Læsetid 4 min.

Det orgastiske mørke i Nordvest

Skrig, guitarflæns, trommetæv og dødsfetich. Den ekstreme subgenre black metal udviste stor mangfoldighed, ekstatisk stormstyrke og dansk vitalitet under festivalen Kaldet fra Dybet på spillestedet Dødsmaskinen
Solbrud leverede lørdag et vildt fygende sæt, der betonede følelse frem for kompleksitet med enkelt melodisk forførende sange. Og forsanger Ole Luk mindede mest af alt om en langhåret Thom Yorke med en særlig desperat asfalt over stemmelæberne.

Solbrud leverede lørdag et vildt fygende sæt, der betonede følelse frem for kompleksitet med enkelt melodisk forførende sange. Og forsanger Ole Luk mindede mest af alt om en langhåret Thom Yorke med en særlig desperat asfalt over stemmelæberne.

Tine Sletting
23. april 2012

»Black metal er ved at blive trendy. Men jeg tror ikke, folk lytter til det, som jeg gør. Det første, jeg gør, når jeg står op om morgenen, er at lytte til black metal,« lyder det uden for Dødsmaskinen fra en af de disciple, der – uanset genre – har det med at føle et ejerskab i forhold til den musik, de elsker. Det ejerskab var til gengæld ikke truet indenfor, hvor der aldrig blev helt fyldt i det ellers ret lille spillested ved siden af Ungdomshusets hovedbygning.

Ganske vist er black metal ved at blive relativt populær, men den er sandt for dyden ikke for alle. Den er til gengæld for enhver, der nyder den fysiske dimension og den spirituelle udfrielse ved at lytte til skrigende og growlende mænd og dundrende rytmik ved titaniske lydstyrker – raseri og magt, men også afmagt formuleret med en brutalt atletisk musikalitet. Genren nåede mytologiske højder og fandt en stilskabende æstetik under sin anden bølge i 1990’ernes Norge. Radikaliseret af ualmindeligt misantropiske unge mænd, der gjorde oprør mod norsk samfund og normalitet. Det skete med et voldsomt udtryk fuldt af anti-kristne symboler, nordisk mytologi, en intens dyrkelse af død og hedenske ritualer, dæmonisk dødninge-makeup og en – udefra hørt – ekstrem musikalsk grimhed. Herunder vildt dundrende trommer, flimrende forvrængede guitarer, en guttural brølende eller skrigende sangstil og rigtig skidt indspilningskvalitet.

Det er vildt uretfærdigt for musikken, men har også bidraget til genrens prominens, at den historie, der typisk fortælles som den første, handler om den højreradikale Varg Vikernes. Inden sin fængsling i 1993 nåede han at brænde minimum tre stavkirker af og dræbe Mayhem-guitaristen Øystein ’Euronymous’ Aarseth med 23 knivstik.

Eller også fortælles historien om, hvordan Euronymous to år før sin død tog et foto af sit bandmedlem Per Yngve ’Dead’ Ohlin, efter at denne havde skåret sine håndled over og skudt sig gennem hovedet. Siden kom billedet på coveret til en Mayhem-bootleg.

Ny vitalitet

Døden figurerer prominent i black metal, det hinsidige optager mange udøvere, og man kan se denne fetich både som deres iscenesættelse af, hvad civilisationen gør ved os, altså forvandler os til zombier, eller som en mod-gift, et modbillede, en form for liv efter døden. Altså ikke nødvendigvis nihilistisk, som genren ellers i høj grad er i sit norske udgangspunkt.

I det tilrøgede, dunkelt oplyste Dødsmaskinen er der selvsagt ikke plads til højreorienterede udtryk som hos Varg Vikernes. På ingen måde. Der er til gengæld plads til seks forskellige fortolkninger af black metal, der demonstrerer ny vitalitet og lyser i egen mørke ret. Her er bandnavne skrevet med runer, skægget kan af og til flettes langt ned på brystet. Her er pentagrammer og omvendte kors. Og sort tøj er obligatorisk. Især på, men også foran scenen.

Og det begynder hjemligt, ganske old school med Sort Regn fra Ølstykke, som etablerer de musikalske grundparametre samt de teatralske klicheer med gevir på stander, stearinlys, hvid og sort ansigtsmaling og en blodlignende væske ud over forsangerens ansigt. Hos næste band, canadiske Æsahættr, er der mere langt dynamisk sprængkraft. De er klædt i sort, men uden nogen form for makeup eller rekvisitter, ja, forsangeren har sågar Neil Young på sit rygmærke. Og i deres sydende energiske show kan man ane, hvordan black metals rødder strækker sig via trash metal og tilbage til hardcore punk.

Ligeledes canadiske Thantifaxath er en trio klædt i kutter, som arbejder med arty breaks og atmosfæriske stilstande inden de obligatoriske blast beat-kramper, som bliver endnu mere orgastiske takket være gnistrende riffs og frække kontrapunktiske tricks. En form for prog-black metal. Og et højdepunkt.

Venskabeligt uvejr

Lørdag begynder med de strålende københavnere i Fjorsvartnir, der i fuld makeup spurter mod symfoniske højder i et muskuløst, vildt forsiret, svedsprøjtende samspil. Deres melodiske guitarorkaner har nærmest karakter af infernalske strygersatser. Mens den fremragende trommeslager tæver os med dundrende dobbeltpedal og samtidig udfordrer det gængse blast beat med nærmest jazzede fills på skind og bækkener.

Lørdagen slutter med ligeledes danske Eldjudnir, som gør sig i en atmosfærisk black metal. Men inden har vi nået et ekstatisk højdepunkt med de lokale helte i Solbrud, der angiver, at deres hjemstavn er D61 – som i Dortheavej 61, Ungdomshuset.

Kvartetten leverer et vildt fygende sæt, der betoner følelse frem for kompleksitet, med enkelt melodisk forførende sange. Og forsanger Ole Luk minder mest af alt om en langhåret Thom Yorke med en særlig desperat asfalt over stemmelæberne.

Lyden er federe og varmere end under nogen af de andre koncerter, og Solbruds atmosfæriske black metal føles som en form for venskabeligt uvejr. Eller som en kærligt brutal næve knyttet hårdt om vores hjerter. Hvilket man også kan nyde på deres fremragende debutalbum. Hvor man – ligesom til koncerten – kan falde i svime over nummeret »Øde Lagt« og den langsomme guitarsolo, der lyser med så sugende en skønhed, at man bare vil have den til at fortsætte i det uendelige. Men alting har som bekendt en ende.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for olivier goulin
olivier goulin

Er der generelt en mørk afsindig, ekstrem, grænseroverskridende og rabiat side af det ellers så sindige Norge?

/O

Brugerbillede for Maiken Guttorm
Maiken Guttorm

Er det simpelthen slet ikke muligt at slippe for referencer til ham idioten i bare én artikel der perifert berører Norge, Goulin?

Der er en mørk, afsindig, grænseoverskridende og rabiat side gemt i de fleste mennesker. Det der ofte adskiller folk fra blackmetal-scenen, er at de erkender den og bruger den kreativt uden omsvøb.

Ellers glimrende dækning af både blackmetal og Dortheavej, Ralf Christensen. Tip of the hat.