Læsetid: 4 min.

Knastør kulturradikal

Ulrich Horst Petersens essays – ydmygt kaldet ’stykker’ – rummer atter værdifuld indsigt
13. april 2012

Næsten to år er gået hen, siden Ulrich Horst Petersen (f. 1936) sidst udgav en samling små essays – eller ’stykker’, som han beskedent betegner dem. I den mellemliggende tid har danskerne fået en ny regering, nordmændene fået det lammende Utøya-traume og amerikanerne omsider fået ram på Osama bin Laden.

Alt sammen og meget mere til kommenteres i de 72 nye tekster, der spænder vidt, fra ultrakorte hverdagssituationer og tilspidsede begrebsrefleksioner over erindringsglimt til mere sammenhængende tids- og livsoverblik.

Forfatteren begynder ved julen 2010 og slutter ved årsskiftet 2011-12. Følgelig er der lejlighed til at lufte kulturradikalismens indgroede skepsis over for kristendommen og al dens væsen. Ham eller dem om det, om end det virker lidt komisk, når den gudløses såre forudsigelige prioritering af det relative på bekostning af det absolutte absolut må gå ud over Notre-Dame i Paris! Den er stor og monumental og følgelig forkert, mens Sainte-Chapelle på samme lilleø repræsenterer »poesi, ynde og viden om flygtigheden og ubestandigheden«. Sådan kan ideologi til sidst tage bolig i sanserne og fratage folk evnen til at se det små i det store, ikke kun det store i det små.

Tørt, men sprødt

Knap to år er gået, men man kan ikke ligefrem påstå, at Ulrich Horst Petersens stil er gået hen og blevet lige så yndefuldt poetisk som det byggeri, han kan lide. Tværtimod skriver han knapt og tørt – og derfor i mange tilfælde sprødt. Hvilket sådan set klæder indholdet vældig godt.

Efter skandalen omkring Venstre-minister Troels Lund Poulsens ihærdigt engagerede indblanding i Helle Thorning-Schmidts ægtefælles skattesag konstaterer Ulrich Horst Petersen tørt, at dér fik vi faktisk endnu et bevis på, at alting langtfra ville blive bedre, hvis vore topembedsmænd blev ansat – og derefter afsat – politisk. Politisk udnævnte viceministre eller statssekretærer ville uden betænkeligheder gå alle ministres ærinde, måske uden at ministrene overhovedet bad dem derom. Dermed ville vi borgere miste muligheden for at opdage, at der i det hele taget eksisterer et moralsk problem. Altså må vi, konkluderes det, foretrække den nuværende ordning »for at bevare indsigten i, at selv den bedst mulige verden ikke er god nok«.

Fra utopi til politik

Det sidst citerede er en typisk Horst Petersen-formulering. Nok kan han ærgre sig grå, når han føler afstanden mellem sin moralske eller etiske reaktion og sine begrænsede politiske handlemuligheder; men han har frem for alt lært at frygte utopierne, forstået som troen på situationer uden fortilfælde. Det er, skriver han, problematisk, hver gang mennesker vil realisere deres drømme. Verden kan ikke blive fuldkommen anderledes undtagen i teorien. Tilbage bliver politikken. Kedelig? Javist, men pragmatisk. Bedst uden for meget sminke.

Til sminken regner Horst Petersen f.eks. et ord som »idépolitik«, som vel skal antyde, at al anden politik bare er håbløst idéforladt, ligesom han er blevet grundigt træt af at høre ordet »værdipolitik«, der antyder, at der findes en magtkamp, som ikke er nogen almindelig magtkamp, men en anden og ligesom »finere« af slagsen.

Man mere end aner bl.a. Claus Hjort Frederiksen som målet for denne kritik. Og man må samstemme i analysen, når Horst Petersen i forlængelse af embedsmandstemaerne slår fast, at det virkelige politiske og moralske problem ved den afgåede regering ikke var Dansk Folkepartis ubetingede støtte til den. Nej, miseren var Venstre-ministrenes monstrøst skamløse magtfuldkommenhed, for hvilken Konservative og Dansk Folkeparti nu betaler prisen. For »De konservative blev halveret og folkepartiet befinder sig nu i en (for det) meget farlig parlamentarisk situation: Det retoriske krudt er ved at være brugt op og den ubetingede støtte blevet formålsløs«.

2011 blev, som nogle vil huske, året, hvor en smart journalist i samråd med sprogfolk slog til lyd for aktiv genbrug af ord, der ellers var på vej ud af sproget: Vindbøjtel og sporenstregs. Kanalje og brødflov. Den slags kulturelle initiativer huer bestemt ikke Horst Petersen. Stod det til ham, gjorde vi alle mere ud af at udrydde visse ord eller i det mindste anvende dem med omtanke. F.eks. udtryk som »sproglig kompetence«!

Sproglig omhu og klarhed

Selv er han et lysende eksempel på rettidig sproglig omhu forbundet med klarhed og retlinethed. Set fra hans standpunkt kan det være temmelig lige meget, om vi bevarer ’vindbøjtel’ og ’brødflov’, så længe ingen længere tør sige ’æresfølelse’ og samtidig tale om ’dømmekraft’, således at de tilsammen kan definere ’samvittighedsfuldhed’.

Et enkelt sted i den nye bog forekommer Horst Petersen meget lidt samvittighedsfuld, nemlig da han ømt ser tilbage på tidsskriftet Vindrosens storhedstid og uden videre gør det synonymt med de fem år, da Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen redigerede det, altså perioden 1959-63. Forud herfor var imidlertid gået fem ret så kedelige årgange, og efter 1968 kom det hurtigt igen derhen, hvor læserne ikke mere følte »spændingen ved hvad der stod i det nye nummer« – tidsskriftmediets alfa og omega. Også glemsel over for noget så trivielt som årstal kan afspejle en ideologi. Her: kulturradikalismen, som, det skal indrømmes, immervæk har værre og langt, langt mere skingre fortalere end denne eftertænksomme og altid læseværdige forhenværende embedsmand.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu