Læsetid 5 min.

Ondskabens overdådighed

Nazismens væsen afmales i en næsten sandfærdig satirisk roman af Carl-Henning Wijkmark. Et indgående studie i ondskabens overdådighed, spejlet i skriftens satiriske overbud
Magtdemonstration. Wijkmark trækker læseren ind i nazismens inderste orgiastiske maskinrum, som Hermann Göring indrettede på sit jagtslot Karinhall uden for Berlin. Der holder han i romanen et par dages hore-, druk- og jagtorgie for udvalgte diplomater, forretningsfolk og  politiske kumpaner fra ind- og udland.

Magtdemonstration. Wijkmark trækker læseren ind i nazismens inderste orgiastiske maskinrum, som Hermann Göring indrettede på sit jagtslot Karinhall uden for Berlin. Der holder han i romanen et par dages hore-, druk- og jagtorgie for udvalgte diplomater, forretningsfolk og politiske kumpaner fra ind- og udland.

13. april 2012

»Den norske maratonløber Roar Trøgesen sad alene i dagligstuen på KFUM’s idrætspensionat i Putney«.

Kan noget lyde mere fredsommeligt og tilforladeligt? Det er den indledende sætning i Carl-Henning Wijkmarks 40 år gamle debutroman, der vakte usædvanlig opmærksomhed i Sverige og snart blev oversat, men ikke til dansk. Og det er heller ikke siden overgået hverken den eller hans senere store forfatterskab, før nu hvor forlaget Møller vil hente den ganske højtsvævende litterære ballon ned til os – og har betroet opgaven med oversættelsen af Jægerne på Karinhall til den meget kompetente Anne Marie Bjerg.

Den citerede optakt er det eneste i bogen, der minder om sædelig adfærd, eftersom den troskyldige idrætsmand snart trækker den slugvorne læser ind i nazismens inderste orgiastiske maskinrum, som Hermann Göring indrettede på sit jagtslot Karinhall uden for Berlin, navngivet efter hans afdøde svenske hustru. Der holder han i romanen et par dages hore-, druk- og jagtorgie for udvalgte diplomater, forretningsfolk, politiske kumpaner fra ind- og udland som en ekstrem magtdemonstration i dagene lige op til Hitlers olympiade i Berlin 1936, hvor verdenssituationen er på bristepunktet, Mussolini i gang i Abyssinien, Franco på vej til borgerkrig i Spanien, Hitler med blikket stift rettet mod Sudeterland og Østrig. Göring positionerer sig i intern nazistisk magtkamp, mens Der Führer svæver over vandene for ikke at sige over søen ude foran slottet, hvor en miniubåd spionerer.

Pornografi

Og spionage er en handlingsingrediens i dette hybride romanmonstrum, der elegant, stærkt underholdende og lige så foruroligende giver et dokumentarisk virkende, historisk billede af nazismens inderste ondskab og ydre smagløshed, indpakket i et pornografisk regi af sjælden størrelse og kolorit. Pornografi betyder etymologisk ’en tekst om ludere’, en overordentlig dækkende betegnelse, idet de udvalgte piger i hobetal ligger beredt i Berlin og som særlig righoldigt sortiment i Görings brede, fedtbævrende favn, og fordelt i jagthytter i områdets skovrige terræn. Der er heller ingen grænser for den skrankeløse drifts opfindsomhed og energi hos deltagerne – eller i forfatterens sprog, der serverer overdådige og detaljerede liveshow i vellystige, groteske, perverse scenerier. De er planlagt og bogstavelig talt indbanket af nazistiske koryfæer som Himmler, Heydrich, Diels og Stieglitz og her overvåget af den dominerende og agerende karakter, Hermann Göring.

Det bliver en indgående studie i ondskabens overdådighed, spejlet i skriftens satiriske overbud, som alligevel rammer psykologisk præcist. Litterært har Wijkmark søgt sine forbilleder i traditionen fra Rabelais’ Gargantua, Marquis de Sades Justine og Alfred Jarry med Kong Ubu, overbuddets mesterskrivere. Göring er karakteriseret ved hæmningsløse excesser i stil og livsførelse som en fed, fordrukken, udskejende narkoman, pakket ind i selvopfundne uniformer.

Her er han spiller i et kulørt udstyrsstykke, en helvedesvision af en legetøjsbutik med en arbejdende modeljernbane på loftet – tysk tog til tiden – styret af mordtrænede dværge. Desuden en nostalgisk München-ølstue i kælderen ved siden af spankingrum og badstue med klimaanlæg, velegnet til tortur. Og ellers sale med stjålne kunstværker og pragtosende interiør, beregnet til at bedåre gæsterne.

Værten er begavet med snu intuition for rænker, men svaghed for nordisk urtid og naturdyrkelse, og således venligt stemt o ver for den norske idrætsstjerne Roar Trøgesen, som han støder på. Han har ladet sig hyre som agent for den britiske spionagetjeneste og skal nu rapportere fra festen, som han sniger sig ind på ved at løbetræne i skoven før åbningen af Olympiaden. Han er heldig at finde ind i en hytte, hvor en tjenstvillig luder med fornøjelse ofrer sig for den konstant liderlige løber, der som samtlige andre agerende er parodisk veludstyret.

Et andet sted udspionerer han med kamera selveste Göring i lignende skandaløse aktiviteter. Ellers finder samme på at optræde i skoven som asadyrkende vildmand som del af de komiske jagtceremonier, eller han fører an i ædegilder, alt sammen tilrettelagt med germansk grundighed og akkuratesse. Men meget kan alligevel gå skævt. Og til sidst helt galt for Roar, mens nazismens uvæsen triumferer.

Persongalleri

Ud over de nævnte, møder vi undervejs den ene depraverede topfigur efter den anden. Der er den kun 160 cm høje admiral Canaris, initiativtager til ubåden i søen, som han sender aftalte signaler til, stående på bordet under lysekronen i sit værelse, når han ikke deltager i sexscener. Ligeså general Reichenau med erotiske specialer, ellers en pistolsvingende drukkenbolt, der personligt henretter folk. Endvidere dukker arkitekten Speer op og uindbudt den snuskede iagttager og intrigemager, ligeledes yndling af Hitler: den frygtede Martin Borman. Af udenlandske gæster møder vi Italiens udenrigsminister, den degenererede grev Ciano, forløber for æresgæsten Mussolini, der får et sportsfly forærende af Luftwaffes skaber, mens de aftaler rollerne i en kommende krig.

Indbyrdes afskyer de næsten alle hinanden. Deres misundelse og konkurrence holder handlingen i gang i det spegede spil, dukkeført af forfatteren, der jævnlig bruger Roar Trøgesen som ærkenorsk ledefigur, men suverænt hæver sig over forestillingen i luftture, hvorfra han i fugleperspektiv og i roligt leje kommenterer den barske komedie. Under den detaljerede handlingsbeskrivelse kan det måske knibe med at holde liv i spionintrigen, idet overbuddet af varieret pornografi tager tid. Den stigende skændighed kulminerer i grev Cianos dyriske sex med en mor og hendes to purunge døtre og maratonløberens forlystelser i en kirkebygning med en mørk og en lys pige foran alteret, en abyssinsk-tysk nadverhandling. Sådan lyder med karakteristiske overtoner optakten, hvor Anitra lægger mund til:

»Hun sugede det villigt ind og gjorde sig til gode lidt. Da kalken var fyldt til randen, blev den trukket tilbage og givet videre til Lina. Den løb næsten straks over af nådens og kærlighedens saft.« Og så følger den egentlige altertjeneste. Afsløret bliver de alle i mere end én forstand. Nazismens store æra står for døren som en logisk opfølgen af ånden og kroppen i Görings jagtfest. I virkeligheden fik den ende, men dens stadige aktualitet bekræftes af det ene totalitære regimes magtudfoldelse og råddenskab efter det andet. Endnu et træk i bogen er stadig truende: Görings kyniske selvforståelse, der går ud på, at folket forstår og accepterer hans udskejelser, da de ligner det, enhver ville gøre, hvis han havde uindskrænket magt.

Den nu 77-årige romanforfatter, essayist og kritiker Carl-Henrik Wijkmarks sent ankommende debut på dansk er således velkomment materiale, der fastholder læseren i morbid fascination – især fordi den er så velskrevet. Hans sene tankebog, Stundande natten (2007), som handler om døden, den tilstundende nat, vil også være værd at modtage.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu