Læsetid: 4 min.

Kongen af Kgs. Nytorv

Biografi. Den nu 84-årige Jørgen Reenberg tager sig god tid i sine erindringer. Som om han vil have det hele med i denne gennemresearchede og passionerede bog, der peger bagud til en tid, der er forsvundet
Biografi. Den nu 84-årige Jørgen Reenberg tager sig god tid i sine erindringer. Som om han vil have det hele med i denne gennemresearchede og passionerede bog, der peger bagud til en tid, der er forsvundet
20. april 2012

Har man hørt Jørgen Reenbergs stemme, glemmer man den ikke. Og når man læser Me Lunds tålmodige biografi over den store skuespiller, så kan man høre hans stemme med de støvede s’er og de utålmodige vokaler fortælle for sit indre øre. Han er den fødte fortæller, der bygger sætningerne op, så man bliver nødt til at få næste ord med.

Ikke desto mindre er biografien med den postulerede titel … men voksen blev jeg aldrig ret omstændelig. Og den er selvoptaget i en grad, som hører den gamle verden til – den tid, hvor en kunstners kompromisløse indlevelse var et kald og ikke en egoman karriere.

Den maskulineste

I bogen vil Reenberg egentlig allerhelst fortælle om sin far – den store skuespiller Holger Reenberg, der døde i 1942, da sønnen var bare 14 år. Reenberg afslører her den smukkeste kærlighed til sin far, men også en kærlighed, som er næsten skræmmende i sin grænseløshed. Han citerer teaterkritikeren Frederik Schyberg for disse ord i nekrologen over Holger Reenberg: »Han var den maskulineste af sit slægtsleds skuespillere.«

Og jo. Selvfølgelig konkluderer læseren prompte, at det har Jørgen Reenberg også været. Den maskulineste, men også den mest dæmoniserende skuespiller i sin generation. Erotisk i sin åndelige flirt og manipulerende forførelse, men egentlig ikke sexet i moderne forstand.

Kongen må ikke høre det

Efter 200 sider Reenberg-solo præsenterer Me Lund interviews med 19 af Reenbergs kolleger, en efter en. Sofie Gråbøl kalder for eksempel Reenberg for både »gammeldags skuespiller« og »vildt moderne« – ud fra hendes afgørende møde med Reenberg ved opsætningen af Gengangere i 1999. Den tidligere teaterchef Michael Christiansen sammenligner Reenberg med »et åbent brandsår«. Ghita Nørby fortæller, hvordan Reenberg kastede en brændende petroleumslampe efter hende i Faderen; (selv om hendes beskrivelse af Reenberg i hendes egen biografi faktisk er mere interessant). Og Jens Albinus taler om det irrationelle ved Reenbergs sceneoptræden – og om den snotklat, som Reenberg mere og mere hidsigt spyttede efter ham, da de spillede far og søn i Pinters Hjemkomsten.

Disse kollegabetroelser giver bogen et særligt flow. Men samtidig gør de den også til en ret skizofren læseoplevelse. For hvorfor har disse kolleger og ekskærester travlt med at fortælle ting om Reenberg, som de aldrig har turdet fortælle manden selv? Det er her, at Reenbergs kongestatus i dansk teater for alvor bliver tydelig.

Kirtlerne

Reenberg har modigt åbnet for sin dagbog. Reenbergs ord er af den slags, som man ellers kun skriver i bortgemte breve, som ens efterladte først må læse, når man er død. Og Reenberg er rystende ærlig, også om sin angst.

Han har åbnet for sin dagbog. Efter endeløse beretninger om onkler og tanter – æres dem, der æres bør – forklarer Reenberg om sit næsten erotiske forhold til sine roller. Og han udpensler, hvordan hans hormonspejl engang var »fuldt af krappe bølger og betragtelige vindstyrker«, men også hvordan han har kæmpet med sine »kirtler«, i hvert fald sin prostatakirtel.

Samtidig er denne biografi noget af det mest uprivate. Reenbergs nuværende hustru, skuespilleren Marianne Høgsbro, får kun fem linjer. Til gengæld er disse linjer uforbeholdent smukke.

Det lille grantræ

Som ekstramateriale har Me Lund valgt at supplere bogen med en cd, hvorpå der er Reen-bergs oplæsning af H.C. Andersens eventyr Grantræet, indspillet for Danmarks Radio tilbage i 1988. Og når man lytter til den, får man kuldegysninger. For symbolikken er slående. Netop så svært må det have været for Reenberg at være det ’lille grantræ’, der beundrende så faderen blive fældet – og netop så overrasket er Reenberg åbenbart blevet, da han indså, at hans tid som julepyntet midtpunkt på scenen var forbi. Også selv om manden fik sin sidste rolle som 80-årig, nemlig i Strindbergs Påske.

Me Lund påpeger selv »det gådefulde« hos Reenberg som den egentlige forudsætning for bogen. Som redigerende forfatter er hun en fast stemme i baggrunden, om end hendes saks har været for mild. Hun forklarer Reenbergs namedropping, og hun har sikret, at bogen har et register, der er guf for enhver teaterhistoriker.

Overrumplingen

Me Lunds største fortjeneste er, at hun har fået Reenberg til at udsige sine tanker om skuespilkunsten – enkle, men rammende præcise, formuleret på hans begavede, men lykkeligt uakademiske facon.

»Teatrets kunst er ét, skuespillerens noget andet. Den kollektive indsats kontra den enkeltes skabende potens. Og netop derfor er skuespilkunstens kriterium for talent også det mest flaksende og udefinerlige blandt kunstarterne.«

Så er det sagt. Med Reenbergs egen skuespilkunst defineret i samme replik. Og han forklarer sin egen spontanitet og det at kunne »lade sig overrumple, at være fuldstændig uvidende om ens næste replik – mens man står på scenen«.

Sådan er bogen om Reen-berg også: Ordrig og overrumplende.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv husker og værdsætter jeg mest Jørgen Reenberg for rollen som Vuldum i den ret vellykkede og ekstremt velcastede filmatisering af Tom Kristensens roman "Hærværk" fra 1977.

Reenberg fangede det tvetydigt diabolske som Kristensen havde lagt i figuren fuldstændigt, og i enhver scene hvor han optræder formår han at fange opmærksomheden fra alle andre i den ellers ret gedigne skuespillerstab der optræder i filmen, måske bortset fra de gange hvor Ebbe Rode figurerer som chefredaktør Cavling.

Steffen Gliese

Godt med en vægtig bog, skuespillere kan alt for hurtigt blive glemte. Hvem tænker på Erik Mørk i dag - eller Ebbe Rode?