Læsetid: 3 min.

Så skal der snaves

Der er sagt meget skidt om skilsmisser. Nu er det tid til at sige noget godt
16. marts 2012

Sidst vi hørte fra Maria Sveland, var hun vred. Med bogen Bitterfissen rettede den svenske forfatter og dokumentarist skytset mod mænd, især ægtemænd, der er nogle svin over for deres hustruer, som de gennem ægteskabets kærligheds- og magtkampe efterlader bitre og selvhadende.

Nu er Sveland tilbage, og hun er glad. Efter 15 år sammen med Olof er hun blevet skilt. Det har gjort hende lykkelig. Og så har det alligevel også gjort hende vred, for hendes begejstring over afviklingen af parforholdet er ikke blevet mødt med forståelse af omgivelserne. Overalt må Sveland høre på bekymring – for børnene, for økonomien – og en sprogbrug, der insisterer på at forstå hendes skilsmisse som et nederlag, som noget ulykkeligt, noget der »brast«, »gik i stykker«, »kørte af sporet«.

Så nu har hun, sammen med sin forfatterkollega Katarina Wennstam, udgivet antologien Happy, Happy – en skilsmissebog, for at skabe »et modbillede, der tager de positive aspekter op, som en skilsmisse oftest fører med sig,« lyder det i forordet.

10 prominente svenskere har skrevet hver deres personlige beretning om skilsmisse.

»Kernefamiliens tid er forbi,« erklærer politikeren og feministen Gudrun Schyman i sit bidrag, »En messe for retten til skilsmisse«. Hun har selv levet i fire ægteskabslignende forhold, og skriver her (lige som hun kæmper til daglig) for en radikal og moderne familiepolitik, der skelner mellem at være et par og være en familie. Sidstnævnte, mener Schyman, skal anerkendes i al sin mangfoldighed, hvordan den end er skruet sammen på tværs af køn, seksualitet og generationer med eller uden bonus-dele-donor-biologiske børn. Ægteskabets tosomhed skal være nemmere at komme ud af – for kvinder uden at miste deres økonomiske selvstændighed, for mænd uden at miste deres børn.

Med historisk vid

Det centrale spørgsmål for Schyman er ikke, om skilsmisse er godt eller dårligt. Spørgsmålet er, hvordan folk – børn som voksne – får de bedste muligheder for at leve i meningsfulde relationer præget af kærlighed og gensidig respekt. Svaret kræver et opgør med »tidens kristeligt farvede familiepolitik (der) staves mor-far-børn«, skriver hun.

Det er et af bogens bedre bidrag, skrevet med historisk vid af antologiens alderspræsident, politiker, årgang 1948. Ellers er Happy, Happy præget af 35-50-årige journalister og/eller forfattere, alle hvide, alle kvinder, og det velstillede kreative middelklasseliv lader sig ikke skjule. De drikker Chablis, køber lækkerier i torvehallen, tapetserer deres walk in closet og lægger marokkanske klinker omkring spaen.

»Mit hjem omslutter mig. De første tulipaner lyser i vasen. Mine bøger ligger i store stakke på bordet. Der dufter af mørkristet kaffe,« skriver forfatter/kurator Pernilla Glaser på en af bogens første sider.

Som en kulret teenager

Så har vi segmentet på plads. De økonomiske kvaler er til at overse. Måske derfor bliver spørgsmålet om skilsmisse kun sjældent tænkt i forhold til eksempelvis arveretten, forsørgelsespligten, diverse beskatningsregler, pensionsforhold, kontanthjælp og boligsikring, som kan være påvirket af ægteskabelig status. Nej, i Happy, Happy handler skilsmisse først og fremmest om selvudvikling. Som lykkelige singler skåler Maria Sveland i sit bidrag med en veninde, »og så begyndte vi at fantasere om, hvad livet som fraskilt kunne byde på: ’Tænk, at man kan snave med dem, man vil, uden at skulle have dårlig samvittighed!’ sagde min nyskilte veninde og smilede stort. Jeg smilede tilbage, to smil, der voksede og voksede ved tanken om alt det fantastiske, der ventede os.«

Sveland bruger lange aftener på »at skrive, planløst og fragmentarisk, dagbogsnotater, digte og noveller«, mens hun fryder sig ved tanken om, at »nu, åh, et salt og varmt hav af fantastiske mænd, som ville mig det godt, lå pludselig foran mig. Det var bare at hoppe i og svømme«.

Man kan undre sig over, hvor gammel Sveland har været, da hun blev gift, eftersom hun tilsyneladende er blevet skilt som 15-årig, men den slags mavesure betragtninger finder hun sig ikke i. Sveland insisterer på sin ret til at være glad, også selv om familie og venner er bekymrede på hendes vegne: »Min nyvundne glæder passede åbenbart ikke ind i skemaet over, hvordan jeg forventedes at have det. Well, fuck you too.«

For fire år siden stemplede litteraturanmelder Lilian Munk Rösing Bitterfissen som patriarkalsk, fordi den reducerede feminismen til forkælet teenagepigebrok. Sveland gled, ifølge Rösing, »direkte ind i en af patriarkatets klassiske pladser til kvinden: et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen«.

Der befinder hun sig, hvis nogen skulle være i tvivl, stadig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu