Læsetid: 1 min.

Barndommens lukkede land

27. april 2012

Bojan Radoji tegner og maler på et grid af løse bogsider. Motiverne er børn på opdagelse. Og den tunge, tunge poesi er måske ikke fræk og legesyg, som vi er vant til i Danmark, men mere alvorlig og firekantet. Det er børnene vs. den udefinerede kultur, som bøgerne repræsenterer, det er børns nysgerrighed vs. foreskrevne normer og regler, der tynger dem ned i kasserne, blæser dem væk og aldrig bliver samlet igen. Ellers også er det børnene, der lukker bogen og går videre, imens de voksne skriger af angst for nye perspektiver og måder at leve på.

Kamp mellem minder

Der er en kongenialitet mellem den massive kultur, som bøgerne repræsenterer, og den måde, hvorpå landskaberne presser børnene ud i periferien af de meget store værker. Og når børnene samtidig er gengivet i sort-hvid, med tøj og frisurer fra en anden tid, er det oplagt at indtænke kampen mellem kollektive bevidstheder og individuelle minder. Hvem skabte os, kunne være spørgsmålet, Radoji værker stiller os – os selv, hinanden eller omgivelserne?

Men den tunge poesi handler også om minder, om hvordan tilsyneladende løsrevne objekter som en kødhakker eller en radio kan ende som symboler på en barndom, når den voksne tænker tilbage. Barndommen som lukket land, som en krigszone, vi aldrig kommer til hverken at besøge igen eller forstå.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu