Læsetid: 5 min.

Monstermor eller horrorbarn?

Lynne Ramsay er omsider tilbage med et sansechok af en psykologisk gyser og en fremragende Tilda Swinton i centrum for en mors mareridt
Lynne Ramsay er omsider tilbage med et sansechok af en psykologisk gyser og en fremragende Tilda Swinton i centrum for en mors mareridt
12. april 2012

At biografens store, levende billeder skal bruges til at beruse og berøre sanserne, har Lynne Ramsay allerede flot demonstreret i sine to første spillefilm Ratcatcher og Morvern Callar. I sin debut fra 1999 gjorde hun en drengs fattige opvækst i Glasgow til en poetisk skildring af skraldemandsstrejker, arvede sko og drukneskyld.

Morvern Callar slap tre år senere en heftig Samantha Morton løs i en intens fortælling om en ung kvinde, som efter sin kærestes selvmord må tackle både hans fravær og hans efterladte romanmanuskript.

I begge film står en sanselig skildring af tomrummet efter et dødsfald centralt. For Ramsays fans gav det derfor god mening, da hun efter planen skulle instruere Alice Sebolds The Lovely Bones om, hvordan en teenagepiges død tackles af familie, venner og pigen selv. Den opgave gik imidlertid i stedet til Peter Jackson, da bogen blev en bestseller, og Ramsay måtte sadle om.

Blandt andet derfor er der gået ni år mellem Morvern Callar og hendes nye sansechok af en film, Hvad med Kevin?, der er baseret på en bog af Lionel Shriver. Heldigvis har filmen været værd at vente på og fører med sine amerikanske omgivelser på spændende vis skotske Lynne Ramsay ud af de europæiske rammer og ind i et mere genreemmende land.

Blodrøde tomater

Hvad med Kevin? åbner med hvide gardiner i vinden, som for de indviede fint viser tilbage til Ratcatchers lyriske åbning med en dreng, som i slowmotion leger i sin mors gardiner, indtil hun hiver ham ud af stofhvirvlen, tilbage til verdens almindelige tempo. Her fornemmer vi, at vi vil blive klogere, hvis vi bare får lov at få et lille kig bag dét, kameraet suger os med hen imod. Det kig får vi dog først til sidst, for selv om Lynne Ramsay igen arbejder med en fragmenteret fortællestruktur, varsler hun frem for at vise til det sidste. Vi fornemmer hurtigt, at historien om Kevin bærer på en tragedie, men vejen derhen og efterspillet er det centrale.

Efter de blafrende gardiner er det en vej præget af røde eksplosioner i billederne. Vi møder først vores hovedperson Eva (Tilda Swinton) i et orgie af rødt, ekstatisk smattet ind i tomater til spansk tomatfestival. Sidenhen vender det røde løbende tilbage. Som maling, der smides på Evas hus og bil, eller som endeløse rækker af dåsetomatsupper i det supermarked, hvor hun er nødt til at konfrontere andre mennesker for at få noget at spise. Filmens nutid skildrer en skrøbelig kvinde, som kun med nød og næppe holder fast i en hverdag og gentagne gange overfuses af sine omgivelser. Hendes plagede sind tager os løbende med tilbage i tiden, så vi gradvis kan sammenstykke hendes skæbne.

Mor vs. barn

Brudstykkerne tegner et billede af en eventyrlysten kvinde, som lever af at rejse og skrive om sine oplevelser. Da hun forelsker sig i Franklin (John C. Reilly), bliver det efterhånden tid til det der med børn. Sammen får de drengen Kevin, og her begynder Evas problemer.

Ud over konflikterne forbundet med at måtte opgive sit udfarende liv til fordel for en for Eva klaustrofobisk provins, har hun det grundlæggende svært med rollen som mor. Filmen skildrer subtilt forholdet mellem mor og søn som en konstant kamp, der går hen over hovedet på Franklin, måske fordi vi aldrig rigtigt ved, i hvor høj grad vi oplever alt gennem Evas filter.

Vi følger trængslerne, når hun på tur med barnevognen omsider finder et øjebliks udfrielse i at stå midt i et vejarbejde og lade maskindunderet overdøve de konstante barneskrig. Vi er med, når hun senere fortæller sin søn, at hun var lykkelig, før han blev født; nu vågner hun hver dag og ønsker, hun er i Frankrig.

Historien byder på hårrejsende, psykologiske dueller med først rød bold på gulv og senere kampe om blandt andet Kevins stædige afvisning af at bruge toiletter, indtil han som teenager beslutter sig for en grusom handling, som efterlader alle, frem for alt, Eva, målløse.

Hvad med Eva?

Der er kort sagt masser af guf, hvis man vil se filmen med psykoanalytiske eller familieterapeutiske briller på, men som helhed fremstår den mere som et sansechok af en psykologisk gyser end et forsøg på at lave et illustreret casestudie. Selvfølgelig gransker Eva sin rolle i de fortidige begivenheder, men hendes drømmeagtige oplevelser af nutiden er mindst lige så vigtige.

Som i Lynne Ramsays tidligere film bruges lydbilledet originalt, og der arbejdes blandt andet fascinerende med kontrapunktisk brug af uskyldige hits, som skaber en forførende, let tone som kontrast til den skyldplagede hverdag; som når Evas oplevelse af udklædte børn til halloween bliver en truende visuel oplevelse, mens musikken banaliserer uhyggen.

Der er et væld af markante øjeblikke i Evas nutidssko, som en præmiedeprimerende julefest på hendes arbejde eller hendes indtagelse af omelet med æggeskaller. Mens relationen mellem mor og søn er vigtig, er filmen mindst lige så optaget af, hvordan man nogensinde kommer videre, når det utilgivelige er sket.

Blikdueller

I filmens univers er Kevin mere et monster end et barn, og filmen fungerer fortræffeligt som nervepirrende drama uden at dvæle ved vold. Filmens mange røde indslag er ikke blod. Det er mere måden, Kevin kommer alt for meget marmelade på brødet på, som skaber uhyggen.

Som teenager spilles han begavet af Ezra Miller, så det løber én koldt ned ad ryggen, og inden da har to yngre drenge givet Tilda Swinton lige så kontrolleret, køligt modspil. Miller gør det med sikker sans for, at øjne kan sige alt, også når Lynne Ramsay og fotografen Seamus McGarvey ikke spejler skydeskiver i dem.

Men filmen er frem for alt Swintons. Hun tegner, fra de unge dages sprudlende bohemeliv til den rene overlevelse i sorgboblen, et næsten pinefuldt intimt portræt af en kvindes mareridt i morrollen. Og Ramsay tager et stort skridt videre ud i verden med materialet fra Lionel Shrivers roman. Skidt pyt med at Peter Jackson fik The Lovely Bones.

 

Hvad med Kevin? Instruktion: Lynne Ramsay. Manuskript: Lynne Ramsay og Rory Kinnear (Dagmar, Grand, Empire og Falkoner i København samt adskillige biografer landet over).Lynne Ramsays første spillefilm, ’Ratcatcher’, kan ses i Cinemateket søndag den 22. april kl. 19

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu