Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Undercover i naturen

270 mindre penseltegninger med farvepigment af mennesker og natur er sat sammen i 18 rammer og fremstår enormt nærværende
Kultur
9. marts 2012

4/6

270 mindre penseltegninger med farvepigment af mennesker og natur er sat sammen i 18 rammer og fremstår enormt nærværende.

Der er også andre tegninger med på udstillingen Slidgigt og Indsigt, men det er de sorterede tegninger, der tager opmærksomheden.

John Olsen er naturfetichist, der laver kunst til objektfetichister. Nogle gange som statuer og som kamre og rammer fyldt til bristepunktet med døde dyr, denne gang med tegninger på gråblåt papir, hvor den fornemmelse, han har gengivet i stregen, går i et med papiret.

Man står ikke bare og kigger på 15 motiver i en stor ramme, men snarere 15 genstande fundet i hovedet påJohn Olsen.

De ligner noget, der er hevet ud af en underbevidsthed, der deler territorium med skoven, både i virkelig, men også i metafysisk form.

Tegningerne hæver sig over det trivielle, fordi de virker så oprigtige. Det er dyr som i en svømmende skildpadde, en lænket and og et rævehoved, det er kvinder som i masser af ansigter, det er sex som i svedende og liderlige kønsakter.

En fin oprigtighed

Der er en vidunderlig tegning af et fuglemenneske, der sidder sammenknuget, skabt af naturen med store græsstrå, og mønstre taget direkte fra de nærmeste planter.

Det er meget anderledes, end det man ellers ser på gallerierne og museerne, her er ingen ironisk distance, kun mand møder naturen og går i trance.

Her er heller ingen 70’er-feel eller en fornemmelse af en kunstner, der er blevet overhalet af tiden.

Og der er heller ikke tale om en klassiker, der minder os om de gode gamle dage. Det er snarere det dér nærvær og den dér oprigtighed, der holder John Olsen oppe. Man kan åbenbart komme langt, hvis man bare er sig selv.

John Olsen, ’Slidgift og Indsigt’ hos Clausens Kunsthandel, Toldbodgade 9, København K til den 31. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her