Kangerlusuatsiaq kaldes på grønlandsk en fjord, der øst for Gammel Sukkertoppen strækker sig 90 kilometer ind mellem gletschere og høje fjelde. Sit danske navn Evighedsfjorden har den fået, fordi den går i zigzag. Når man sejler ind, tror man hele tiden, at man nærmer sig bunden, men så slår den et knæk og åbenbarer endnu et langt stykke, og dette gentager sig flere gange, det virker, som om den aldrig får ende.
Åndemaneri og tro
Grønlandshistorikeren Mads Lidegaard betegner det i en vigtig artikel (Tidsskriftet Grønland, 1986, s. 177-244) som et sært tilfælde, at netop Evighedsfjorden blev den egn, »hvor den himmelske evighed nogle bevægede år syntes at have etableret sig i den jordiske sfære«.
Hvad var det dog, der skete? Jo, med midtpunkt i profeten Habakuk og hans ikke mindre viljestærke og visionære hustru Maria Magdalena dannede der sig i 1780’erne på bopladsen Igdlut, ’Husene’, en oprørsmenighed af religiøse partisaner. Åndemaneri og kristentro indgik her i en sælsom, kraftfuld blanding, hvortil kom, at kollektivet synes at have praktiseret en art urkristent ejendomsfællesskab, inspireret dels af Ny Testamente, dels af de herrnhutiske brødremenigheders solidariske husholdningsorden. Man blandede både tanker og legemssafter, og man samledes til opløftede møder, hvor de vakte græd, så snottet stod ud af næsen. Livet var jo, påstod de kristne, lidelse og jammer. Men aldrig så snart havde menigheden slynget sit snot op på væggen, før en af dem slog sig på maven, og da gav alle sig til at le, så voldsomt, at man skulle tro, de aldrig blev alvorlige igen.
Over dette højst særegne oprør har Kim Leine nu skabt en medrivende, velkomponeret, bevægende og velgennemtænkt roman, Profeterne i Evighedsfjorden, der efter hvad forlaget oplyser, blot skal være første del af en planlagt stor trilogi om grønlændernes frihedskamp.
Mere end Fadervor
Hvem der i bind ét især får den grønlandske latter at føle, er Sukkertoppens danske missionspræst, der fanges i begivenhedernes orkanøje, delt imellem sin instinktive sympati for udbryderne og sin embedsmæssige loyalitet over for den danske øvrighed, dvs. Kirken og den – ak! – alt for magtfulde Kongelige Grønlandske Handel.
I virkelighedens verden var pastor Niels Hveyssel efter kilderne at dømme et sagtmodigt, skikkeligt gemyt af rationalistisk tilsnit. Men Kim Leine frigør ham fra det historiske forlæg og udstyrer ham med medicinske evner, der naturligvis vækker respekt lokalt, og med betydelig smag for spiritus og appetit på grønlandske kvinder, ja, han går tilmed så langt som til at lade sin romanfigur og betrængte antihelt Morten Pedersen Falck pusle med tanken om en dag at skrive en afhandling om de skadelige virkninger af ophobede kønssafter og tilbageholdt begær!
Hvor meget heri der er Kim Leine, og hvor meget der er historisk belagt, skal ikke afvejes her. Det afgørende er, at forfatteren har formået at frembringe en på samme tid splittet og helstøbt figur og gøre ham troværdig som det menneske, i hvem romanens konflikt slår hårdest ned.
Postkolonial agenda
At Kim Leine ud over den sympatetiske indlevelse tillige har en klar agenda, opdager man allerede i begyndelsen af romanen, hvor Morten Falck ankommer til København fra Norge, og hvor en på dette stadium tilsyneladende endnu alvidende fortæller fastslår, at Danmarks hovedstad igennem århundreder har været hærget, ikke alene af epidemier og ildebrande, men også af ”en række fordrukne, vanvittige, indavlede og uduelige regenter”. Vi, er som man har forstået, i Christian VII’s dage.
Men vi er også, som i debutbogen Kalak, i det ideologisk konfliktmættede postkoloniale felt – i konfrontationen af dansk og grønlandsk. En central figur bliver her kateketen Bertel
– kalkeret over den historiske Frederik Berthelsen – der langt hen ad vejen forsøger at støtte op om Falck og på romanen sidste, tindrende smukke sider er blevet ordineret som præst og dvæler ved vennens grav.
Ved siden af hviler hans enke, »en hedning fra inderst til yderst, i levende live gennemtrukket af hedningenes glade og sorgløse syndefuldhed«. Det var, som det hedder, først når man talte kristendom med hende, at hun blev umulig og vrangvillig.”
Ned med præsten!
Har kristendommen i virkeligheden gjort mennesker triste? Det er det ene store spørgsmål, der rejses i denne roman. Det andet går naturligvis på, hvad Danmark og danskerne har gjort ved Grønland. Eller med Habakuks ord: »Det er dem der kommer med deres geværer og deres arrestordrer og deres lænker og deres historier om børn der drukner. Vi er ikke børn, vi er voksne mennesker, og det her er vores land! Vi gør hvad vi vil i vores land!«
»Ned med præsten!« råber en tilhører skingert. Men profeten løfter hånden og siger: »Vi grønlændere er venlige og høflige mennesker. Nogle gange er vi måske lidt for gæstfrie. (...) Men vores gæstfrihed er blevet misbrugt, disse gæster har ikke opført sig sådan som gæster bør opføre sig.«
Det er vist det tætteste, romanen kommer på et eksplicit budskab. Kim Leines menneskeskildring og naturskildring giver det troværdighed og vægt. Og alt som fortællingen skrider frem, nuanceres den gennem en synsvinkelteknik, som muliggør ligevægt mellem dens højst forskellige sind og gemytter. Hans roman er en milepæl og et mesterstykke. Og et monument over danskernes mistede uskyld.
Kim Leine: Profeterne i Evighedsfjorden, Gyldendal.
