Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Til masterclass hos Sondheim

Han er USA’s mest succesfulde musical-komponist. To nye store bøger med alle hans sangtekster er det tætteste vi kommer på en selvbiografi. Det er gudbenådet underholdning
En  scene fra musicalen ’Sondheim on Sondheim’, hvor en del af scenografien er en ung Stephen Soundheim, der ligger og skriver fængende sangtekster i en sofa. Dette er fra en opsætning i New York i 2010.

En scene fra musicalen ’Sondheim on Sondheim’, hvor en del af scenografien er en ung Stephen Soundheim, der ligger og skriver fængende sangtekster i en sofa. Dette er fra en opsætning i New York i 2010.

The New York Times

Kultur
16. april 2012

Stephen Sondheim er lige fyldt 82. Han har bl.a. vundet en Pulitzer-pris, en Oscar, otte Grammyer og otte Tonyer.

Der bliver stort set altid spillet en Sondheim-musical på Broadway, til gengæld er der i Danmark langt mellem opførelserne, fordi hans musicals ikke er Disney-smarte eller Andrew Lloyd Webber-pop. Hans største danske succeser er vel Søndag i parken med George, som havde Europapremiere hos Morten Grunwald på Betty Nansen Teatret i 1987, og Sweeney Tood med Preben Christensen på Odense Teater i 2010.

Så lad os lige få ham på plads i kort form: Sondheim har skrevet teksterne til West Side Story i 1957. Alene det ville kunne brødføde ham resten af hans liv.

Derefter skrev han helst også musikken selv, og blandt hans største er udover de nævnte A Funny Thing Happened On The Way To The Forum (1962), Company (1970), A Little Night Music (1973) og Into The Wood (1987). Han har haft utrolige fiaskoer, mindre succeser og kolossale hits.

Han er den amerikanske musicals grand old man. Han kan skrive de smukkeste ballader og mest spektakulære shownumre. Og han kan skrive de mest formfuldendte sangtekster, hvad enten det er til en ballade eller et shownummer. Det kan man ikke mindst forsikre sig om i to nye bøger, Finishing the Hat og Look, I Made a Hat.

Storslået biografi

Bøgerne indeholder alle hans sangtekster, og det er i sig selv storslået, men bøgerne er samtidig det tætteste, vi nogensinde kommer på en egentlig selvbiografi, for de er gennemnoteret af Sondheim selv.

Anekdoter om samtlige musicals, små historier om de enkelte tekster, portrætter af hans samarbejdspartnere og konkurrenter/kolleger (dog kun de døde, da han er rimelig skrap ved de fleste).

Bogen indeholder alskens småkommentarer, lange essays om alt fra kritikere til teaterprisens ubrugelighed samt selvkritiske noter. Og det er alt sammen skrevet – som teksterne – på et formfuldendt, gennemtænkt og præcist amerikansk. Ofte utrolig vittigt, altid indsigtsgivende, ikke altid nødvendigvis korrekt eller noget man er enig i.

Selv bryder han sig f.eks. ikke meget om sine tekster til West Side Story. Den første bog, som går frem til 1981, indledes med adskillige forord og introduktioner, hvor han via sine mange egne erfaringer og utallige eksempler opstiller forskellige regler for ægte sangtekstskrivning.

Alene disse 20 sider er hele bogen værd. Det er en masterclass i kunsten at skrive, både sangtekster og andet. Det er så præcist, og selv om man godt kan lide teksterne til West Side Story, så forstår man jo godt, hvad han mener, når han skriver, at Maria, en underklassepige fra Puerto Rico, aldrig nogensinde i virkeligheden kunne finde på at sige noget så britisk og mærkeligt som »It’s alarming, how charming, I feel«.

Han bruger en af sine døde kolleger som et andet eksempel. Alan Jay Lerner, som bl.a. har skrevet tekster til Camelot, Brigadoon og My Fair Lady.

Ikke meget tilovers for andre

Sondheim har ikke meget til overs for Leners sangtekster:

»Jeg kan betegne dem med ét ord,« skriver han. »Pleasant. De er altid glatte og smagfulde, og det er flere steder helt upassende, f.eks. i ’Paint Your Wagon’, som jo altså foregår blandt minearbejdere og pionerer i 1800-tallet.«

Også i My Fair Lady går det galt mange steder, ifølge Sondheim. Professor Higgins synger i »I’m an Ordinary Man«: »I’d be equally as willing, for a dentist to be drilling, than to ever let a woman in my life«.

»Disse linier,« skriver Spondheim, »er en syntaktisk togulykke, ikke mindst fordi de jo kommer ud ad munden på en britisk sprogprofessor, der er så pedantisk med sproget, at hele musicalens plot er bygget op om dette faktum.«

»Lerner var en enfarvet kamæleon,« konstaterer Sondheim, men må afslutningsvis dog tilføje: »Når alt dette er sagt og skrevet om Lerner, så må jeg også indrømme, at jeg så premieren på My Fair Lady i New York, og det er en af de mest underholdende musical jeg nogensinde har set.«

Kapitlet om rim burde være obligatorisk pensum for enhver sangskriver, og Sondheim benytter lejligheden til at fortælle en lille anekdote om Leonard Bernstein, den berømte dirigent, som skrev musikken til West Side Story.

Rædselsrim

»Dialekter kan forvirre og ødelægge gode rim,« skriver Sondheim.

»Som indfødt newyorker synes jeg dawn rimer på lawn, mens gone rimer på on. Men da jeg arbejdede sammen med Bernstein, som er født nær Boston, så insisterede han til min store rædsel på, at alle fire ord rimede på hinanden. Det kunne måske gå, hvis vi skulle skrive en musical om Boston-kvæleren, men ikke når det drejede som om bandekrig i New York.« Sondheim indrømmer tidligt i første bog, at den egentlig er en selvmodsigelse. Sangtekster skal ikke læses, de skal synges og høres.

»Sangtekster er ikke poesi,og skal heller ikke forsøge at være det. Poesi behøver ikke musik. Det gør sangtekster.« Faktisk er de fleste lyrikere dårlige tekstforfattere, mener Sondheim.

»Primært fordi deres vers har deres egen indre musik og derfor ikke giver rum til rigtig musik.«

Han nævner et par undtagelser: DuBose Heywards tekster til Porgy og Bess og Richard Wilburs til Candide.

Herhjemme kan man også pege på en af de få undtagelser, Klaus Rifbjerg, som i de to filmmusicals Jeg er sgu min egen og Ude i den grønne skov lykkes formidabelt med netop at skrive sangtekster.

En af de vigtigste erfaringer Sondheim fik under prøverne på West Side Story, var da instruktøren Jerome Robbins hørte Tonys sang »Maria« for første gang.

»Hvad laver Tony,« spurgte Robbins på sin sædvanlige bryske facon.

»Han synger den her sang om den pige, han lige har mødt,« forklarede Sondheim.

»Ja, men hvad laver han på scenen?«

»Det er sådan en slags indre monolog.«

»Ja, det har jeg forstået, men hvad laver han? Hvad gør han imens, han synger sangen om sin udkårne?«

»Øhhh, ja han er vist sådan nærmest på vej hjem,« prøvede Sondheim.

»Måske kunne man skifte kulisserne, mens han synger, eller …«

»O.k., så kan du instruere scenen,« brød Robbins af.

Og selv om Sondheim ikke brød sig om Robbins måde at belære på, så lærte han den mindeværdige formiddag, at man som sangtekstforfatter altid skal have scenen og instruktionen i tankerne, når man skriver en sang.

»Jeg har ikke skrevet en sang siden, hvor jeg ikke har en idé om, hvad skuespilleren laver. Det kan være instruktøren synes mine ideer er kedelige eller forkerte, men når han spørger mig ’hvad skal der foregå under denne sang?’, så har jeg et svar.«

Det kan man forvisse sig om ved at læse de to bøger, som er langt mere end blot sangtekster.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Ja, kan de danske teatre SÅ komme igang!

Steffen Gliese

Det er dejligt, at der endelig kommer lidt opmærksomhed på Sondheim. Lad mig i den forbindelse henlede opmærksomheden på facebook-gruppen, "Vi, der holder af Sondheim", I skal allesammen være så hjertelig velkomne. :-)