Ti år med Das Beckwerk

For lidt over ti år siden gjorde forfatteren og multikunstneren Claus Beck-Nielsen sig bemærket i denne avis med en artikelserie om den hjemløse Claus Nielsen, manden uden personnummer og med hukommelsestab, som angiveligt en dag var stået af Tysklands-toget på Hovedbanegården og efterfølgende ravede rundt i Københavns gader og stræder i et forsøg på at få hjælp – uden held. Fordi det danske samfund ikke kan rumme mennesker uden et personnummer. Kort sagt: uden en identitet.

Artikelserien, der skabte vældigt postyr, da det viste sig, at det hele var et kunstnerisk stunt, sat i scene med det formål at undersøge identitetens betydning for vores mulighed for at agere i nutidens samfund, blev startskuddet til et forgrenet, mangefacetteret kunstprojekt, der nu afsluttes med et større bogværk. Værket er udgivet af en institution, der kalder sig Das Beckwerk Museum (efter det navn kunstneren antog, da hans egen identitet endegyldigt blev kasseret i 2001).

Det består af tre bind: en engelsksproget, gennemillustreret bog, som i kort oversigtsform gennemgår alle stationerne i projekt ’hinsides identiteten’, samt to dansksprogede bøger med mere beskedent udstyr. Den ene af disse gengiver de samtaler, som bestyreren af Das Beckwerk (alias Claus Beck-Nielsen) førte i 2009 med en række repræsentanter fra kirkens, videnskabens og kunstens institutioner omkring den forestående endegyldige begravelse af Claus Beck-Nielsens ’krop’ i efteråret 2010 (den såkaldte ’Funus Imaginarium’, hvor en voksdukke lå på lit de parade uden for Glyptoteket, for senere at blive kulet ned på Assistens-kirkegården på Nørrebro). Den anden består af indlæg holdt på et seminar på Det Kongelige Danske Kunstakademi efter ’begravelsen’, hvor forskellige litterater, kunsthistorikere og filosoffer diskuterede hele Beckwerk-projektets betydning.

Forkert præmis

Der er ingen tvivl om, at Claus Beck-Nielsen/Das Beckwerk med sit storstilede projekt har skabt noget unikt og markant i nyere nordisk kunst og litteratur. Og at man skulle gå i ualmindeligt små sko for ikke at kunne anerkende hans vilje til at ville skabe noget nutidskunst, som går ud over den blotte og bare ambition om at være en let-konsumérbar vare. Der er heller ingen tvivl om, at hans sætten fokus på identitet som et hovedtema og et hovedproblem i nutidens samfund og kultur er både interessant og væsentlig. Når det er sagt, mener jeg dog, at der er en række spørgsmål, som må melde sig, når dette projekts betydning skal gøres op.

Først og fremmest mener jeg, som jeg også tidligere har givet udtryk for (bl.a. i denne avis), at projektet grundlæggende hviler på en forkert præmis, nemlig at vi lever i et samfund, som hele tiden forsøger at få os til at danne identiteter – hvad enten de er personlige, sociale eller kulturelle. Det er simpelthen ikke tilfældet. Tilfældet er, at vi lever i en samfundsorden, som har gjort identitetsdannelsen for den enkelte uhyre meget vanskeligere, end den tidligere har været, fordi der ikke længere findes noget, der kan kaldes et homogent kulturmønster at danne sin identitet i forhold til. Kulturmønstret er i dag brudt op og gennemskåret af et mangefold af forskellige perspektiver og horisonter, som den enkelte må forsøge at navigere i forhold til.

I denne situation kæmper vi alle – med større eller mindre held – for at finde vores egne ben at stå på. Det er det, der – med psykologien – kan kaldes ’nutidens identitetsarbejde’. Dette er forskellige interessenter selvfølgelig ikke sene til at udnytte. De liberalistiske kræfter forsøger at udnytte vores identitetssøgen til at sælge flere produkter, hvad enten det er helsemad, mærketøj eller ansigtsløftninger. Omvendt forsøger forskellige politiske kræfter at udnytte situationen til at fastlåse individerne i nogle rigide, fundamentalistiske identiteter, de være sig religiøse eller nationalistiske.

Sagt med andre ord: det er ikke vores identitetssøgen som sådan, der er noget galt med, den er slet og ret et uomgængeligt vilkår for det at være menneske, der dels sætter os i stand til at leve vores liv som enkeltindivider, dels sætter os i stand til at leve sammen i forskellige former for fællesskaber. Det, der til gengæld er noget galt med, er mange af de identitetsbilleder, vi bliver præsenteret for i kulturen som svar på vores søgen. Dem har Das Beckwerk/Claus Beck-Nielsen så inderligt ret i er begrænsende og, for nogles vedkommende, endog decideret farlige og ødelæggende.

Jeg mener altså, det er en svaghed ved hele Beckwerk-projektet, at det er så dårligt funderet, som det er. Det er simpelthen ikke tænkt godt nok igennem – det er for naivt, som Kai Sørlander også gjorde opmærksom på i Weekendavisen for nylig. Naiviteten og den manglende evne/vilje til at ville tænke tingene til bunds afspejler sig både i de tekster, som Das Beckwerk-bestyreren selv har signeret, og i de mange indlæg om værket, som har været publiceret fra akademisk hold og fra anden side.

Læser man f.eks. indlæggene fra Funus-seminaret på Kunstakademiet, så vrimler det med de på humaniora så velkendte standardreferencer til fransk poststrukturalistisk filosofi: Derrida, Deleuze osv. Men hallo – de fleste af disse teorier blev udtænkt for årtier siden, nærmere bestemt tilbage i 60’erne, hvor man stadig med nogen ret kunne tale om en socialitet, som var rigid og ikke levnede mulighed for kroppens frie udfoldelse – eller galskabens eller erotikkens for den sags skyld.

Det kan kun undre, når disse teorier igen og igen trækkes frem og lires af i akademiske sammenhænge, nærmest som var de litanier ved en katolsk messe.

Skrøbelig socialitet

Kære venner: Løft dog et øjeblik hovedet fra bøgerne og kig jer rundt i det samfund, I lever i. Er det en ’stiv og hierarkisk samfundsstruktur, hvor individet – eller kroppen – er surret fast i en spændetrøje af disciplinerende normer’, der dominerer her? Nej, vel er det ej. Det, der dominerer her, er snarere en socialitet så skrøbelig, at den hvert andet øjeblik er ved at bryde sammen.

Denne socialitet efterlader det enkelte individ i et identitetsmæssigt tomrum, som vi så alle sammen på bedste beskub forsøger at komme ud af gennem diverse identitetsprojekter (ikke mindst Claus Beck-Nielsen selv, når han nu lancerer en stor, sammenhængende, ’identitetsskabende’ fortælling om Das Beckwerks liv og levned gennem årene). Identitetsprojekter, som både markedet og den politiske scene ikke er sene til at forsøge at give nogle på alle måder begrænsende, meningsforladte – ja decideret foruroligende udtryk.

Problemet er altså ikke, at vi mennesker søger identitet. Identiteten er ikke en ’vestlig konstruktion’, men en psykologisk og social funktion, som er basalt nødvendig for vores mulighed for at leve et vitalt og proaktivt liv. Alene såvel som i fællesskab med andre. Problemet er i stedet de reduktive, overfladiske, stereotype identitetsbilleder, vi uafladeligt præsenteres for i kulturen som ’svar’ på vores identitetsspørgen.

Disse billeder kunne det være umådeligt tiltrængt at få dekonstrueret og erstattet med nogle andre, sjovere, bedre, mere menneskeværdige. Og det er der da også heldigvis mange kunstnere såvel som forfattere, der i dag forsøger på. Om end de måske ikke helt har Beck-Nielsens talent for spektakulær iscenesættelse og statusbevidst networking.

Det bliver spændende at se, hvilken vej Nielsen (som han nu igen kalder sig) vil vælge at slå ind på i fremtiden. Men her ligger i hvert fald masser af muligheder for at skabe og sige noget, som ville være reelt kritisk og nybrydende.

Das Beckwerk Museum: Beyond Identity. Das Beckwerk & Funus Imaginarium. Das Beckwerk Museum 2012. 131 sider, fyldigt illustreretFunus Samtalerne. Redaktion Bodil Monrad m.fl. Das Beckwerk Museum 2012. 312 siderHvem eller hvad er virkelig i live idag? Væren hinsides Das Beckwerk & Funus Imaginarium. Redaktion: Sara Dahlstrup Mogensen m.fl. Das Beckwerk Museum 2012. 231 sider