Læsetid: 3 min.

’Hun siger, hun er bange for mørke’

Sådan lyder en replik i det sansende, argentinske stykke ’Revolvertrilogien’ på Skuespilhuset. Og når tilskueren sidder i kulsort mørke og hører truslerne hvisle, så passer replikken meget godt
Selvmordstrangen stortrives i Rune David Grues iscenesættelse af det argentinske stykke ’Revolvertrilogien’ – med en stålsat skolepige som revolveruddeler. Her Bebiane Ivalo Kreutzmann som pigen.

Selvmordstrangen stortrives i Rune David Grues iscenesættelse af det argentinske stykke ’Revolvertrilogien’ – med en stålsat skolepige som revolveruddeler. Her Bebiane Ivalo Kreutzmann som pigen.

Miklos Szabo

12. marts 2012

Tangolandets teater kommer sjældent til Danmark. Men nu har Rune David Grue fundet et argentinsk teaterstykke til Det Røde Rum. Og det er lykkedes ham at iscenesætte det, så den eksotiske og billedmættede stemning af Sydamerika brænder igennem i Skuespilhuset. Selv denne forfrosne marts, hvor vinden hyler om glasvæggene langs havnen, og hvor debatten om Det Kongelige Teater giver kunstneriske forfrysninger langt ind i teaterrummene.

Revolvertrilogien er fra 2007 af den dengang 31-årige argentinske dramatiker og performer Lola Arias, der umiddelbart virker som en sydamerikansk Sarah Kane. Hendes tekst dyrker selvmordstrangen og den sydamerikanske skæbnetro. Men den har samtidig kigget det europæiske teater efter i sensationshjørnerne. Sprogligt vælter teksten sig i gentagelser, der flyttes fra person til person. Og takket være den oversættergarvede Simon Boberg får replikkerne samme sære blanding af mundrethed og tangodræven, som de angiveligt har på spansk.

Med baby i kameraet

Første scene byder på en seng med tre mænd, der er iført samme tøj, og som bevæger sig fuldstændig synkront. Den præcise Thomas Hwan, den diplomatiske Mikkel Arndt og den koleriske Joen Højerslev spiller samme mand, men udtrykker hans følelser på tre forskellige måder i en pirrende trippeltolkning.

For manden sidder midt om natten og skyper. Han får fat i sin eks-kæreste, der sidder alene i sin lejlighed med deres fælles baby. Og mens han trygler om at måtte besøge hende, taler de sig igennem deres kærlighedshad. På premiereaftenen var det Johanne Louise Schmidt, der foldede sig ud som kvindelig desperado. Hendes livslede gennemsyrede mekanisk alle hendes bevægelser, også da hun tog den vågnede baby i sine arme. I løbet af en halv times tid kiggede wonderbabyen Lilou Noerbel bare tilfredst ind i kameraet, mens hendes små fingre hev fat i tøjbunkerne, som moderen havde lagt sammen. Efterfødselsdepressionen nærmest flammede op i neon. »Tror du, babyer kan begå selvmord?« spurgte Johanne Louise Schmidt med lys i stemmen, så man blev helt sort indeni.

Børnevirkeligheden bliver tit væk på teatret. Men her er den altså yderst konkret med både grynt og tøjstabler. Yderst interessant, for hvad nu hvis ungen skriger hele tiden? Som moderens replik lyder: »Hun siger, hun er bange for mørke.«

Med Maria i mørket

Næste scene foregår da også i mørke. Tilskuerne vandrer med til et andet rum uden lys. Placeres på alle fire sider af noget, der fornemmes som en dobbeltseng. Og bliver blinde voyeurer til en pige, der er gået med en mand hjem ...

Efter stemmerne at dømme var jeg i rum med en forførende Maria Rossing og en resigneret Thomas Hwan. Deres stemmer og pauser og lyde var så præcise, at man næsten følte, at man kunne mærke dem. Det var sanseteater med den grad af uhygge, som opstår, når to mennesker slynger sig vildt ind i hinanden uden at kende hinanden. Stærkt.

Med Berlin i baghånden

Tredjeakten var mere forudsigeligt opløsningscirkus. Med russisk roulette i en iscenesættelse, der pludselig virkede meget tysk og vælte-stole-agtig med en papirpose over hovedet på en sagesløs Helle Fagralid. Her røg intensiteten til trods for en fin pigeskuespiller, en overbevisende sikker Astrid Juncher-Benzon, der gennede rundt på tropperne som garvet pistolkaptajn. Men her mistede Rune David Grue altså grebet, så forestillingen blev mere Berlin end Buenos Aires.

Men det er imponerende, at Det Røde Rum holder fanen højt kunstnerisk, når Det Kongelige Teater hærges af ledelseskrise. Skuespilchef Emmet Feigenbergs ensemble er dermed formodentlig det klogeste strukturtiltag, som Det Kongelige Teater har præsteret i mange år. Med Sonetter og Kældermennesket som seneste fuldtræffere.

’Kærligheden er en snigskytte,’ lyder det i en replik i Revolvertrilogien. Det skal nok passe.

 

’Revolvertrilogien’. Tekst: Lola Arias. Oversættelse: Simon Boberg. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Palle Steen Christensen. Lys: Jonas Bøgh. Lyd: Mogens Laursen Vig. Det Røde Rum i Skuespilhuset. Til 5. maj. Kr. 195. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu