Læsetid 3 min.

Sagndyr og algoritmer

Tre danske hjemmemusikere synger hver deres elektronisk modificerede sange. Det kaster både spøgelsesstemninger, voldgrave af støj og dansksproget electro-cabaret af sig
Tre danske hjemmemusikere synger hver deres elektronisk modificerede sange. Det kaster både spøgelsesstemninger, voldgrave af støj og dansksproget electro-cabaret af sig
14. marts 2012

David Lynch. Brødrene Grimm. Donnie Darko. Sparklehorse. Og The Knife på helium.

Referencerne er ikke kedelige hos Sleep Party People. Og mørket er umiskendeligt faldet på, selv når jeg – som nu – sidder og lytter til det danske soloprojekts andet album, We Were Drifting On A Sad Song, midt på dagen.

Mytologien om projektets enehersker, Brian Batz, holdes intakt denne gang: En ener alene med sine sange i en københavnerlejlighed. Der er den samme umiskendeligt intime fornemmelse i sangene som på forgængeren. Der er lyden af Batz’ gamle klaver, der ifølge pressemeddelelsen står i hans lejlighed sammen med trommemaskinen – og sikkert også andet elektronisk grej.

Men man behøver faktisk ikke blive fodret med forestillinger, før skabninger, billeder, stemninger vælder frem af disse smukke sange, der synes at balancere på knivsæggen mellem mareridt og drøm. Ja, det er svært at forestille sig sangene skabt på andre tidspunkter end i ensomhed over midnat, når velfærdsmekanikken slumrer og irrationelle skabninger viser sig på de måneblå tagrygge.

Alle kneb gælder

Batz synger stadig gennem en filtrering, der får hans stemme til at lyde, som om den kommer direkte inde fra maskinerne, sitrende med androidens drømme om elektriske får. Anfægtede kredsløb.

Men sært nok har We Were Drifting On A Sad Song – som forgængeren – noget hudløst over sig. Som om Batz har brug for den klanglige camouflage, før han tør træde frem i al hans inderlighed. Og alle kneb gælder som bekendt i krig, kærlighed og musik.

Så træd trygt inden for i disse forvredne, men romantiske tableauer, hvor sangskrivningen er stærkere end tidligere – bortset fra de steder, hvor Batz ryster på hånden og hiver det Mew-inspirerede planetarium over vores hoveder og dundrer pointerne igennem med en unødig brug af fyrværkeri.

Jeg foretrækker de mere intime, hvis ikke decideret trykkende stemninger, for der er paradoksalt nok meget mere plads i dem. Og det er her, Brian Batz for alvor udvider sin sagnverden af algoritmer og akustik.

Sprød røst

Esben Andersen alias Rangleklods albumdebuterer med en langt klarere røst. Beekeeper lyder albumtitlen, som refererer til hans far, der har biavl som sin hobby, mens de musikalske referencer peger mod Matthew Dear, Depeche Mode, Autechre og den verserende witch house.

Andersen synger godt, med en fuld, sprød røst, men på trods af hans mindre slørede, mere naturalistiske vokalbehandling, afslører han ikke de helt store anfægtelser, men bevarer en majestætisk position i sangene. Selv om der da er undtagelser som »Cough«.

Der kombineres dygtigt, og Andersen sørger for at grundsporene følger deres egen logik til ende. Hvilket sagtens kan betyde, at de smadrer mod ringmure af støj eller ender i højkomprimerede voldgrave, der ikke kun rummer krampende kredsløb, men også skærende rockinstrumenter.

Og dermed indføjer Beekeeper sig i et fint selskab af danske musikere, der helt hjemmevant navigerer mellem tidligere tiders separate udtryk – rock og electronia. Et selskab, der tæller Sleep Party People, Troels Abrahamsen og When Saints Go Machine.

Og Rangleklods mangler ikke ideer og er heller ikke bange for at kradse til blods eller destruere dén dans, som han ellers så ubesværet overtaler os til.

Kompositorisk virker flere sange dog en kende ufærdige. Som om tanken ikke er blevet tænkt til ende eller ikke er blevet endeligt udkrystalliseret. Og han bevæger sig nu engang i et felt, hvor god sangskrivning betyder lige så meget som programmatisk finesse – og hvor jeg glæder mig til at høre ham arbejde videre de forhåbentlig næste mange år.

Træd nærmere

Ligeledes danske Heidi Mortenson har været around inden for elektronisk musik i snart lang tid og har indtil videre – som begge ovennævnte – sunget på engelsk. Men nu indfrier hun et uventet potentiale med den dansksprogede og delvist akustisk farvede EP Mørk.

Som er delt i to. Først tre kantede og bumlede underlag af beats og primitiv, men lurende synth – tættest beslægtet med Planningtorocks electro-cabaret. Så to rolige akustiske rum definerede af orgel- og klavertoner.

Først tre numre med Mortenson i mere eller mindre ekspressionistisk, koket sangstil – »Jeg har tabt noget/Jeg tror det er modet«, og »Tiden er ung/Og jeg følger med«. Så et nummer med hendes stemme som en atmosfærisk søjle gennem nummeret »Alt I Alt« – »Salt i sår/Gift i drik/Grus i hjerte/Stum i mund«.

Det sidste nummer er instrumentalt, kun Mortenson ved klaveret. Og det fungerer også og er med til at fuldende et fem track-snapshot af en musiker, der pludselig har slået nye døre op i sit kreative liv og ikke mindst i sin sangstemme. Træd nærmere, træd nærmere.

 

Sleep Party People: We Were Drifting On A Sad Song (Speed of Sound/A:larm/MBO)

Rangleklods: Beekeeper (A: larm Music/MBO)

Heidi Mortenson: Mørk EP (Rump Recordings/VME)

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu