Midt i de indimellem deprimerende delresultater af Det Arabiske Forår; den blodige opløsning i Syrien, fraktioneringen og menneskeretskrænkelserne i Libyen og den fortsatte usikkerhed i Egypten, er det nødvendigt at erindre, hvad Det Arabiske Forår også er: En konkret og mental frigørelsesproces, en individuel frakastelse af både fysisk og ikke mindst mentalt snærende bånd, hvor en generation valgte at bryde med alle traditioner og sige stop, ikke fordi en leder sagde til dem, at de skulle, men fordi de selv valgte det.
Det Arabiske Forår var ikke kun i gadeprotesterne, men også i det mentale rum en individuel frigørelse fra normer og konventioner, som mindede om den, mange unge i Vesten foretog i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. En spirituel opvågnen, hvor unge mennesker tog et kvantespring i borgerlig offentlighed, da de via sociale medier blev det brændstof, der bevægede Det Arabiske Forår frem med en protest, som myndighederne for en gang skyld ikke kunne hindre deltagerne i at dele eller var i stand til at korrumpere.
’Jeg er blogger’
»Jeg er blogger, jeg laver mit oplysningsarbejde og har ret til at møde, hvem det passer mig. Jeg repræsenterer ikke noget politisk parti, jeg repræsenterer kun mig selv. Jeg tvinger ingen til at følge mig eller til at tænke som mig,« forklarer Lina Ben Mhenni et sted i sin korte nye bog, Tunisian Girl. Blogger i Det Arabiske Forår, og leverer dermed et slags credo for mange af de bloggere og medieaktivister, der har kæmpet mod regimerne rundt omkring i den arabiske verden.
Medieaktivister, som man kan håbe vil vedblive med at udfordre de mere politisk ortodokse og realpolitiske bevægelser, der til en vis grad har overtaget revolutionen.
Hendes korte bog er en slags fortælling om den tunesiske revolution, der væltede Ben Ali. En beskrivelse indefra af den protest, der eksisterede, allerede inden frugthandleren Mohamed Bouazizi satte ild til sig, og som endnu ikke er afsluttet. Samtidig er den også et personligt vidneudsagn fra en af de ressourcer, der selv spillede en vigtig rolle i udbredelsen af protesten ved at holde både tunesere og udlændinge informeret om den virkelighed, officielle medier søgte at skjule
Tunesien var det første land, der tog springet, og er i mange henseender stadig det positive eksempel. Lina Ben Mhenni beskriver i et ligetil og lettilgængeligt sprog processen frem mod revolutionen udfra et personligt standpunkt, der i mange henseender giver et mere præcist billede af processen, end de fleste baggrundsfeatures og akademiske værker gør. Hun beskriver frygten for arrestation, censuren, arrestationen af venner, chikane og tyveri af hendes maskiner og ikke mindst den følelse af skiftevis afmagt og trods, som udgør en rød tråd i en revolution.
Vestlige fikseringer
Det er en værdifuld dokumentation af en vigtig historisk proces og samtidig også en bog, der får læseren til at føle revolutionen og forstå, hvordan et oprør starter i enkeltpersoner.
At bogen så godt kunne have været lidt skarpere redigeret fra gentagelser, og at man godt kunne have været forordet af den svenske forfatter Yasmine el-Rafie foruden, er en anden ting. Det forsmåede og lettere konspiratoriske bla-bla-bla-forskrift trækker kosmetisk fra bloggens ellers dugfriske iagttagelser og hiver bogen ned på et lidt mere kedsommeligt niveau, den ikke fortjener, med dets i bund og grund vestligt funderede fikseringer: Hvorfor skal vi høre, hvorvidt svenske aviser vil tage imod el-Rafies skriverier eller ej, når der foregår noget meget mere spændende et andet sted, som gudskelov ikke er blevet udtænkt i Vesten, men tværtimod dokumenterer, at den arabiske verden både kan og vil selv?
Lina Ben Mhenni: ’Tunisian Girl: Blogger i det arabiske forår’. 80 sider. 150 kroner. Tiderne skifter
