Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Live direkte fra sjælen

Jack White – tidligere White Stripes – forstår at jonglere med noget så umuligt som ægthed. Der er dog flere knaster og splinter hos en anden amerikaner med hang til blues.
Jack White synger stadig smukt derangeret og djævelsk sexet, og hans guitar lyder, som om den er sluttet til en guitarpedal fra helvede.

Jack White synger stadig smukt derangeret og djævelsk sexet, og hans guitar lyder, som om den er sluttet til en guitarpedal fra helvede.

Jo Mc

Kultur
21. april 2012

Ny musik

Der hviler en aura af autenticitet – af ægthed – over amerikanske Jack White. »De her sange blev skrevet fra bunden, havde intet at gøre med nogen som helst andre eller noget andet end mit eget udtryk,« står der i pressemeddelelsen til den tidligere White Stripes-mands længe ventede solodebut, Blunderbuss.

Hr. White har opdyrket – og genopfundet – svundne tiders rock’n’roll og blues. Og han har altid været stærkt interesseret i lyden af en anden tid, det som nogle vil kalde mere autentisk. I hans Third Man Studio i det traditionstunge Nashville kan man indspille live direkte til spolebånd, som siden skæres på vinyl. Altså 100 procent ikke-digitalt.

Det er retromani, der vil noget. »Jeg forsøger at være autentisk, men en masse mennesker kender enten ikke forskellen, eller også er de ligeglade,« sagde White under en tale på Dublins Trinity College i 2009. Og det kunne lyde som en sur, ung mand, der væmmes ved nutidens overfladiskhed. Men det 36-årige ikon er heldigvis mere kompleks.

Ved samme lejlighed sagde han også, at Bob Dylan og Tom Waits måske ikke er så autentiske, som vi går og tror. »Vi kunne være vidne til deres autenticitets-kunst« – altså til deres iscenesættelse af ægthed. Vi kan med andre ord ikke stole på nogen i showbusiness.

Iscenesat eller ej. Dylan, Waits og White taler til vores længsel efter noget ægte. De skaber billeder, følelser, fortællinger inden i os, når vi lytter til deres musik. Og det er magisk.

Men vi bør huske, at det er forestillinger, for ellers ender vi i en kontraproduktiv nostalgi og med en usund fetich for mytologi, som skygger for musikken. Og det er jo den, det handler om. Ikke om, hvad pladeselskaberne eller medier som Uncut, Mojo, NME eller Rolling Stone kan opdyrke af mere eller mindre sande historier om stjernerne.

Autenticitets-forestillingen rummer også ideen om, at musik flyder frit fra udøverens sjæl, ikke iscenesat som hos Lady Gaga eller en David Bowie-persona. En forestilling, som White også abonnerer på i det første citat. Ja, mandens status er så betragtelig, især fordi han trods sine mange nostalgiske referencer giver os en fornemmelse af, at der sendes direkte fra hans sjæl.

Her på Blunderbuss er han fortsat en smukt derangeret, djævelsk sexet sanger med hele traditioner i halsen – og alligevel fri passage. Og hans bedste riffs står ikke tilbage for Chuck Berry eller Bo Diddley. Tænk bare på Stripes-klassikeren »Seven Nation Army« eller hør »I’m Shakin’« på Blunderbuss.

Det swinger som en motherfucker i stærk søgang, flere sange lyner, og der er sygeligt frække trommer, labert svungne klaverguirlander og Whites elguitar, oh, hans elguitar, der får lov at flænse gennem lydbilledet, som om den var sluttet til en guitarpedal fra helvede.

Jeg kan godt kede mig lidt i de generelt naturalistiske produktioner. Men det er svært ikke at tappe foden imens – til en mand, der forstår at lege så sikkert med autentiske markører uden at miste sig selv. Og uden at fremstå som en charlatan, fordi han virker så inderlig. »I want love to roll me over slowly/ Stick a knife inside me/ And twist it all around«. Tro på det.

Kassettebånd og gryder

Jack White udkommer på det brillante britiske selskab XL Recordings, der det seneste årti har udgivet store plader fra The White Stripes, Radiohead og M.I.A., og de har haft fingre i nogle musikere, der udstråler autenticitet, ikke bare i deres musik, men også igennem deres anselige og hårdt prøvede karrierer. De nåede at udgive den geniale soul/jazz/blues-sanger og sangskriver Gil Scott-Herons (R.I.P.) sidste plade, og de har soulmesteren Bobby Womacks nye plade på vej (på et tidspunkt, hvor han har fået konstateret strubekræft). Og så har de også netop udgivet en plade, der også emmer af autenticitet – men fra en forholdsvis ung herre.

Den kommer fra den unge amerikaner Willis Earl Beal, der allerede er blevet udråbt til den nye Tom Waits. Og så kører autenticitets-møllen jo på højtryk – og accelererer, når man erfarer, at den 27-årige knægt har indspillet hele sit strålende album Acousmatic Sorcery på billig mikrofon og kassettebånds-karaokemaskine i selskab med udrangerede instrumenter samt gryder og pander fundet på loppemarkeder. Når hjertet må tale, kan det jordiske indspilningsudstyr ikke stå i vejen ...

Willis Earl Beal kan godt brøle og kradse og stampe som Waits cirka Bone Machine, men han kan også finde noget langt mere finkornet og smidigt frem, hvor sangene nærmest lyder som akustisk indierock eller former sig som intim vingeskudt blues.

Flere steder kan man se for sig en ung bluesmusiker fra Mississippi-deltaet indspille sine desperate sange ned i en tragt og direkte på lakplade. Det er selvfølgelig bare en illusion. I hvert fald er lakpladen her et kassettebånd, og vi befinder os et århundrede senere. Men illusionen virker. Eller også har den menneskelige smerte ikke forandret sig synderligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jack White er genial - intet mindre!

Jens Christensen

Ja, vi kan netop være vidner til "autencitetskunst" og til "iscenesættelse af ægthed". Vel også nemt i tilfældet White.
Der er nu noget kvælende ved det her autencitetskrav. Den bevidste accept af rollespillet i den her form for performance er måske det mest ærlige og den bedste måde at undgå fastlåsthed, som tilfældet er med eksempelvis Bowie, der nævnes på en lidt uretfærdig måde i artiklen, der blot reducerer ham til en "iscenesættelse af autenticitet". Den betegnelse passede, hvis det endelig skulle være, jo så meget bedre på Waits eller Dylan, der virkelig ønsker, vi skal tro på det.