Læsetid: 4 min.

Livtag med det danske sprog

Tre væsensforskellige ensembler kaster sig ud i den svære kunst at skrive og synge moderne dansksprogede sange  
Von Dü kan sætte en hvilken som helst fest i flammer. De rt føjet ind i anmelderens lille bog med navne på bands, han bare må opleve live. Her sesVon Dü på Roskildes Orange Camp 2011.

Von Dü kan sætte en hvilken som helst fest i flammer. De rt føjet ind i anmelderens lille bog med navne på bands, han bare må opleve live. Her sesVon Dü på Roskildes Orange Camp 2011.

Vondus Facebook profil

10. april 2012

Jeg var blevet bedt om at holde et oplæg for en flok unge musikere om dansk musik. Mit udgangspunkt var det absurde i udsagnet ’dansk musik’. Hvad er det for en fisk? En flok wannabe-stjerner, der synger på ligegyldigt skoleengelsk? Det synes at være konsensus.

Men spiller engelsksyngende danske musikere i virkeligheden ikke verdensmusik? Altså ikke i den eksotiske forstand, hvor man stammer fra et forarmet tredjeverdensland og spiller på en ni-strenget tingest, lavet af græskar og kattetarme, men i ordets egentlige forstand, hvor engelsk er vor tids latin, som alle, uanset lokal dialekt, behersker for at kunne gøre sig forståelige i babelstårnet, det vil sige den globale landsby (der er større, end man skulle tro).

Det fik i hvert fald mange af de fremmødte helt op at støde, for mine udsagn var en kritik af deres praksis. Jeg spurgte derfor hvilket sprog, de talte på med deres venner, kærester, kolleger, børn og familier samt ekspedienterne i Netto?

Det ville de da skide på. Som én sagde, så indskrev han sig ikke i en dansk tradition, men en angelsaksisk. Dansk musik, var det ikke noget med halm i træskoene og fioler? Det skulle han ikke nyde noget af.

Jeg påstod så, at for mig var det noget med salmer, højskolesange, revyviser og såmænd den stribe sangbøger, der hedder Lystige viser. Men sgu da også Kim Larsen, C.V. Jørgensen og Anne Linnet, ja Nephew og Medina med, for den sags skyld. Sange, der både synges og høres.

Et uimodståeligt miskmask

Men måske har begge parter ret. Dansk musik er en fiktion. Den er ikke som f.eks. flamenco eller soul eller qawwali umiddelbart identificerbar som sådan.

Når vi opfatter Kim Larsen som noget af det allermest danske, der tænkes kan, har det i højere grad noget med en sprogtone end en musikalsk ditto at gøre. Og netop derfor synes jeg, det er så hulens vigtigt, at der bliver sunget på modersmålet, thi den er vores identitet altså stadig bundet op på.

Og 99 ud af 100 danskere mestrer det nu engang bedre end det allestedsnærværende engelsk, hvad man kan høre, hver gang de åbner munden for at tale det.

Og derfor spidser jeg også øren, når nogle fortabte sjæle giver sig i kast med det danske. Også fordi det faktisk er rigtig svært, for sproget er sandt for dyden hverken specielt smukt eller smidigt. Så hurra, når det lykkes.

Det gør det rigtig langt hen ad vejen for nimandsorkesteret Von Dü, hvis herlige album, Beskidte tanker, er noget af det mest indædt swingende (sprogligt som musikalsk!) længe hørt.

Hvad angår musikken, kunne det ikke være mindre lokalt, her præsenteres et uimodståeligt dansabelt miskmask af afro-beat, reggae, ska, soul m.m., til gengæld sidder teksterne lige i fjæset på Mor Danmark, den slidte madamme.

For en gangs skyld forekommer det rimeligt, at koryfæerne Gasolin’ nævnes i pressemeddelelsen, thi tekstuniverset hos Von Dü besidder nogle af de kvaliteter, der gjorde den gruppe så unik. De er skæve, skægge, hvasse, kærlige, kritiske, bramfri, grove og poetiske, her er ingen pinlige nødrim eller bizart omvendte ordstillinger, det er sprogligt i orden.

