Læsetid: 4 min.

Klichéfuld kærlighed

Livsstil. Jens Christian Grøndahls sympatiske idé til en kærlighedshistorie skriver sig desværre ikke ud af klicheerne
Ny bog. ’Før vi siger farvel’ forbliver en skabelonagtig konstruktion, uden det sprogkød der skal til for at give litteraturen liv.

Ny bog. ’Før vi siger farvel’ forbliver en skabelonagtig konstruktion, uden det sprogkød der skal til for at give litteraturen liv.

Jakob Dall

20. april 2012

Det er altid kedeligt at skulle dømme en bog som triviallitteratur. Og i mine anmeldelser af Jens Christian Grøndahl seneste romaner har jeg faktisk også gjort en indsats for at undgå det. Men denne gang synes jeg ikke værket står at redde. Personerne, scenerierne, replikkerne er simpelt hen for klichéagtige og efterlader læseren med fornemmelsen af at have bladret igennem et livsstilsmagasin med de locations, der hører til et liv i det bedrestillede københavnske kulturborgerskab: Gyldendal, Pisserenden, Nordsjælland, Havnen, Athen, Bruxelles, Ardennerne.

Lakridspiben

Ikke fordi Grøndahl ikke gør et forsøg på at skrive fra et andet perspektiv end sit eget. Han er krøbet under den mørke hud på en yngre dansk kvinde af indisk oprindelse, opvokset i Nordjylland hos adoptivforældre tilhørende »det eksilerede kulturlag«: en lærerfar og en provinsramt, alkoholiseret organistmor. Den eksotiske hudfarve markeres i romanens start af hovedpersonens konstruerede ydre blik på sig selv: »Hun så sig selv med hans øjne, da hun kom op ad hjulsporet og nærmede sig bilen med skøjterne hængende om halsen. Halvt så gammel og ikke særlig høj, tynd som en lakridspibe og næsten lige så sort.«

»Han« er den ældre pressefotograf Marcus, og romanens hovedhistorie er forholdet mellem ham og lakridspiben, som hedder Barbara og arbejder på et forlag i indre by. Sidehistorierne handler om Barbaras forhold til andre mænd: ungdomskæresten Elias og tekstforfatteren Asger.

Mændene i Barbaras liv tegnes med klicheens få penselstrøg. Marcus er gammel, vejrbidt globetrotter, der for længst har forladt rollen som familiefar og »matrikelforvalter« for at rejse med sit kamera til verdens brændpunkter. Elias er fartglad tømrersvend på motorcykel, og hans grønlandske far er død af druk. Asger har fravalgt forfatterkarrieren til fordel for et liv som skaffedyr og familiefar. Han er ghost-writer på en selvbiografi af den bedagede skuespillerinde »Suzanne Molton«, der er lige så fuldendt en kliché, som hendes navn lader ane.

Aflad

Grøndahl har en manér med at på én gang fremsætte og afvise klicheerne, som her om Barbaras forhold til Elias: »Det ville være så nemt at forklare deres møde. Deres fremmedartede udseende, de fremmede gener. Ukendte ophav, brudte familier og alkohol, selvfølgelig. Men for Barbara var forklaringerne ikke nok.« Alligevel må det være forklaringen på, at det er sådan en ungdomskæreste Grøndahl har valgt at udstyre Barbara med.

Eller når Asger siger om sig selv, at »det er altså ikke sådan en historie. Sådan en om digteren, der stod af toget og trak røjserne på og meldte sig på torvet for at realisere det almene.« Men er det ikke netop det, det er – er det ikke netop »sådan en historie«, Grøndahl fortæller med karakteren Asger?

Tilsvarende når vi skal have en lang sekvens hos »Helga og Max« i det nordsjællandske sommerhus, der kunne have været en reportage i Bo Bedre, men det lige skal anmærkes, at Barbara godt kan komme til at føle sig »overmæt og rungende tom« i selskab med ufortyndet kreativ klasse. Det der står tilbage i læserens bevidsthed, er desværre klicheerne frem for den afladsagtige afvisning af dem.

Nomader

Det er ikke fordi, historien om Barbara og Marcus ikke er en smuk kærlighedshistorie. De synes at være to hjemløse nomadiske eksistenser, som forelsker sig i hinandens fremmedhed: »Et andet menneske kunne være som et folk i Ny Guinea, tanken om den andens krop kunne være lige så utrolig som krokodillemændenes arrede rygge.«

Fra starten hviler adskillelsen over deres forhold; i romanens første scene står Barbara på skøjter, mens Marcus betragter hende ved skovsøens bred, og stemningen anslås af den forestående afsked: »Hun var kommet i tanke om (skøjterne, red.), fordi hun ikke havde vidst, hvad hun skulle stille op med sig selv sådan en søndag, før han skulle rejse.«

Denne stemning af adskillelse skal i forskellige former radikaliseres i løbet af romanen, indtil vi står over for dødens definitive separation, men også med de håbefulde afslutningsord: »Han dør ikke i dag. Han er der endnu«, som vel i sidste ende er overskriften for ethvert tæt forhold, man får lov til at træde i til et andet menneske. Den opbyggelige kærlighedshistorie synes sågar at leve op til min egen kærlighedsfilosofi: At kærligheden handler om at dele hjemløsheden og dødeligheden som eksistentielle grundvilkår frem for at forskanse sig redebyggende mod dem.

Hvorfor kan jeg så ikke bare være glad? Fordi historien forbliver en skabelonagtig konstruktion, uden det sprogkød der skal til for at give litteraturen liv. Fordi Grøndahl ikke evner at skildre kærlighedsmødet som en revolutionerende begivenhed, men griber til konventionelle billeder: Fotografen, hvis linse rettes mod en skønhed i parken (sådan mødes Marcus og Barbara). Ægtemanden, der føler sig udfordret i sin borgerlige eksistens af (sine fantasier om) en fremmed kvindes blik (sådan er historien om Asger og Barbara). Man sidder tilbage med en fornemmelse af snarere at have læst en drejebog til en roman, med karakterer og handling opsummeret i grove træk, end en egentlig roman.

Læseoplevelsen står desværre i skærende kontrast til de lovprisende italienske og franske anmeldelser, som er citeret på flap og bagside. Måske skulle man læse Grøndahl på et af disse sprog, måske har han nogle virkelig gode oversættere, der kan give hans skabeloner det sprogkød på, som de savner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

"At kærligheden handler om at dele hjemløsheden og dødeligheden som eksistentielle grundvilkår frem for at forskanse sig redebyggende mod dem."

Tak for den formulering, Lilian Munk Rösing.

Heinrich R. Jørgensen

Mon ikke de kulturelle referencer (og litterære) referencer romaner synes at henvise til, går anmelderens opmærksomhed forbi?