Læsetid: 3 min.

Den fjerde verden er åben

Der foregår interkulturelle udvekslinger på kryds og tværs som aldrig før, og en ny fjerde og visumløs verden er ved at vise sig. I hvert fald i musikken
3. april 2012

Det er ikke Paul Simons skyld. Men det var under indtryk af hans mesterværk Graceland og dets kommercielle succes, at en del af pladebranchen i ’87 besluttede at kidnappe begrebet verdensmusik.

Kidnappe, fordi verdensmusik – i både den tyske teoretiker og komponist Georg Capellens Weltmusik fra 1906 såvel som i den amerikanske musiketnolog Robert E. Browns world music fra 1960’erne – stod for musik fra hele verden. Ikke bare fra ikke-vestlige dele af verden. Men, voila, world music blev en marketingstrategi, der indsatte den vestlige lytter som suverænt subjekt, som shopper med tropehjelm i resten af verdens musik. Og det er noget pjat.

Så lad os i stedet fejre, at verden er blevet stadig mere grænseløs, og at vi nærmer os en fjerde verden – som den amerikanske trompetist og komponist Jon Hassell har advokeret for – hvor der ikke er noget vestligt centraliseret perspektiv, og hvor fortid og nutid blandes sammen. Future primitive, som han kalder det. Det betyder ikke, at man mister sit lokale særpræg, tværtimod mødes man med hver sine musikalske rødder og bidrager til en ny fauna. For så har samtalerne for alvor klangbund.

Rytmisk internationale

Et af de bedste eksempler på det er Damon Albarn, der er frontfigur i både Blur og Gorillaz, men udfører et multietnisk arbejde i utallige projekter. Nu i endnu en nystiftet gruppe, trioen Rocket Juice & The Moon, der også tæller Red Hot Chili Peppers’ bassist Flea og den legendariske afrobeat-grundlægger, trommeslageren Tony Allen. Altså et amerikansk-nigeriansk-engelsk samarbejde, endda med gæster som amerikanske Erykah Badu, malinesiske Fatouma Diawara og ghanesiske M.anifest. Og manner, hvor alle involverede forstår at holde fast i deres udgangspunkt og samtidig strække sig langt fra det.

Det selvbetitlede debutalbum er helt klart inspireret af afrobeat, som Tony Allen repræsenterer så sindssyg sofistikeret letpotet, men sendes også i helt andre retninger af Fleas brillant opfindsomme og ganske afdæmpede basspil. Lige som Albarns hang til sære orgler også transmitterer klange og melodier fra en svunden æra, om det så er music hall eller etio-jazz.

Løjerne har af og til karakter af – sygeligt seje – instrumentale jam sessions. Det kan kede nogle, men for folk med bare minimal rytmisk interesse er det en nydelse at befinde sig i Flea og Allens boblebad, som Albarn drysser excentrisk badesalt i.

Forunderlighederne »Follow-Fashion« og »Damn« rager i de hymniske gløder og rammer noget på én gang kødeligt og spirituelt, i hvert fald i denne lytter. Og når det hele samler sig i de lifligst rislende stykker afro-dub-funk-new new wave-et-eller-andet, ja, så får den én på den post-koloniale sinkadus; der bliver sat fut i en rytmisk internationale, som jeg ikke har tænkt mig at stige opad lige med det samme.

En ny verden – i musikken

Damon Albarn har tidligere plet-produceret og sunget for det blinde ægtepar Amadou & Mariam fra Mali (hvor der netop har været militærkup). Men ikke denne gang på Folila, hvor der til gengæld er et væld af amerikanske og franske gæstesangere.

Oprindeligt skulle indspilningerne have resulteret i to album: Et rendyrket malinesisk og et med international kollaborationer. Men de er – heldigvis – blevet blandet til ét.

Folila – som er bambara for musik – følger op på det internationale gennembrud med Dimanche à Bamako fra ’05 samt efterfølgeren Welcome To Mali fra ’08, der helt ud i titlen bød sig til som en turistvenlig åbning ind i duoens sammensatte musik.

Det er Folila også. Men det er også et album, der foregår på duoens egne præmisser, deres egenart får ikke lov at blive ødelagt af den musikalske ækvivalent til en Spies-guide eller en Coca-Cola-automat. Tværtimod går de internationale gæster native, i ét med sangene uden at blive usynlige.

Santigold, Theophilius London og to medlemmer af TV On The Radio leverer alle strålende præstationer, som både glider i ét med Amadou & Mariams trademark-afro-blues, men også kradser og har tyngde som mere moderne rock. Sangenes spektrum strækkes altså.

Og den fuldfede harmoniske og rigt melodisk forsirede overvældelse, som Amadou & Mariam mestrer, tilføjes nye nuancer og strenge at spille på. Og det er gode nyheder, folkens. En ny fjerde – og visumløs – verden er ved at vise sig. I hvert fald i musikken.

 

Rocket Juice & The Moon: ’Rocket Juice & The Moon’ (Honest Jon’s Records/Download) honestjons.com

Amadou & Marim: ’Folila’ (Because/Warner)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu