De kongelige teatermure ryster stadig efter måneders kriser, men der er ingen tegn på modløshed eller udmattelse, når der bliver arbejdet med kunst indenfor. Torsdag aftens premiere på Richard Wagners Parsifal blev oplevet især ud fra disse givne omstændigheder som en ubetinget succes for hele det talstærke kompagni: solisterne, koret og ikke at forglemme musikerne.
Det er en opsætning med afsæt til forgrenede psykologiske og filosofiske ekskursioner, men den stod heldigvis på ingen måde i vejen for en pulserende realisering af partiturets musikalske hierarkier. Hvad der undertiden kunne høres som et svagt led, blev opvejet af kollektivets kolossale styrke, og hvad der i scenegangen kunne forekomme lige lovlig søgt, fandt alligevel sin begrundelse i et tankevækkende eksperiment.
Der står et stærkt internationalt hold bag opsætningen, hentet til København af iscenesætteren og den netop afgåede operachef, Keith Warner (se navnene nedenfor). Overbevisende var denne , fordi man kom til at opleve Parsifal som et levende Gesamt-kunstværk¸ hvor musik, drama, rum, lys og billeder virkede sammen i en organisk omskiftelig rangorden.
Vaginalt tunnelsyn
Det var bemærkelsesværdigt, at lyset spillede en så central rolle, sådan set i alle tænkelige afskygninger. Et væltet kegleformet tårn i gralsborgen manipuleres eksempelvis i forskellige belysninger rundt på scenen, som et grafisk projekt på det virtuelle skrivebord. Under Gurnemanz' ellers så søvndyssende fortælling i 1. akt, virker keglen som skærm for videoprojektionernes illustrerende skyggespil. I Klingsors tryllehave i 2. akt er det forvandlet til et vaginalt bordelrødt tunnelsyn, og under langfredagstrylleriet i 3. akt virker det som en laterna magica med en flimrende botanisk trickfilm.
Hvad handler Parsifal om? Det er et godt spørgsmål, lige så godt som hvad jul, påske og pinse handler om. Medlidenhed er det vigtigste stikord, eller mangel på samme, og i det begrænsede lys kunne man se en morbid genkomst af den rene tåbe Parsifal i den 23-årige seriemorder fra Toulouse. Keith Warners gralsborg er en galeanstalt med doktor Gurnemanz som psykiatrisk overlæge, verden er blevet gal af religiøs fanatisme, og det var den længe før Wagners tid. Men Thomas Mann viste os også, at den vestlige del af den hensygner i en tuberkuløs og udlevet tilstand, det gør den vel fortsat, så en Parsifal kunne lige så godt ankomme med bue og pil til sanatoriet på Trolddomsbjerget i stedet for Monsalvat.
Markant replikkunst
Dirigenten Hartmut Haenchen har også en uhyre vigtig aktie i denne usædvanlige Parsifal. I en lang artikel i programmet redegør han for sin forskning i den specifikke Bayreuth-opførelsespraksis, og hans konklusion med gennemgående hurtige tempi og en deraf følgende slankere orkesterklang virkede besnærende, for ikke at sige velgørende. Hvis man sad og forventede fed og voluminøs Wagner, måtte man blive skuffet. Efter lidt tid vænnede man sig til noget andet og langt mere interessant: en let, silkeblød grundklang, en udforskning af styrkegraderne fra forte ned til det svageste pianissimo, og en diskret og alligevel markant replikkunst hos solister som obo, klarinet, fagot, horn og trompet. Alt dette og mere til tillod sangerne at få det bedste ud af deres ressourcer, mest storslået hos Stephen Milling (Gurnemanz). Også Randi Stene (Kundry) og John Lundgren (Amfortas) leverede nuancerede præstationer, mens Stig Fogh (Parsifal) og Harry Peeters (Klingsor) var gode, men ikke helt med samme suveræne projektion af stemme og skikkelse.
