Læsetid: 2 min.

Strindberg ville have hadet det

For Henning Jensen fortolker Strindbergs forløjethed og manipulation med et misundelsesværdigt letsind i ’Dødsdansen’
7. marts 2012

Henning Jensen er tilbage i støvlerne. Han smiler. Han spiller kort. Han stirrer ud over vandet. Han lytter til larmen fra festen ovenpå. Så tager han endnu en eksplosiv skilsmissedans med sin hustru. Falder og rejser sig. Og stirrer så igen ud over vandet – forfrisket.

Dødsdansen af August Strindberg er et makabert stykke. Det er et af teaterlitteraturens værste værker, når det gælder hadefuld tale mellem to mennesker. Derfor er det interessant, at Henning Jensen i Grønnegårdsteatrets medrivende opsætning af Dødsdansen henter sin stærkeste kraft i de muntre passager. Formodentlig ville Strindberg have hadet Henning Jensens veloplagthed. Hans smil ville antagelig have gjort ham misundelig og imponeret. For lige så højt op, Henning Jensen kommer i det muntre og det underdrevne, lige så langt ned kommer han i dødsangst og skilsmissemanipulation. Hans ondskabstrang har ingen grænser. Henning Jensens kaptajn smider sin kone i havet, hvis han får lyst. Og det gør han nok.

Stole i ensomhed

Men er det egentlig manden eller kvinden, der er værst her? Solbjørg Højfeldt spiller drevent på hele registret hos den yngre kvinde, der droppede sin skuespillerkarriere for at følge manden ud på en øde ø. Deres børn har manden fået anbragt på fastlandet, og nu styrer parhelvedet mod sølvbrylluppet.

Der sidder Solbjørg Højfeldt så. Først med sutsko og underkastelsesblik, og derefter i den store divagæstetur med intimiderende fortrolighed og liderlig forførelse over for en opdukkende fætter. Smuk og grusom.

Henning Jensen har selv oversat Strindberg til et ubesværet nutidsdansk, og Alexa Ther har sammen med scenografen Birgitte Mellentin opløst det klaustrofobiske rum i fæstningstårnet. Hele scenen på Stærekassen er åben – med lysende stænger op i himlen og ud mod havet. Og det vrimler flot med hvide stole som tomhedssymboler på de mennesker, som denne Edgar og Alice har skræmt væk fra deres ensomhed på øen.

Duften af hår

Henrik Birchs Kurt er høflig som fætteren, der tydeligvis føler sig utilpas i selskabet. Hans krop flakker omkring som en lyskost i bølgerne udenfor, og hans hænder er grove, når de magnetisk lander på Solbjørg Højfeldts krop. Han sniffer hendes hår, som om duften af hende er det eneste, der kan bringe ham tilbage til troen på livet. Så retter han hovedet og blinker – og forvandler sig igen til en øse i ægteskabets synkende jolle.

Forestillingen rammer fint tekstens ensomme stilhed. Men forestillingen har også en langsomhed, som virker fremmed. En stilisering, som virker tidsrigtig, men som visse steder truer med at sluge dynamikken. Subtilt nok har lyddesigneren Jes Theede leget med svage baggrundslyde, sådan at den indtikkende telegraf hele tiden er med. Lydene bliver en præcis sansepåmindelse om den verden, dette par aldrig bliver del af. Som perfekt akkompagnement til Henning Jensens hamrende støvler, der kun kan danse døden frem.

 

’Dødsdansen’. Tekst: August Strindberg. Oversættelse: Henning Jensen. Iscenesættelse: Alexa Ther. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys: Kisser Rosenquist. Lyd: Jes Theede. Grønnegårdsteatret på Stærekassen. Til 31. marts. www.grønnegård.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu