Læsetid: 4 min.

Når lysten sidder i poterne

’Kameliadamen’ danses lidenskabeligt og fejende flot af Den Kgl. Ballet, hvor Gudrun Bojesen og Alban Lendorf skaber åndeløse øjeblikke. Krisen er væk. Hulken er forbeholdt lykkelige tilskuere
Fødderne er samlet, fingrene er flettede – og så lokker lysten og tragedien Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær direkte ind i følelsesstormen og ud over afgrunden i Den Kgl. Ballets fænomenale opførelse af Neumeiers Kameliadamen.

Fødderne er samlet, fingrene er flettede – og så lokker lysten og tragedien Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær direkte ind i følelsesstormen og ud over afgrunden i Den Kgl. Ballets fænomenale opførelse af Neumeiers Kameliadamen.

Costin Radu

7. april 2012

John Neumeier er god for Den Kongelige Ballet. Hans Romeo og Julie samlede kompagniet i 1970’erne. Og siden har hans balletter holdt de danske dansere og tilskuere oppe med deres avancerede løbeløft og drømmesyn.

Nu får Kameliadamen danserne til at overgå sig selv. Publikum både hulker og klapper af forfjamsket lykkefølelse. Det er længe siden, der har været sådan vildskab på scenen og i parkettet samtidig. Neumeier er netop fyldt 70 år, og Kameliadamen er faktisk fra 1978 – pakket ind i Jürgen Roses overdådige kostumer og subtile baggrundsbelysninger. Balletten fremstår fortsat meget moderne. Desuden kan Kameliadamen ses som Neumeiers hyldest til John Crankos ballet Onegin, for alle kærlighedsmøder udgår fra Onegin-stillinger, hvor kvinden og manden står stille ved siden af hinanden, inden de eksploderer i løbeløft, i knækryben og i spejldans.

Som en visnet blomst

Ved opførelsen i lørdags dansede Gudrun Bojesen den omsværmede Marguerite – ’verdenslitteraturens med berømte escort girl’, som Hans Hertel præcist kalder hende i programmet. Bojesens tåspidser krydsede ind foran hinanden og borede sig ned i gulvet som et forsøg på at forhindre, at Ulrik Birkkjærs Armand kom til tænde hendes krop. Men det lykkedes selvfølgelig ikke. Hun overgav sig til Birkkjær, der lyste af forelskelse. Hans tragiske spændvidde er rykket betydeligt, uden at hans unge kådhed er forsvundet.

Bojesen koketterer det ene øjeblik, og hun viser sin skrøbelighed det næste. Hendes teknik er så stærk, at ingen bevægelse kan vælte hende; kun kærlighedssvigtet får hendes krop til at gå i stå. Hun vælger elskeren med en enkelt håndbevægelse, men hun går også i stykker med et enkelt blik. Hun stivner, mens hun stirrer – som om hun allerede er død.

Susanne Grinder dansede i mandags en smuk Marguerite, flygtigere og mindre kødelig. Hun stivnede overhovedet ikke. Hun vaklede og svimlede. Som en blomst, der knap nåede at blomstre, før den visnede. Hendes Armand var Alban Lendorf, der gennem de seneste sæsoner er gået fra at være kompagniets muskelkomet til dets kunstnermacho. Et splitspring før knælanding? Så gerne. Otte piruetter? Så gerne. Lendorfs krop var parat til at gøre hvad som helst, bare den fik lov til at være tæt på Marguerite. Lendorfs Armand er ingen romantisk tænker-elsker; han er en hormon-elsker, her og nu. Og så har Lendorf ikke fødder – han har poter!

Det var fint at se, hvordan Nikolaj Hübbe i rollen som Armands far netop lod ham have al denne ilterhed i sig. Hübbe trak sig ind i sig selv i en klædelig kontroltolkning, mens Jean-Luciens Massots fader knap turde se på Marguerite af angst for også at blive forført af hende – hvilket selvfølgelig skete det sekund, han så på hende. Massot er en sjældent erotisk danser; det er bare om at nyde ham, inden han danser af den 5. maj. Læg også lige mærke til Thomas Flindt Jeppesens erfarne tilbeder. Han støtter Marguerite med et blik og en arm, der aldrig svigter. Det er en korpsdanser som ham, der udgør den dramatiske grundstamme i Den Kgl. Ballet.

Chopin ind til benet

Men hvad gjorde de andre dansere? De dansede tåskoene flade og sokkerne i stykker. Tylskørter blev flænset, og øreringe fløj. Alle dansede ud over rampen med en insisterende kådhed. Selvfølgelig stak visse dansere ud. Neumeier har kastet sine øjne på teenageren Astrid Elbo, der dansede tjenestepigen, så man pludselig kan se en hel karriere tegne sig omkring hendes rolige arme og hendes smukke øjne. Jón Axel Fransson dansede en rørende, kikset tilbeder – og Sebastian Kloborg var en skrækindjagende nørd i samme rolle. Jonathan Chmelensky var en charmerende vært, mens Marcin Kupinski var elegantier. Og Gregory Dean var en indædt Des Grieux, mens Mads Blangstrup var en ædel elsker i et Manon-drømmesyn.

Pianisten Julian Thurber brillerede ved tangenterne med stråhat og generøst anslag på scenen, mens pianisten Roberto Cominati slap Chopins drømmesmerte løs med romantikerblidhed i orkestergraven under Michael Schmidtsdorffs brusende organiske ledelse af Det Kongelige Kapel. Dette er både Chopin ind til benet og under lysekroner.

Hvorfor du skal se en gammel ballet om en luksusluder og hendes elsker? Fordi Neumeier bruger Dumas’ 1800-tals-historie til at skabe en supermoderne ballet om mennesker, der spontant følger deres krop og deres lyst, men som kommer til at betale en uhyggeligt høj pris for det. Og fordi Gudrun Bojesen og Alban Lendorf ridser sjælebevægelser af lyst og sorg ind i dine øjne, så du ikke er den samme efter Kameliadamen.

 

Kameliadamen. Baseret på Alexandre Dumas’ roman fra 1848. Koreografi: John Neumeier (1978). Musik: Frédéric Chopin. Scenografi: Jürgen Rose. Lys: Ralf Merkel. Iscenesættelse: John Neumeier, Kevin Haigen, Victor Hughes, Leslie McBeth. Den Kgl. Ballet på Gamle Scene. 3 timer. kr. 695-95. Til den 2. maj. www.kglteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Brøndum
Henrik Brøndum anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu