Per Kirkeby er ligesom Dronning Margrethe. Han kan egentlig ikke anmeldes. Vi elsker at have rituelle figurer, som vi kan samles om og som vi kan være enige om er betydningsfulde. Ligesom Dronningens kunst heller ikke kan anmeldes uden at tage med i betragtning, at hun er dronning, så er det også svært at anmelde Kirkeby uden at tage med i betragtning, at han er national helt. Og når udstillingen så tilmed har Grønland som tema, kortslutter alt. Måske er det et koloniseringstraume. Måske er det noget andet. Men i kulturens Danmark har vi virkelig en svaghed for Grønland. Alt, hvad der forbindes med Grønlændernes land, er positivt. Og alt, hvad der står Per Kirkeby på, er uomgængeligt. Det ligner en ekstase.
Helte-fetichisme
Udstillingen er dog mere en fan-udstilling end en kunstudstilling. Al kritisk sans virker til at være kastet overbord for at komme et lag dybere i Kirkeby. Kiksede gamle tegninger hvor Kirkeby har siddet og tegnet af efter Penthouse vises stolt frem i montrer. Kirkeby som Hornung og Gernes og amerikansk popart vises frem med en hengivenhed, der må få kunstneren til at krumme tæer. Og spørgsmålet er, om den slags helte-fetichisme ikke snarere udvander idolet, end tilføjer storhed til hans oevre? Når selv dårlige tegninger af fjelde, som kunstneren selv skriver er dårlige, dukker op, skal man vel være hardcore-fan for ikke at gemme dem af vejen?
Hvis vi tager Kirkebys claim to fame, hans store semi-abstrakte naturmalerier, så er det netop følelsen af noget der er større end en selv der retfærdiggør den overstadige følelse mange fyldes når de kigger på det. Og det er ikke noget der specielt gælder for kunst, det er i alle livets forhold, at det vi ikke forstår, virker mere spændende eller smukkere. Kærlighed eksempelvis, er en ubeskrivelig følelse. Og selvom kulturministeren forsøger at fortælle os, at kunst kan redde os fra alskens dårligdom, så er det dens unødvendighed, der gør den til noget særligt. Kunst er en modvægt til det rationelle liv, alle dens kalkuler og dens ensformighed. Men ikke ved at være det modsatte, tag blot Kirkebys malerier, de er håbløst banale og ligeså almindelige som kærlighed, men netop ved at være det samme på en uforklarlig måde.
En anden ting, der har givet Kirkeby hans status, er, at han har hævet sig over store dele af den øvrige kunstverdens jag på det sidste nye. I stedet for at deltage i kampen mod konventionerne har Kirkeby haft et blik for noget større, noget, der varer længere, noget tilsyneladende evigtgyldigt. Og så har han gjort det med en virtuositet, der har hævet værkerne over bare at være maling på et lærred til at være levende på en eller anden måde. Han har givet dem en form for kraft, som gør det interessant at opholde sig foran dem.
Biorgrafikunst
Det er her, det går galt på Ordrupgaard. For hvordan skal Kirkebys malerier læses, når man så står der? Det er noget pjat, når folk siger, at kunst skal kunne opleves uden tekster, hvis kunstneren tilføjer en tekst, så er det sådan det er, men at kunsten skal læses gennem kunstnerens biografi er helt forfejlet. Kirkeby har åbenbart haft et livslangt forhold til Grønland, han er kommet der i over 50 år, og det mener Ordrupgaard er en øjenåbner for Kirkebys kunst. De mener, at vi får mere ud af Kirkebys kunst, desto bedre vi kender ham.
Det er det samme princip, der går igen, når vi skal se dårlige tegninger, som selv kunstneren også finder dårlige, hvilket sågar også er måden, de bliver præsenteret på, se her, her er dårlige tegninger. Men kuratorerne mener jo så, at vi bedre kan forstå de gode værker, ved først at se de dårlige, fordi vi dermed lærer kunstnerens biografi endnu bedre at kende.
Det hele ligger op til en absurd måde at omgås kunst på, som om kunst er noget, der skal tydes, som om der er en manual derude, der kan give os den korrekte læsning. Det er sandt, at der er elementer, der går igen hos Kirkeby. Han er ikke bare ekspressiv maler, der går amok med penslen, men derfra og til at skulle oversætte værkerne eller overføre dem på biografien er en fæl misforståelse. Tag blot det meget store Weltuntergang på hele 3 x 5 meter, der med sine syv træstubbe i bunden, floden i midten, skoven og bjergene i baggrunden virkelig virker engagerende på beskueren, fordi det giver et blik ind i en helt anden verden. Vi ved godt, at den verden, vi ser, er Per Kirkebys, men derfra og til at tro, at vi får Per Kirkebys følelser, fra da han malede billedet, udleveret, når vi betragter værket, er der langt. Og dog er det det, som Ordrupgaard opfordrer os til at søge, en fælles oplevelse med Kirkeby ved at kunne afkode hvilke elementer, der stammer fra hans rejser til Grønland. Vi skal ikke kun bruge Weltuntergang til at sætte noget i gang i os selv, men også til at sætte Grønland og Per Kirkeby i gang i os selv.
’Troede I det var magi, nej det er bare de samme gamle elementer fra Grønland malet med andre farver!’ Ordrupgaard kunne ligeså godt have inviteret en flok nygifte i biffen for at se Revolutionary Road. Det er en velment udstilling, men dog alligevel ganske kynisk, når man har med en skrøbelig kunstner som Kirkeby at gøre, der ikke lever højt på et smart koncept, der ikke er afhængig af værkerne, men tværtimod har en nærmest konceptuel malerisk stil, så genkendelig at værkerne som et sæt dominobrikker ville risikere at tage hinanden med i faldet, hvis eventyret blev hevet væk under bare et af dem.
Kunstneren blomstrer
Hvor kunsten lider under udstillingen, blomstrer kunstneren til gengæld. For man kommer tættere på Kirkeby som person ved at se hans kamp for at blive en dygtig maler. Det er helt vildt, som han har kæmpet, det virker, som om maleriet har været eneste fokus, det eneste han har levet for, og når man så eksempelvis ser de dårlige sort-hvide tegninger fra en rejse til Grønland i tresserne og sammenligner med en række koldnålsraderinger fra en rejse til Grønland i 2011, kan man se, at han var så tæt på dengang. Men det skulle alligevel tage ham hundrede lærreder, tusinde tegninger og en million kilometer på hundeslæde, før han var der. Og det er fascinerende. Hvis man kan glemme, at det er Per Kirkeby og at det handler om Grønland, så vil man på Ordrupgaard se, at forskellen på ligegyldig og god kunst, er mikroskopisk.
