Læsetid 4 min.

Mand for en menses

Og kvinde for en digtsamling, der hvirvler suverænt derudaf. Mette Moestrups nye bog blander kønskritik, kærlighed, sprogleg, koncept og rytmesans på vilde, forvirrende måder
Og kvinde for en digtsamling, der hvirvler suverænt derudaf. Mette Moestrups nye bog blander kønskritik, kærlighed, sprogleg, koncept og rytmesans på vilde, forvirrende måder
27. april 2012

Ikke at bogen ikke er flot, men det føles forkert, når Gyldendal udgiver Mette Moestrups nye digtsamling som en statelig, sort hardback. For digtene selv sprutter og stritter og spyr om sig i stadigt skiftende tonefald. Og med stadigt skiftende former. Så er de slanke skulpturer, så breder de sig over siderne, så får de tabellens form, så er de konceptuelle øvelser, så indarbejder de fremmed tekst, så fungerer de via bastante gentagelser, så triller de med en virtuositet ikke ulig barndommens tungebrækkende remser. Bispens gipsgebis, stakit stativ kasket, den slags.

Alt det er der alt muligt godt at sige om – undervejs er der nogle af Moestrups bedste digte til dato, så er det sagt – men der er ikke meget klassisk ro over Dø, løgn, dø. Der er ikke meget digtningens tyste stilhed. Lad os fortsætte listen:

Så handler digtene om magt og køn og identitet – det gør mange af dem faktisk, det løber som en rød tråd gennem virvaret – ved at handle om egyptiske statuer på skødet af Hitler. Eller om Sapfo, europæisk litteraturs første kvinde, for havde hun faktisk en datter? Kan man skrive hendes biografi? Kan man fjotte, mens man gør det?

Men så handler de om at amme, om sorg og alderdom, om »ens lig,/ som gror i én, til det bliver frit«. Om at være kvinde i starten af fyrrerne, om bryster og nosser og Snehvide og MILFs, om stadig at have menstruation. Et sted glæder Moestrup sig over stadig at være »mand for en menses«, så hurtigt og elegant kan sprog og køn forbistre hinanden. Og så om forelskelsen, der naturstridigt flammer op igen, når den ikke længere er ventet. Og gerne det hele på én gang.

Max lethjertet

Det lyder måske forvirrende, det er det også. Så vidt jeg kan se, fungerer flimmeret bedst – eller er i al fald lettest tilgængeligt – i den første og tredje af bogens fem dele. Den tredje har titlen »Ladies first«, og handler vist nok om en ny kæreste. Her er slutningen på digtet »juninætter«:

»Åh, tak/ for sølvringen med aquamarin, gudesmukke, alt for unge mand, jeg lover/ at bære den lethjertet, max drømme/ om en interimistisk oase, hvor vi …/ drikker myntete med lidt for meget/ sukker, kysser/ sweet, sommerfugleblidt/ falder i søvn sammen på turkist tæppe, græsgrønt græs. Lungerne i os/ side om side som fire grå natsværmervinger. Vi tænder hver vores smøg.«

Det er ikke nogen lille bedrift at opdatere den sarte kærligheds sprog til en nutidig lyrik. Her undergraver talesprogets dansk-engelske gloser ikke digtets orientalske tableau, de komplementerer hinanden. På samme måde undergraver smøgerne og slitagen – grå lunger lyder ikke helt godt – ikke det smukke billede af et fælles åndedræt i varsom hvile. Men det giver en kontrast, lader idyllen stå klarere. Det viser dens udsathed, den ene ting, vi ifølge Dø, løgn, dø er fælles om.

Sådan er det i al fald i bogens første del, hvor der midt imellem ordrige digte om amning og sorg kommer en serie hjerteskærende, helt enkle tekster om at finde en ung mor på gaden. Hun er sprunget ud af vinduet i sin lejlighed, hun ligger og dør. »Jeg kan heller ikke ikke skrive om det,« som der står, og som en afslutning:

»at mælken løber til/ når en fremmed spæd græder/ at det ikke er et valg/ ergo ikke et ’godt’ valg/ gør det ikke forkert.«

Vi er fælles om at være udsatte, om kroppe der lækker, men vi er også kropsligt forbundne. Vores kroppe vil hinanden, vil hjælpe hinanden, uanset hvad vi vil og vælger. Og sådan skal det være.

Virtuose rytmer

Men alle bogens tekster er jo ikke så relativt klassiske i deres anslag. En hilsen til Inger Christensens Sommerfugledalen begynder sådan her:

»hvad betyder det for sommerfuglen at/ jeg kalder den for alibangbang i nat// hvad betyder det for sommerfuglen at/ jeg kalder den for butterfly i nat// hvad betyder det for sommerfuglen at/ jeg kalder den for chénelon i nat// de stiger op// hvad betyder det for sommerfuglen at«

Og så videre og så videre hen over tre sider. Meget tit bliver den slags serielle tekster utroligt kedelige at læse. De fungerer mundtligt, i oplæsninger, men næsten aldrig på skrift. Når de så alligevel gør det i Dø, løgn, dø, så skyldes det, tror jeg, Moestrups fantastiske sans for sprogets rytme. Der er en ubesværet virtuositet i hendes brug af linjeskift, indrim og vokalrim, det holder energien intakt den anden, femte, tiende gang man læser den næsten samme sætning.

Nå ja, så har jeg det sværere med bogens anden og fjerde del. Den anden, »Meget lidt om Cleïs«, handler om Sapfo og hendes måske-datter, den fjerde, »Ansigter i ansigter«, om … hvad, egentlig? I al fald skrues der op for den sproglige hastighed. Her bliver de ordrige tekster så massivt virrende, at det næsten ikke er til at trænge igennem.

Brutal utopi

Det er på en måde passende, at Dø, løgn, dø slutter med et stykke stramt styret, seriel prosa, der kan minde om nogle af passagerne i Inger Christensens det. Som dér opruller Moestrup en art fantastisk scenarie, en forestillet happening, i »Sort trekant« en mandtælling af alle kvinder. Hver gang affører de sig sort tøj, hver gang taler en computerstemme om sorte trekanters betydning, hver gang messer de kollektivt – og helt uden aggressioner – at sådan er de ikke.

Til slut vinder kvindestemmerne over computeren. Til slut ler de sammen. Det er en sjældent lykkelig, formelt stram, nærmest brutalt utopisk slutning på en bog, der ellers eksploderer ud over siderne. Også på den måde, med et sidste gearskift, sprænger Dø, løgn, dø sine egne rammer. Læseren prøver efter bedste evne at følge med.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu