Koncert
Sjællands Symfoniorkester og dets chefdirigent Lan Shui er i gang med et ambitiøst Beethoven-projekt: alle ni symfonier på cd. Den samme idé har de fået i DR, hvor de to radioorkestre skal konkurrere med hinanden om opmærksomheden. Man må sige, at gode gamle Beethoven er i høj kurs, men har verden nu også brug for tre københavnske cyklusser på samme tid?
I tirsdagens koncert havde sjællænderne sat den 8. symfoni på, en herlig symfoni fra 1812 der på sin egen måde kigger tilbage på den klassiske tradition. Og den blev stillet over for Berlioz’ 1. symfoni, Den fantastiske fra 1830 som på sin specielle måde står i gæld til Beethovens symfonier. Det var faktisk en interessant koncert, hørt ud fra de ting der lykkedes, og også de valg, som ikke blev taget af dirigent og orkester. Sagt på en anden måde: Beethoven og Berlioz lød langt mere fremmede for hinanden, end der egentlig er belæg for.
Lan Shuis Beethoven-opfattelse er stærkt præget af historisk informeret opførelsespraksis. Orkestret anvender naturhorn og naturtrompeter som på Beethovens tid. Tempoer er kvikke, klangen lys og vibratoløs, rytmen skarpskåren, fraser tages i kortere åndedrag. En sådan recept kan give spændende resultater, det har radiosymfonikerne og Thomas Dausgaard demonstreret med udelukkende moderne instrumenter, men hos sjællænderne i Beethovens Ottende virkede det ikke. Grundlæggende var det galt med de retoriske færdigheder, som i denne tidlige 1800-talsdialekt kræver, hvis man nu partout vil tale den, at alt skal vejes på en guldvægt, samtidig med at musikken skal danse på glødende kul. For tit oplevede man pointer som formålsløse, klangen lidt papagtig, fraser livløse, rytmiske figurer for robuste. Befriende var det derfor, når tingene virkelig lykkedes, som da de to naturhorn spredte lys over land i menuettens trio, med dolce klang i deres indflettede tostemmighed. Men som helhed var denne symfoni ikke just plattenreif, som de siger sydpå.
Pastoralt engelskhorn
Orkestret klang helt anderledes i Berlioz, mere ’traditionelt’, mere samlet og mindre pågående, og det kunne man så alt efter temperament glæde sig over. Men når man nu har gjort sig så mange anstrengelser med de historiske studier, hvorfor lod de sig ikke i højere grad høre i Symphonie fantastique? Også hans strygere anvendte et sparsomt vibrato, også hans blæsere fra den franske operatradition – som Beethoven satte meget højt – udmærkede sig ved deres markant karakteristiske klangverden, og ligesom Beethovens Ottende bygger denne programsymfoni på et ubønhørligt logisk musikalsk fundament.
Det var påfaldende, at det var den mindst spektakulære sats, der lykkedes bedst i Lan Shuis hænder, nemlig adagioen, den pastorale scene, der fungerer som symfoniens midterakse. Det sammensatte forløb blev fornemt afbalanceret i et flydende tempo, med fine dynamiske schatteringer og en smukt blæsende hyrde på engelskhorn. Også den forudgående vals gled frisk hen over de bonede gulve, stramt og præcist i den afsluttende coda. Men i de tre resterende, mere begivenhedsrige satser savnedes der stillingtagen til ikke så få rent musikalske detaljer. Derfor stod Berlioz’ projekt ikke så klart som det burde, at udtrykke sig i et nyt ekspressivt sprog, men i sporet af Beethoven.
Som entr’acte præsenterede Jon Gjesme, orkestrets nye koncertmester af i alt fire, sig i Saint-Saëns’ charmerende introduktion og rondo capriccioso. Den blev spillet blændende af nordmanden, faktisk ikke så lidt mindende om orkestrets legendariske koncertmester Anton Kontra, som fyldte 80 i sidste måned.
Sjællands Symfoniorkester. Jon Gjesme (violin). Lan Shui (dirigent). Konservatoriets Koncertsal den 17. april
