Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Mere energi end originalitet

Tre væsensforskellige danske bands har i hvert fald én ting til fælles: Energi! Nå ja, og talent og vilje, og så er de heller ikke bange for at gøre en indsats. Måske er det kun lige originaliteten, der mangler et sidste nøk
Kultur
6. marts 2012

Den anden aften, da jeg sad og ventede på et program på DR2 om, hvor møgbeskidt der var i Paris i 1700-tallet (og der var virkelig, virkelig beskidt), fangede jeg lige afslutningen på et modeprogram, hvor et par kommentatorer talte om, hvor svært det var at komme op med noget vaskeægte nyt inden for feltet. At det i høj grad gjaldt om at sammensætte det gammelkendte på nye måder. Og det gælder vel i høj grad også den rytmiske musik lige nu.

Det er så bare ikke ensbetydende med, at der ikke er noget at komme efter. Jeg ved ikke, om De har bemærket det, men der er god grøde i dansk musik p.t. Det myldrer frem med kunstnere fra snart sagt alle genrer, som alle synes at have noget at byde på.

Så gnisterne står i frosten

Som nu f.eks. trioen WhoMadeWho, som med deres fjerde langspiller, Brighter, i den grad synes parate til at sparke gang i festen. 11 sange, deriblandt kun en enkelt, der kan betegnes som en ballade, så ved man nok, hvad klokken har slået. Hos trioen mødes de elektroniske beats og repetitive synthfigurer med minimalistisk rock, hvilket sammenholdt med et højt niveau af sangskrivning samt ikke mindst utallige modhager, gør, at man hænger på hele vejen igennem. Materialet er simpelt hen slidstærkt nok til, at man kan tåle, at ens frue er gået helt bananas og spiller pladen uafbrudt! Som hun har for vane, når hun godt kan lide noget.

Og det nåleøje er de tre herrer her kommet igennem med deres herligt dynamiske drive, hvor varme og kulde støder sammen, så gnisterne står i frosten.

WhoMadeWho minder én om alt muligt, men ikke noget specifikt. Det er gruppens styrke. Så når jeg siger, at vokalerne minder mig om især David Byrne fra gloriøse Talking Heads, er det kun en tilsnigelse af den slags, man ser sig nødsaget til at gribe til, for at give et indtryk af, hvad det også kan lyde som. For på mange måder er gruppen trods allehånde referencer først og sidst sig selv. Fremdriften sidder på førersædet, og ved siden af sidder en finurlig form for eftertænksomhed, der giver udtrykket en ekstra dybde. Det er faktisk fandens fint, og så kan man oven i købet danse til det.  

Vælter ud af højttalerne

Danse kan man bestemt også til Spleen United (prøv f.eks. at lade være!), som på deres tredje, svære (den har været undervejs i ioner) langspiller gør, hvad de kan for at leve op til titlen, State of Euphoria. Den drejer om at være oppe, helt deroppe, hvor der er rigtig dybt at falde. Men hvor altså højden gør faldet værd.

På en eller anden facon er der en lampe i mit baghoved, der blinker og siger »rave«, en i sin tid heller ikke omkostningsfri foreteelse, som ikke desto mindre var den største tid i mange menneskers liv. Der er nu heller ikke noget som lidt hedonisme, der kan få blodet til at rulle raskere, og på intet tidspunkt er skiven her mindre end medrivende. Tekstuniverset afslører desuden en begavet indsigt i, at alting har en pris, og at livet ikke er nogen picnic.

Nu er teksterne så noget af det sidste, man når frem til, for klangene, anført af den ondeste stortrommelyd, nærmest vælter ud af højttalerne. Musikken kræver at blive hørt på max volumen, fordi den vil i seng med dig, kære lytter, den vil have din krop og ind i dine blodbaner, subtilt er det fandeme ikke. Der er dog noget åbenlyst 1990’er-agtigt over udtrykket, som lige sætter et lille spørgsmålstegn ved originaliteten, på samme måde som en vis monotoni ikke undgås i længden. Men fuck nu det, når beats og toner i den grad skriger på ens fulde opmærksomhed.

Mon ikke Spleen United kommer til at sætte dagsordenen på dette års dansegulve? I think so …

Heftigt i anslaget

Fuldstændigt skamløst retro og pletrenset for alt, hvad der bare lugter af electronica (trods brug af såvel beats som synthesizere) er såvel tilgang som lyd hos sekstetten The Asteroids Galaxy Tour, et af de danske bands, der har større hul igennem til den store verden end til vort eget lille smørhul. Her peges der især tilbage på den mere lækre, men også højenergiske ende af 1960’er-poppen (og rocken) (og soulen), hvor uforpligtende sjov og ballade var i højsædet, uden at der blev slækket på den musikalske indsats af den grund. Kommer man til at tænke på såvel Jane Fonda-filmen Barbarella (1968) som 70’er-bandet B-52’s undervejs, er man heller ikke gået helt galt i byen.

Oprindelig en duo, bestående af den velsyngende Mette Lindberg og den ferme multiinstrumentalist Lars Iversen har TAGT udviklet sig til et vaskeægte beatorkester, hvor tilføjelsen af en endog yderst dominerende blæsersektion er det mest slående her i anden ombæring med albummet Out of Frequency, der er så heftigt i anslaget, at det nærmer sig det stakåndede. Indimellem kan jeg også godt finde Lindbergs stemme en anelse skinger og skærebrænderagtig, men frakende den personality kan man ikke, og den er utvivlsomt med til at give dette partyorienterede orkester særpræg. Som de to andre her nævnte bands har man også en stærk mistanke om, at denne type musik i sidste ende nok vil gøre sig allerbedst på en scene, thi der står skrevet fest med store bogstaver henover hver eneste smittende skæring.

 

WhoMadeWho: Brighter (Kompakt/Universal)

Spleen United: School of Euphoria (Copenhagen Records)

The Asteroids Galaxy Tour: Out of Frequency (Rough Trade/VME)  

Alle tre plader er udkommet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her