Læsetid: 4 min.

Med termometret langt oppe i sjælen

Norske Hanne Ørstavik har skrevet sin tiende roman. Den handler om at træde ud af kontrollen og ind i forvirringen, men forbliver meget kontrolleret i sin skrivestil2
9. marts 2012

Hovedpersonen i Hanne Ørstaviks seneste roman Hyænerne har konstant termometret langt oppe i sjælen. Siv er forfatter, men tilbringer en periode i en by ved den engelske sydkyst for at mærke, hvordan livet er, når hun ikke skriver. Hun er taget til byen med en fantasi om enkle linjer af hvide huse, men hvidheden brydes snart af farver: Husenes malede yderdøre. Parkens kongelige pavillon med den skinnende inderskal og musikværelset i rødt og guld. Det kulørte tøj i den butik, hvor Siv spontant tager job som ekspeditrice og får et par farvestærke kollegaer. Da hun ved romanens slutning flyver hjem, har hun aflagt sin beige vindjakke til fordel for en frakke i grønt skind.

Vi får tidligt udlagt symbolikken i farvemotivet: »OM DET HVIDE der hvor Siv bor: Det er, som om hun har levet hele sit liv i en tro på, at der fandtes noget, der var rigtigt, en rigtig måde at leve på, tænke på, selve tankerne, rigtige tanker, og rigtige ting, ikke bare at gøre, men også at føle. (…) Når hun tænker på farverne, er det dette: At leve uden normen.«

Det er kloge ord. Historien om at træde ud af en normativt forenklet eksistens og ind i en mere spraglet og mangetydig har al min sympati. Men spørgsmålet er, om romanens form følger med. Om ikke det hele fortælles så ordnet og rigtigt og sirligt, at selve skriftens form stadig er mere retlinjet ’hvid’, end den er kalejdoskopisk kulørt.

Også romanens titel, Hyænerne, bliver et ledemotiv med indbygget symbolsk udlægning. Siv printer hyæne-billeder ud fra internettet, ikke mindst infantilt-seksuelt fascineret af hunnernes penislignende ydre vagina, som de både parrer sig og tisser med og føder igennem. Men mod slutningen undrer hun sig over, at hun kun har valgt hyæner som ser søde og fredelige ud.

Og så handler det om, at Siv skal kunne rumme også denne aggressive, falliske del af sig selv. En symbolik, der bogstaveres lovlig tydeligt for min smag, og som igen får det problem, at selve skrivestilen forbliver sød og fredelig, også selv om den forsøger at gøre sig rå ved at skrive om snotgråd og prutter og blafrende kønslæber.

Kærlighed og not

Siv kæmper med temaer, som man genkender fra Ørstaviks tidligere romaner. En mur eller væg mellem hende og verden. Trangen til ensomhed og afstand. En blokeret lyske.

Fantasien om den forfærdelige sortklædte kvinde, der tårner sig op med et bestemt, men ubestemmeligt krav. Modviljen mod at lade noget fremmed komme ind i hende, hvad enten det er mad eller pik.

Hanne Ørstaviks gennembrudsroman hed Kærlighed. Og kærligheden er stadig et grundtema. Spædbarnets kærlighedskrav, som ingen behovstilfredsstillelse kan opfylde.

Sivs kærlighedsliv er præget af hendes problemer med nærhed og indtrængen. Ofte kredser hendes tanker om den nys forladte kæreste Rudolf og hans pik, der hele tiden ville ind i hende: »Og det, at det kunne ske, mens hun var i noget andet, en tanke, en bog, og så var det, som om den pik kom imod hende som en slange med kun et øje.« (LOL)

Men ligesom hun ønskede mere og andet af moderen end mælk, ønsker hun andet af manden end pik. Hun ønsker bekræftelse.

Når jeg læser sådan noget, kan jeg ikke lade være med at blive harm på mandens vegne. Denne evindelige trang til bekræftelse er det kvindens problem at ligge og rode med, ikke mandens opgave at opfylde.

Eller: Det er måske netop at forveksle mand og mor, pik og mælk.

Det er sådan nogle steder, Hanne Ørstaviks prosa rejser det spørgsmål for mig, som den altid har gjort, og som altid har givet mig et pirrende ambivalent forhold til den: Skal vi tage den fremstillede bevidsthed alvorligt, eller skal vi forstå den som en udstillet bevidsthed?

Derimod bliver jeg glad, når jeg læser skildringerne af de sjældne stunder, hvor Siv åbnede sig for Rudolf:

»Blodig og åben og rå, som et sår var hun« – »når de var helt tætte helt nøgne sådan i såret hos hinanden, så var det anderledes.«

Nu ved jeg godt, at Siv er en fiktiv person, og at det for så vidt er en usofistikeret læserreaktion at være dels harmfuldt uenig, dels begejstret enig med hende, som var hun forfatteren selv. Men det er nok, fordi jeg sidder fast i troen på, at der findes en kærlighed, som er ’rigtig’, og at den handler mere om at dele tvivlen og såret end om at stoppe hinandens huller og mangler ud.

Andre rum

Ørstaviks forfatterskab handler gennemgående om, hvorvidt og hvordan og i hvor høj grad vi skal og kan nærme os det andet menneskes rum.

Fortælleteknisk har Hanne Ørstavik en meget fin måde at nærme sig den andens andet rum på.

En tålmodig betragtning, der kun langsomt trænger ind. I denne roman får vi adgang til andre rum, glimt af andre tilværelser med andre grundmotiver. En passion for blomsternavne og sart pikhud, et søskendebånd knyttet over forældres tildækkede selvmorderkroppe.

Jeg vil gerne se mere af dette hos Hanne Ørstavik. Flere ’andre’ rum end dem, der så påfaldende ligner forfatterindens eget.

Lidt mindre af dette med hele tiden at tage sin egen sjælelige temperatur. Selv om jeg godt ved, at det er en forudsætning for at kunne tage andres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Tør kvinde, våd kvinde, ord kvinde. Når jeg forestiller mig, at jeg, alle vegne, hos dem alle sammen, stikker noget ind, nej, duer ikke. Det kan enhver. Hvad er du da? Hold nu op med at snakke, gør noget, foretag dig noget. Men der er ikke noget at gøre mere."

Rolf Dieter Brinkmann: Ingen ved mere