»Nogle gange sker ting jo bare,« siger Dorte i Dette burde skrives i nutid. Nogle gange lykkes ting også bare. Det lykkes i hvert fald for Mungo Park Teater i Allerød at omdanne Helle Helles roman til en fængslende og lattermild og helt aldeles uimodståelig teaterforestilling.
Mens man smiler af 80’er-Dortes trængsler, mærker man samtidig den sovende fornemmelse i benene og i sjælen. For på scenen genopstår Helle Helles følelsespræcise fortælling om livet, når det ikke leves. Følelsesløsheden prikker, og undervejs begynder den at dunke, akkurat ligesom togene nede ved stationen i Glumsø. Og så begynder man som tilskuer at sætte pri-is på skuespillernes sjæ-æ-landske uyyyd-tale, for den kan da holde opvågningstilstanden en aaaa-nelse nede i tempo, så optøningen ikke resulterer i re-en eksplosion. Ja, den kan.
Drinks på Scala
Martin Lyngbo er helten i universet hos ’Dorte Dorte’. For der er to Dorte’r i historien, og det er der så også på scenen. Originalt nok er de to skuespillere klædt nøjagtig ens, så de kan skifte mellem den unge Dorte og hendes faster Dorte med næsten uhyggelig lighed. Marie Bach Hansen spiller den unge Dorte med et åbent blik, som forskrækker. Hendes øjne lyser af tomhed, uanset om hun kysser på den ene eller den anden. Hun strejfer rundt uden at tage stilling til noget som helst. Og hun står på livstoget uden at bekymre sig om hverken køreplan eller endestation. Hun er på vej gennem ingenmandsland.
Christine Albeck Børge spiller den ældre Dorte med en vidunderlig skepsis og rygefingre. Denne kvinde ved, hvad der er værd at vide om mænd og kærlighed – og priser på permanent. Hendes jordnærhed gør næsten revykomisk indtryk. Og samtidig kan hun glide ind i den unge Dortes stilhed.
Kasper Leisner spiller alle mændene i Dortes liv. Ligesom i Kvinde kend din krop stiller han generøst sin høje, trimmede krop til disposition for kvindekønnet med sit eksakte spil. Næsten umærkeligt ændrer han sin kropsholdning, breder skuldrene ud og tager en indånding – og så skifter han prompte fra Per Finland til rivalen Lars. Hans belæste Hase, der byder pigerne på drinks i Scala, ville kunne bære en hel tv-serie i sig selv. Det er vild skuespilkunst.
Jordskælv i Glumsø
Egentlig påvirker denne forestilling sin tilskuer på samme måde, som bogen påvirker sin læser: Tingene sker, men det er op til betragteren at konkludere noget som helst.
Rammen er ikke noget særligt, akkurat ligesom murermesterhusene i de små stationsbyer hen over Sjælland heller ikke stikker ud. Scenografen Bodil Bay Schultz har skabt en scenografi med en malet plankevæg og en overdimensioneret slagbænk. Rekvisitterne er næsten bare en dyne og et togkort. Imponerende mange koder ligger desuden i kostumerne. Sjældent har cowboybukser siddet så 80’er-stramt som her. Det er retro på den fede måde. Men efterhånden som Dorte vågner op til livet, begynder rummet også at forvandle sig – og forestillingen ender som noget af et jordskælv i Glumsø.
Op ad plankeværket og inde ved vandsengen og ude på biblioteket på KUA lusker Jonas Munck Hansen omkring med sin guitar. Han synger urosange med et godt sug med ind i akkorderne og jammer veloplagt med på Dortes festsange, som her faktisk har ordlyd fra Helle Helles private kommode. Og jo, da. Rimene passer.
For nogle gange passer ting jo bare. Sådan som på Mungo Park. Lad rygtet sprede sig så langt som til Osted!
Lige med nød og næppe udholdeligt med sjov scenografi og gode sangpræsentationer, men også gabende kedelig ind i mellem og dybt svært at finde rundt i hvem der er hvem, hvis man ikke har læst bogen. Hvis vi havde siddet nærmere ved udgangen - kunne vi godt have været fristet til at smutte før slutningen.
Nu er vi bestemt ikke Teatergænger normalt - er blevet skuffet for mange gange - men da vi havde vundet billetterne, skulle det prøves.
Men bestemt ikke nogen stor oplevelse og derfor er jeg temmelig forbløffet over at samtlige anmeldere landet rundt nærmest skamroser denne forestilling. Skal der virkelig ikke mere til??? Forstår godt at Politiken var lidt usikker på de faktiske oplysninger - det var vi bestemt også.
Nogle mennesker tror, at man kan annamme kunst forudsætningsløst. Det kan man ikke.
Tjah... Man bør vel kunne se en dramatisering af en bog uden at have læst bogen. (Dette er ment som en generel bemærkning - jeg har hverken læst eller set "Dette burde skrives i nutid".)