Læsetid: 4 min.

Berlin som trædesten mellem to afgrunde

Fin udstilling på Det Jødiske Museum giver intenst indblik i Berlins jødiske liv i 1920’erne, da byen blev transitby for udvandringen fra Rusland og Østreuropa
2. april 2012

På scenen i Det Jødiske Museum i Berlin sidder en dame med lysegråt hår og umiskendelig Oxford-accent. Ann Pasternak Slater er litteraturkritiker og oversætter. Hun er også niece af en af verdenslitteraturens store forfattere, nobelpristageren Boris Pasternak, og barnebarn af den impressionistiske maler Leonid Pasternak.

»Når vi legede, var det under min morfars portræt af Albert Einstein. Men det var også noget af det eneste, der mindede os om, at familien havde haft en tid i Berlin. Rusland var meget vigtigere. Vi talte også russisk derhjemme,« erindrer Ann Pasternak Slater.

Sådan var det ikke hjemme hos Mira Zakai i Jerusalem. Den israelske alt-sanger, der har optrådt med mestre som Yehudi Menuhin, Claudio Abbado og Daniel Barenboim, fortæller, at hendes far, Georg Koigen, som 19-årig i 1933 modtog et brev fra universitetet i Berlin.

»I meget høflige, men dog umisforståelige vendinger i stil med ’det ville være rart, hvis De ville overveje ikke at vende tilbage til universitetet det kommende år’, gjorde nazisterne det lige efter Hitlers magtovertagelse min far klart, at han var uønsket. Min farfar David Koigen, der var kulturfilosof, døde kort efter, og min far og farmor udvandrede til Israel,« fortæller Zakai. Ved spisebordet hjemme i Jerusalem blev der alligevel talt tysk.

»Mine forældre citerede Goethe og Schiller over morgenmaden, og når de ikke ønskede, at børnene forstod, talte de latin,« siger hun.

1.500 pogrommer

De to kvinder deltager i et symposium i anledning af udstillingen Berlin Transit. Jødiske migranter fra Østeuropa i 1920’erne på det Jødiske Museum. Deres bedstefædre var jøder fra Ukraine. De kom begge til Berlin i 1921, hvor de fortsatte deres karrierer. David Koigen døde i Berlin i marts 1933, mens Leonid Pasternak flygtede fra nazisterne med sin familie til sin datter og svigersøn i England i 1938. Sønnerne Boris og Alexander var blevet tilbage i Rusland i sin tid. For disse familier som for mange andre blev Berlin en mellemstation, inden man fortsatte mod målet, der som regel befandt sig i USA, Palæstina eller England.

Udstillingen er indholdsmæssigt tung, men æstetisk let. Man trættes ikke af masse og overflod. Lige uden for indgangen bliver man konfronteret med, hvad der fik 2,7 millioner jøder til at forlade Østeuropa og især Rusland mellem 1870 og 1920: Pogromerne. En lille film viser, hvordan ligene læsses på trækvogne efter en pogrom mod jøderne i den ukrainske by Tscherkassy. Første Verdenskrig, den russiske revolution, nationalstaternes opløsning og nydannelse og den russiske borgerkrig vendte op og ned på tilstandene østpå, og over 100.000 jøder myrdedes i godt og vel 1.500 pogromer, 1300 forskellige steder. Over en halv million jøder mistede deres hjem.

Det fortsætter, når man kommer indenfor med Issachar Ber Rybacks akvareller, der på udtryksfuld kubistisk-ekspressionistisk vis viser de særligt rædselsfulde pogromer, der fandt sted i hans hjemby, Elisabethgrad, i maj 1919. På mindre end tre dage mistede flere tusinde jøder, heriblandt formentlig også Rybacks far, livet. På billederne gennembores mænd, kvinder og børn af sværd og sabler, toraruller sættes i brand, og fostre skæres ud af mødres maver.

Ryback var med i en kunsterliga, der også talte Marc Chagall og El Lissitzky, og i 1921 kom også han til Berlin. I 1926 udvandrede han endegyldigt til Paris, hvor han endte sine dage i 1935. På et sort-hvidt foto fra 1926 står en kvinde med to børn og en barnevogn foran et hus i Berlin. D. Kempler står der over nedgangen til kælderen. På begge sider af indgangen hænger skilte, der fortæller, at det drejer sig om Krakauer Café og Konditori. Det ene skilt er på tysk, det andet på hebraisk. Konditoriet var særlig kendt for sin ostekage. Den kan man ikke længere få i Berlin, for i 1933 emigrerede familien til Palæstina. Huset var Grenadierstrasse 20, epicentrum for jødisk liv i bydelen Scheunenviertel. Her bosatte mange af jøderne, der kom østfra, sig. De blev nedladende kaldt ’østjøderne’. De jødiske immigranter østfra delte sig i to grupper. På den ene side var der de mere velstående, der flyttede til den vestlige bydel Charlottenburg, der derfor i folkemunde blev kaldt ’Charlottengrad’. På den anden side var der de ubemidlede, der klumpede sig sammen i Scheunenviertel. I 1925 var Scheunenviertel byens tættest befolkede kvarter. Det daglige liv fandt derfor for en stor dels vedkommende sted på gaden.

’I fremskridtets tegn’

Fotografierne fra dette kvarter hører til udstillingens særligt interessante dele. Her fremstilles østjøden stereotypisk som ’svindler’, ’smughandler’, ’kommunist’ og ’anarkist’. Med hat, kaftan, langt skæg og ’peot’, de karakteristiske slangekrøller, tit med en pakke under armen, var han i færd med en handel eller bare med generel lediggang i samtale med ligesindede. En række af fotografierne er lavet til postkort, der har fået en lille antisemitisk tekst påtrykt. For eksempel står der med udsøgt tysk ironi på billedet af en gruppe mænd, der er meget fattigt klædt:

»Berlin i fremskridtets tegn!« Fotografiet er fra 1927/28, så nazisterne havde en del materiale at trække på, da de fremstillede jøden som en livstruende fare og roden til alt ondt. Heller ikke billeder af jøder, der køres væk på lastvogne, var noget, man først skulle vænne sig til, da nazisterne gik i gang. Allerede i Weimarrepublikken fandt jævnlige politirazziaer sted i Scheunenviertel, hvor politiet samlede og udviste mennesker, hvad enten de havde gyldige papirer eller ej.

 

’Berlin Transit. Jüdische Migranten aus Osteuropa in den 1920er Jahren’, Jüdisches Museum, 23. marts til 15. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu