Læsetid: 5 min.

Når kunst bliver en tidsmaskine

I filmen ’City Slang Redux’ nyfortolker dokumentaristen Torben Skjødt Jensen en af 1980’ernes væsentligste musikudgivelser
Dokumentaristen Torben Skjødt Jensen er aktuel med musikdokumentaren ’City Slang Redux’, der handler om Lars H.U.G.'s fortolkninger af Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 1981 ’City Slang’ og koncerterne, der fulgte.

Dokumentaristen Torben Skjødt Jensen er aktuel med musikdokumentaren ’City Slang Redux’, der handler om Lars H.U.G.'s fortolkninger af Søren Ulrik Thomsens digtsamling fra 1981 ’City Slang’ og koncerterne, der fulgte.

Søren Kierkegaard

27. marts 2012

Dokumentarist Torben Skjødt Jensen har skabt en dokumentarfilm om City Slang-projektet. City Slang Redux, som dokumentaren hedder, ønsker at genvække det gamle 1980’er-værk og få det placeret på dansk musiks øverste hylde. I filmen mikses gamle optagelser af sceneshowet med nye interview med bl.a. Lars H.U.G., Søren Ulrik Thomsen og Finn Verwolht.

»For mig at se er City Slang-pladen i klasse med Steppeulvenes Hip, Gas 5, Herfra hvor vi står, og hvad folk nu ellers hiver frem, når den musiske danmarkshistorie skal drøftes,« siger manden bag dokumentaren Torben Skjødt Jensen.

At kunst kan være en tidsmaskine, får vi bekræftet her ved filmens premiere i den århusianske biograf Øst for Paradis. Straks lyset dæmpes og lærredet flimrer, havner vi i 1980’er-selskab med Søren Ulrik Thomsen og Lars H.U.G. som 2012-medpassagerer og 1984-kaptajner.

Som med meget andet god kunst var det tilfældigheder, der rådede, da Lars H.U.G. gik solo og skabte City Slang-albummet. Før en rejse fik han stukket Søren Ulrik Thomsens digtsamling City Slang i hænderne. Sidenhen blev Søren Ulrik Thomsen en anerkendt digter.

Det musikalske udtryk ,H.U.G. kreerede til digtene, blev skabt med et tilfældighedsprincip, der blandt andet involverede terninger. Denne tilblivelsesproces fortælles der naturligvis om i Jensens film. Mest spræl og nerve er der dog i de originale koncertoptagelser foretaget på Svalegangen i Aarhus i 1984. Den ekspressive scenografi hvor et maskinelt, bastant og til tider skræmmende udtryk kombineres med homoerotiske undertoner og strejf af ironi.

Lars H.U.G. bærer, hvad der ligner nyrebælte rundt om maven, Kim Jansson er grum og fandenivoldsk, og den bil, der optræder på scenen gennem hele turneen, saves i stykker med en vinkelsliber ved den sidste koncert på Roskilde Festival.

Mere end et emblem

Netop iscenesættelsen er typisk for 1980’erne, mener Søren Ulrik Thomsen, der også selv overværede flere af koncerterne:

»80’er-tidsånden ses blandt andet i showets teatralske iscenesættelse. Den kølige, kuldslåede stemning. Det skal nok både ses som en tidstypisk følelse og forstås som en opposition til hippiekulturens dyrkelse af varme og naturlighed. 1980’erne var en opprioritering af det kunstige, men det naturlige kan jo være ligeså iscenesat som det kunstige, og det kunstige kan være lige så overbevisende som det spontane. Det er ret relative kategorier,« siger Søren Ulrik Thomsen, der dog også mener, at værket har sin berettigelse som noget mere og noget andet end et emblem på en forgangen musikhistorisk tid:

»City Slang-pladen er i den grad et 1980’er-værk. Der er masser af 80’er-ånd i den. Men samtidig er Lars H.U.G.’s plade som al god kunst et værk, der rækker ud over sin tid. Værket har fanget en svunden tid, men taler også ind i senere tider. Jeg synes ikke, at værket kun er et emblem på et årti. For jeg tror ikke på, at et kunstværk lever i næsten 30 år som et tomt emblem.«

Baggrunden for at skære en dokumentarfilm over værket skal findes i Torben Skjødt Jensens researcharbejde i DR’s arkiver, hvor han en dag præsenteres for en 1-tomme masteroptagelse fra Svalegangen i 1984, hvor Torben Skjødt Jensen fungerede som teknisk tilrettelægger. Efter at have afspillet enkelte klip fra disse optagelser ved en mindekoncert for guitaristen Hilmer Hassig i 2009, blev Torben Skjødt Jensen overbevist om værkets markante karakter og bestemte sig for at lave en dokumentarfilm om værket:

»Det var vigtigt for mig ikke blot at lave en film, hvor vi sidder og klapper hinanden på skuldrene over, hvor fede vi var i 1980’erne. Jeg vil gerne have, at filmen bruger City Slang-projektet til at tematisere fænomenets tidsånd og forholdet mellem kunst og tid,« siger Torben Skjødt Jensen, der af samme grund har komponeret filmen som en vekselvirkning mellem de originale koncertoptagelser og interviewsekvenser med musikerne fra dengang. Filmen har flere anekdoter – eksempelvis fortællingen om, hvordan Lars H.U.G. rendte ind i Finn Verwohlt på Café Dan Turèll og udvekslede kassettebånd på en Walkman, og så bliver det vel næppe mere 1980’er. Men filmen forsøger også at bringe tidens temaer i spil:

»Der er ikke nogen kunst, der kan undslippe sin tid. At ville undslippe tidsånden er lige så håbløst som at bestemme sig for at indfange den. Tiden er nemlig ikke et objekt. Man kan hverken bemægtige sig tiden eller undgå den,« siger Søren Ulrik Thomsen, der mener, at tidsånden hænger uløseligt sammen med ungdommen:

»Det vil altid være nogle unge mennesker, som skal sige noget, som de lidt yngre eller lidt ældre ikke kan sige. Det er kun dem, der kan formulere det og skubbe verden videre. Det er kun dem, der kan skabe noget i verden, som ikke har været der før, fordi de ikke selv har været i verden før,« siger digteren og påpeger, at også formuleringen af tidsånden er noget særlig ungdommeligt:

»Jeg vil ikke kunne karakterisere nuets tidsånd. Som ældre mister man en bestemt form for sensibilitet. Så vinder man måske noget andet, bliver bedre til at se store sammenhænge, men dårligere til at se de små forskelle, der markerer, at nu sker der noget nyt. Da jeg skrev City Slang, var jeg med til – sammen med en hel masse andre – at formulere noget nyt, der ikke var blevet sagt før. Det var et generationsspecifikt projekt, der slutter omkring 1985-86. Cirka der slutter 80’erne også efter min tidsregning.«

Slip kunsten fri

Men 80'erne er ikke slut endnu, som vi sidder i Øst for Paradis. Filmen er bygget op som lag. Den fortolker et sceneshow, som fortolker en plade, der fortolker en digtsamling. Søren Ulrik Thomsen læser et digt op i filmisk form i 2012, før vi ser Lars H.U.G.’s version fra 1984. Desuden forsøger filmen at vise forholdet mellem ord, billede og musik.

»Musik er noget mere uformeligt, noget der smuldrer mellem fingrene på en. Ordene derimod står mejslet ned på papiret,« som Lars H.U.G. formulerer det.

I filmen er musikerens fortolkning snarere end den blotte illustration af digterens værk et centralt element. Det får filmen til også at pege tankefuldt mod den digitale samplingkultur og debat om kunst og copyright, der florerer i disse år.

Søren Ulrik Thomsen er dog ikke parat til at slippe sine digte fri og lade enhver bruge og misbruge dem efter forgodtbefindende, men han medgiver gerne, at værket rummer mere end han:

»Hvis den vel at mærke er lykkedes, er der noget mere i kunsten, end der er i kunstneren. Digtet har en hemmelighed. Også for den, der har skrevet det,« formulerer han det.

Og så får også den film en ende, og publikum, der mestendels består af folk, der var unge eller halvgamle i 1980'erne, kan drikke øl i biografens foyer og snakke om gamle dage. Og vi, der ikke rigtig var til stede i 1980'erne, kan lytte med eller snakke om nye dage, kommende tider. Manifestere vores tidsånd i forhold til det, vi lige har oplevet. Sandheden er jo overladt til de unge.

 

City Slang Redux vises i Cafébiografen i Odense den 12. april i år. Filmen vises desuden på DRK i løbet af 2012.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Det eneste danske band, der har lavet noget ordentligt, kaldte sig "Alrune rod" - og de spillede ikke ret længe.

I nyere tid har nogen der kalder sig "Antifilm" lavet enkelte ting med en vis intensitet - men det meste er ret "instrumentalt og koncentrationskrævende".

Læren må være, at danskere ikke bør beskæftige sig med musik.

Særlig når bandnavnet ikke begynder med A.