Man skulle nok mene, at Von Dü kunne sætte en hvilken som helst fest i flammer. Og så er de føjet ind i min lille bog med navne på bands, jeg bare må opleve live. Von Dü er hyl!

Retning og kant

Også hos kvintetten Den Fjerde Væg er der masser af sprogbevidsthed på spil, om end af en anden, mere indadvendt og (dare I say) eksistentiel karakter. Det er musik og tekst som kunstnerisk projekt (tænk Animal Collective), men derfor kan det jo snildt være godt.

Nuvel, her er vovemod på spil og adskillige interessante tiltag, men også en bleghed i udtrykket, som giver et noget anonymt helhedsindtryk. Det er musik af den type, man ofte møder på Det Elektriske Barometer, hvor gruppen da også har ligget top 2 i ugevis med sangen »Glittertårer«.

Vi befinder os i indie-land, hvor det næsten altid regner, og det er mildest talt imponerende, hvad der kan graves frem af navlen. Men når det lykkes, som på det meget smukke »Når solen går ned«, ved man, at vækstpotentialet er til stede, her eksperimenteres frejdigt med allehånde instrumenter og normalrockens stilgreb skys som pesten. Og så lyder det forførende »Selvportræt« som et oplagt Barometer-hit.

Giv Den Fjerde Væg tid og lidt live-erfaring, og de kan gå hen og blive rigtig gode. Der er alt andet lige musikalsk mere riv og rusk over Farven Fornem, som debuterer med det maskinelt ætsende DNA, der godt nok giver undertegnede 80’er-fornemmelser (hørte jeg nogen nævne Kliché?), men alligevel ejer personlighed og drive nok til, at man hænger på fra start til slut.

Det skyldes ikke mindst gruppens forsanger, Jeppe Sievers, som på en lidt Jim Kerr-agtig facon formår at give materialet retning og kant.

Også teksterne er en messe værd, minimalistiske, men alligevel fulde af mening og med overskud nok til såvel dobbelttydighed som gåder uden at ende i prætentiøs forstillelse. Musikalsk rykker holdet fint, samspillet et tæt og det rytmiske både sejt og inciterende.

Største svaghed ligger i det melodiske, som endnu ikke er stærkt nok til at generere det uforglemmelige, til gengæld gennemsyres DNA af den labreste dystre stemning, der passer perfekt til sådan en regnvejrsdag, hvor ferien er uigenkaldeligt slut!     

         

 

Von Dü: ’Beskidte tanker’ (VME)

Den fjerde væg: ’Drengekys’(Für Records/Target)

Farven Fornem: ’DNA’ (A:larm/Universal)

Alle tre album er udkommet.

  

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Petterson

synes måske nok at heavy metal bandet Red Warszawa fortjente at blive nævnt. De har udgivet 11 dansksprogede plader.

Jan Schønemann

Vil i al beskedenhed fortælle om et par danske blues projekter: Kent Thomsen og mit eget: Blue Holger D.
Altså Roots og Blues med danske tekster i en tradition med Peter Thorup, Anne Grethe,
Midt imellem dansk stivhed og det bløde blues swing.
www.bhd.spiller.nu

Lasse Aagaard

Lige en lille faktuel rettelse:
- Den Fjerde Væg lå på Barometer-hitlisten med "Selvportræt", og ikke "Glittertårer" som der skrives i artiklen.
- Den benævnte sang hedder "Mens Solen Går Ned" og ikke "Når Solen Går Ned".

Men ellers tak for ordene. :-)
Lasse Aagaard - Den Fjerde Væg

For Kim Larsen blev det jo et spørgsmål om at være stor i lille Danmark eller lille i den store verden, han valgte klogeligt det sidste, og det er vel også det valg yngre musikere må tage.
At danske musik har sine rødder i de sorte sydstater og ikke i træsko med halm er så en sandhed, men nok ikke hele sandheden.