Johann Friedrich Struensee (Mads Mikkelsen) i Nikolaj Arcels dygtigt, men simpelt skårne, romantisk bårne En kongelig affære. Kongens unge viv, engelskfødte dronning Caroline Mathilde (en både stærk og skrøbelig Alicia Vikander), er ’usjov’ over, at hendes nye husbond horer og drikker hver aften. Og hun er blevet ’usjov’ af hans fjerne blikke, sære fnisen og barnlige temperament. Han er ikke den, hun drømte om. Han er en ’ukonget’ konge. Han udøver sin magt som en passiviseret fjolleabe, en royal underskriftsmaskine for Gehejmekonseilets reaktionære kræfter på hoffet.

Men så gør Johan Struensee altså dronningen ’sjov’. Han lærer hende at galoppere på hest som en ’herre’ (så er der ligesom løst op for underlivet). Så deler de to, i smug, censurerede værker fra Europas progressive oplysningstænkere: Voltaire, Struensee selv (titlen Fornuftens lys lyder nærmest som en parodi) og ikke mindst Rousseau: »Mennesket er født frit, og dog er det alle steder i lænker,« læser Caroline slogan-agtigt.

Hun føler vist, at det passer godt på hendes passionsløse liv og åg som dronning (og måske også lidt på folket som sådan). Så udveksler de to endorfin-pumpede blikke i filmens noget klichétyngede kædedanse-scene i slowmotion. Og så bliver det sjovt. I sengen og politisk.

Fra 1769 og tre år frem får Struensee, først med kongen som hånddukke og senere med tiltusket fuldmagt, gennemført et utal af politiske reformer. Men han skærer måske også flere af befolkningens ’lænker’ over end politisk, og økonomisk, ansvarligt. Og så ryger hovedet.

Historisk slaraffenland

Sjovt nok er et af Danmarkshistoriens mest forrygende kapitler, populariseret af Per Olov Enquists roman Livlægens Besøg (2001), aldrig før blevet filmatiseret. For historien om livlægens skandaløse affære og spektakulære politiske kup er et filmisk slaraffenland: Her er forbuden lidenskab, hor og æterrus, bjæffende galskab, onde svigermoderlige konspirationer (ved en sammenbidt, øjenflakkende Trine Dyrholm som enkedronning Juliane Marie) og brutal halshugning. Der er sågar en lille ’legeneger’: en gave fra Struensee til kongen, der sætter det dengang moderne i et tankevækkende nu-moderne lys.

Den genrediverse instruktør Arcel har i En kongelig affære med bl.a. manuskriptkompagnon Rasmus Heisterberg gjort dramaet til et romantisk kongekammerspil. Med dygtigt og klart fortællehåndværk udfoldet i imponerende historiske kulisser fokuserer filmen med folkelig appel på de ’fængslede’ individer i hoffet. Det er trekantsdramaet og kærlighedsaffæren, der skal få publikum til at identificere sig med og heppe på livlægen og den ideologisk handlekraftige dronning. Befolkningen, som Struensee kæmpede for, ser man derimod knap. Når den dukker op, ligner den mest af alt filmstatister.

Slebne hjørner

Mikkel Boe Følsgaard tilfører med sit nydelige, nuancerede og nye ansigt både komisk galskab og sårbarhed til rollen som Christian 7. fortjener den Sølvbjørn, han modtog på Berlinalen. Mads Mikkelsen er anakronistisk moderne i rollen som nytænker Struensee: 2012 med bakkenbarter og brun hårpisk. Og så er han jo en lækker mand. Måske lidt for lækker og god og lidt for lidt en snog: For filmen kunne sagtens have spillet mere nuanceret (eventuelt humoristisk) på historiens paradokser.

Var livlægen ikke også (for) magtsyg og manipulerende? Hvad med hans selvfedt dirrende benovelse, da hoffet modtager en håndskreven lovprisning fra selveste Voltaire? Hvad med da han gennemfører trykkefrihed og så genindfører censur, så snart sladderen om hans natteaktiviteter går for vidt i befolkningen? De torne kunne have revet mere.

I stedet har Arcel slebet hjørner. En kongelig affære er en effektiv historisk kærlighedshistorie – med Caroline Mathilde fortolket som Oplysningstidens brave heltinde – mere end det er en nuanceret undersøgelse af magtens komplekse dynamikker.

Folkets dom

På nær til sidst. Historisk faktuelt skulle Struensees halshugning have været noget værre svineri: Først efter fejlplacerede økseslag røg livlægens oplyste begavelse ned i en kurv. I filmen bliver henrettelsesakten imidlertid ikke det dramatiske højdepunkt. Det bliver derimod henrettelsens kontekst. Kameraet hæver sig op og op og op fra skafottet. Pludselig ser man folket, efter sigende 30.000 ud af Københavns 70.000 indbyggere, der alle er mødt frem for at se ’tyskeren’ blive slået ihjel.

»Jeg er en af jer,« råber den politiske reformator. I dét øjeblik erfarer man, at Struensees forestillingsverden, hans lukkede, livlægelige og sjove affærer, er fatalt kollideret med virkeligheden uden for kongekammeret.

’En kongelig affære’. Instruktion: Nikolaj Arcel. Manuskript: Bodil Steensen-Leth, Rasmus Heisterberg, Nicolaj Arcel. Dansk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ifølge en bog Amdi Amdissen som har været i arkiverne mv. så overlod Kongen gladeligt magten til Struensee ved kongelig forordning (kabinets-ordre) i 1770 eller 1771. Kongen dengang gad ikke lange møder i udvalg, han havde ikke nogen tålmodighed, ligesom han ej heller ikke kunne sidde stille og læse en bog og lære sine lektier. Uden dog at vide hvad dette alt sammen skulle føre til og bruges til...

Mens jeg sad og så filmen (i torsdags) kom jeg til at tænke på om denne her Konge mon ikke enten havde adhd eller Asperger, nogle af reaktionerne kunne tyde derpå, mener jeg. Ingen fornemmelse for social orden og konformitet, turede byen rundt med sine elskerinder, hans drifter skulle tilfredsstilles her og nu -og det helst 'af ludere med store bryster' som han siger til Struensee, da Struensee får stillingen som Kongens Livlæge.

I øvrigt er det interessant at Christian den Syvende og Struensee har moret sig med at bytte/lege ordlege mht. Shakespeare-citater, et af de første er 'all the the world's a stage and each must play a part.' Og ja, det må vi, men Christian den Syvende nægter efter en tid at spille sin rolle, så meget at han ligefrem udnævner Struensee til at være Kongen.... Altså en leg med identiteter og forventninger til en kongerolle og vel også til en dronningerolle. Dette aspekt folder filmen ikke ud i fuldt flor, kun i småbidder, som f.eks. da Struensee råder Kongen til at se alt som skuespil.

Men dette kan være farligt at gøre, da man mister forbindelsen til hvad som er virkeligt og hvad som er skuespil og hvad som er illusion.

Mht. den gen-indførte censur, så skal man ikke tage filmens påstand her for pålydende: Struense krævede at der kom forfatter på - eller udgiver - og indskærpede, at injurie-lovgivningen stadig var gældende. Er det censur så er det en meget mild form for censur....og noget vi forøvrigt stadig diskuterer også i dag....blot mht. anonyme indlæg på nettet....

Amdissens bog om Struensee påviser faktisk, at Struensee ikke mente, at en mand som havde magt kunne have venner (dvs. et netværk), da alle altid ville bruge netværket til at få gennemført noget og at han derfor skyldte dem noget til gengæld, Struensee, altså.

Mht. om han, Struensee, var manipulerende, ved jeg det altså ikke, men jeg ved, at iflg. Amdissens bog var manden en idealist, som brændte for at lave det forstenede, danske samfund om til et sted, hvor staten ikke blandede sig i hvordan bønderne levede deres liv, hvem folk sov med eller hvad de skrev om hvilke emner. Og som gik ind for at staten sørgede for at den enkelte fik størst mulig frihed til at udfolde sig selv - og finde sin (fysiske) nydelse - eller lykke, om man vil.

Og er det virkeligt sandt, at Caroline Mathilda er sur over, at hendes mand morede sig ude omkring i byen. Er det ikke en moderne tolkning af et forhold i den højeste adel, de royale, i 1770erne? Caroline Mathilda må da have vist om ikke så fra sin egen mor, at konger har elskerinder i 1770erne. Og at dronninger har elskere er altså heller ikke ualmindeligt. Og for at sætte sagen på spidsen: Havde Struensee og Caroline Mathilda virkelig er seksuelt forhold til hinanden? Eller var det sladder og rygter?

Baseret på det forhold, at de nok talte sammen meget og sikkert også havde en fremragende kemi sammen, men derfor behøver der ikke udvikle sig et seksuelt forhold. Også i dag kan man se medier mv. spekulere over om folk mon har et forhold af seksuel natur, når de f.eks. har en god kemi sammen....

Steffen Gliese

Jo, dronningers utroskab var i allerhøjeste grad ualmindeligt, det var nemlig højforræderi.
Selvfølgelig er en film fra 2011/12 som al anden kunst barn af sin tid mere end af den tid, der skildres. Så hvis kongen fremstår som lidende af en dissoccial sygdom, er det nok først og fremmest, fordi det er den måde, vi i dag fortolker adfærd som den historisk beskrevne.
Men f.eks. var den ligeledes 'gale' George III af England offer for sygdommen porphyria, som i hans tilfælde gav den bizarre opførsel.

Søren Kristensen

Jeg synes også det er en god film og godt løst, som man siger, i betragtning af at den har været forsøgt gennemført mange gange af ellers udmærkede instruktører.

At folket ikke spiller den store rolle, passer vist meget godt med tidsånden dengang og heldigvis blev vi forskånet for et unødig udpenslet blodbad til sidst.

Alt i alt, hatten af for Arcel.

Svend Erik Jensen

Filmen postulerer i starten at være et brev fra Caroline til sine to børn om, hvad der virkelig skete, sådan som hun selv oplevede affæren. Glimrende udgangspunkt, som filmen dog ikke tør føre konsekvent igennem. Snart er der scener, som vor dronning ikke kan have oplevet. Fortællestrukturen er inkonsekvent.
Også spillet stritter i mine øjne i mange retninger, nogle forsøger at være en del af tidsbilledet, andre får lov til at spille helt nutidigt - til trods for den ellers store opmærksomhed på at skabe et tidsbillede gennem dekorationer, rekvisitter og påklædning. Antagonisten Guldberg udfoldes slet ikke, han er ikke nogen værdig modstander med egne ideer og dagsorden. Hvordan kan en sådan ubetydelig mand pludselig generobre magten?