Læsetid: 4 min.

’Som en klat smør på kroppenes grød’

Kærlighed, kildevand og kræft er nogle af elementerne i Amalie Smiths tredje, smukke og sørgelige bog, andre er mineraler og filosofi
20. april 2012

På sin egen skrabede måde er I civil, Amalie Smiths samling af smådigte, notater og mikroessays – hvis det er det rette ord – en meget smuk og sørgelig bog. Den er også usædvanligt intrikat opbygget. Hvert nyt afsnit skal lægge sig som en cirkel uden om de foregående, forstår man. Så bevæger man sig fra de første afsnits nærsynede kærlighed til sidste afsnits bortrejse og opbrud.

I mellemtiden – i andet afsnit – bliver kæresten ramt af kræft. Det sætter en afstand, en forskel mellem de to kroppe, som i første del ellers ligesom flyder ind og ud af hinanden:

»Eller jeg spørger:/ Hvor var jeg, da de skar i dig/ Hvorfor mærkede jeg det ikke/ Eller jeg spørger:/ Bliver man hurtigere rask, hvis man bliver behandlet, som man er det/ Kan man elske nogen, når man skal/ Eller jeg spørger:/ Lå du i sengen, som jeg forestiller mig: med sammenbidte tænder/ Var der nogen, der sagde: Det nytter ikke noget. Der er så meget angst på hospitalet. Så meget gråd, der synkes og suges op af maskiner.«

Den er som en pludselig ny stjerne i et stjernebillede, kræften, den ændrer hele forholdets balance. Den ødelægger det mønster, der var. Eller, hvis man nu skulle følge beskrivelserne i bogen selv, så er den som et nyt element i en samling, der slår hele samlingen ud af balance. For midt i cirklerne om kærlighedens opløsning blander sig også noter om mineralske samlinger på museer og samlinger af børnetænder og de måder erindringer samler sig i mønstre.

Det sidste kalder man identitet. Den er porøs, forstår man. Ligesom kroppen ifølge Amalie Smith er porøs, når det kommer til kærligheden, så er erindringer noget, der flyder mellem mennesker, f.eks. via fotografier. Eller på andre måder, se bare denne smukke og sære passage:

»Ikke alt har betydning. Små skuffelser lukker verden op i vrid, som en babusjka-dukke. Min fars erindringer er mere tydelige for mig end mine egne – et afgrænset rum med solide figurer i indbyrdes klare forbindelser: En elastik ligger formet som et ottetal i skolegården, og han beslutter: Dette vil han aldrig glemme.«

Sådan skriver Amalie Smith, når I civil er bedst. Der er noget renfærdigt, på én gang skrøbeligt og kontrolleret over hendes tonefald. Der er en kort tøven i den måde, hun lader sine – diskret eksplosive – sprogbilleder folde sig ud. Først hører vi om skuffelsens vrid, så dukker den russiske dukke op.

Melankoli

Hendes sætninger er det modsatte af feberhede, men de er stadig helt bristefærdige af stemning. Af kærlighed, af melankoli, af en art sorgarbejde.

Men der er et par steder undervejs, hvor I civil ikke er helt så god, og det er især i bogens anden halvdel. Så nøjes dens tekster med at udpege kuriøst-sære fakta af den naturhistoriske slags. Så skal vi høre om biernes måder at holde deres dronning varm på, om evolution og tid og kosmologi.

Et andet sted refererer den til den franske litteraturteoretiker Julie Kristevas teori om det abjekte, så får læseren dén gennemgået på en sides penge. Under alle omstændigheder kommer der noget artigt over bogen dér. Den refererer uden selv at gøre så meget. Dens omgang med naturhistorie og filosofi er ikke vildt nok i tanken til at fungere poetisk, ikke skarp nok til at gøre noget andet.

Det er selvfølgelig ærgerligt. På den anden side skal det ikke skjule, hvor meget nogle af de andre passager brænder igennem. Her er vi tilbage i første dels fortumlede kærlighed: »men især når vi er voksne sammen, når vi sparker bukserne af, krænger trøjerne over hovedet, når vores kroppe finder hinanden i sengen, er vi begge som store børn, kysser for dybt og for længe med for åben mund, sutter vildt på hinandens knæ eller albuer, mister pludselig interessen og farer over noget andet – dine lyde er indadvendte som hos en, der ikke ved, at andre lytter; min mund og mine øjne vipper og drejer som spejle i en uro, i ukontrollerede ryk, min egen, klukker jeg, min egen lille mariekiks, min salamander.«

Der er så mange fine ting i dén passage: måden det barnlige markeres i et udtryk som »når vi er voksne sammen«, denne glædesramte klukken, som jo også har en vis tilfredshed i sig, disse helt uventede kælenavne.

Og selv her er sproget det modsatte af feberhedt. Det beskriver, genfortæller, overvejer. Det registrerer jegets porøse grænser, ikke som noget skræmmende, men som en form for lykke. »Jeg glider ind under dynen/ og henvender mig til dig/ indefra,« som der står et sted.

Så fint, at læseren får lov til at høre med. En sidste ting er så, at I civil er den pæneste bog, Gyldendal har udgivet i lang tid. Ikke fordi der er brugt mange penge på den, de indlagte fotografier er faktisk lidt gnidrede. Men der er tænkt over det grafiske udtryk, fornemmer man, fra de diskrete pletter på omslagets sorte baggrund til dén måde, tekststykkernes titler står sjovt højt på siden. Så fint også det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu