Programmet var velvalgt. En stemningsrejse gennem tre af Beethovens violinsonater. Først det milde F-dur-lys i Forårssonaten, afløst af C-mol-sonatens blanding af stormfulde emotioner, og endelig den mægtige A-dur-sonate med tilnavnet Kreutzer. Tonearternes valgslægtskaber er intet tilfældighedsspil, slet ikke hos Beethoven, og på den måde blev man gennemlyst af et eventyrligt dur og mol-spektrum, fra værk til værk og fra sats til sats.
Noget andet var klangen, og alligevel ikke noget andet, fordi den befordrede så glimrende Beethovens tonale farvelære. Renaud Capuçons klang lyder i sjælden grad som kommende fra, hvad man engang kaldte den fransk-belgiske violinskole; sjældent fordi de globaliserede tider efterhånden har udvisket de regionale klangforskelle, der tidligere berigede musiklivet på vores kontinent.
Capuçons klang er slank og tæt, sødmefuld, med et virtuost kontrolleret, beskedent vibrato, og hans bueføring er let og afspændt. Beethoven blev sådan set aldrig rigtig maskulin hos franskmanden, han svedte ikke, han støjede ikke. Til gengæld svævede klangen gennem de tre sonater med fuldendt fokus på musikkens tonale stoflighed. Det var som at høre Rousseau læst på formfuldendt fransk, fornuft og følelse i fornem balance.
Sturm und Drang
Man kunne til en vis grad sige det samme om Frank Braley, han havde held med at lægge sig tæt op ad partnerens forfinede strengeleg, selv om et Steinway er ganske svært at tæmme især i den wienerklassiske lyrik. Derfor var det netop ikke Forårssonaten, som lykkedes bedst. Initiativet ligger hos pianisten i den ekspressive adagio. Det er også ham, der fører an i den korte skæve scherzo, men det var først i finalen Braley blev rigtig nærværende.
De var begge på omgangshøjde i sonaten i c-mol. Skæbnesymfoniens toneart. Det er en fantastisk førstesats, et mix af Sturm und Drang, heroiske gestus og ubekymrethed; det hele kom til udtryk med en imponerende omhu for træfsikkerhed og skiftende balancer mellem partnerne. Det gjaldt også den syngende adagio i As-dur, hvor den ene tog føringen, mens den anden kom med blidt henkastede kommentarer. Her mærkede man klart, hvor indforståede Capuçon og Braley er med Beethoven .
Sonate nr. 9 i A-dur er tilegnet deres landsmand, violinvirtuosen Rodolphe Kreutzer, som underviste på Paris-konservatoriet, hvor Renaud Capuçon i øvrigt begyndte som 14-årig. Kreutzer spillede aldrig værket, han fandt det rædselsfuldt og uforståeligt, sådan er der så meget. Berlioz mente nogle årtier senere, at Kreutzer var en af de mest sublime blandt alle violinsonater. Det gør Capuçon formodentlig også, hvis man skal dømme ud fra, hvad han fortalte på sin violin torsdag aften. Den er for så vidt tænkt som en violinkoncert i kammerformat, varer næsten 40 minutter, og det er violinisten der konstant er udfordret. Capuçon og Braley overbeviste i al fald om, at sonaten fortsat befinder sig i en urørlig zone. Denne rastløse vekslen af A-dur og a-mol mellem Skylla og Karybdis i første sats, variationsrækkens himmelske længde i andanten, og finalens rastløse forpustede energi – hvilken rejse!
