Læsetid: 6 min.

Det perfekte kunstværk

Det er i de tomme værker, vi kan finde os selv. Så snart det forestiller noget, kan vi slippe udenom. Men det kræver en lille kliché
Det er i de tomme værker, vi kan finde os selv. Så snart det forestiller noget, kan vi slippe udenom. Men det kræver en lille kliché
20. april 2012

5/6

Knock knock, det er ingenting, kan etikken komme ud og lege?

Concrete består af seks identiske ishockeystavsformede, kantede klodser, støbt i beton. Det er den type figurer og klodser, man typisk finder som legetøj i museumsbutikker, Matt Calderwoods vejer blot hundredevis af kilo stykket, og i alt er figuren, han har stablet af klodserne, lige så høj som et menneske og med en vægt på flere ton. Det ligner overdimensionerede sildebenshavefliser eller SF-sten, Hummels signaturstreger eller et vildt spil Tetris.

Nummer to og tre har været svære. De hviler nemlig ikke på noget, men ligger i stedet oven på hinanden, på den lille afsats, den første, der står oprejst, har efterladt.

Og de ligger endog med vægten, den tunge ende, frit svævende over gulvet. Det er den fjerde der holder dem fast i en geometrisk balancemekanisme, hvor modpresset fra dens vægt er større end presset fra deres frithængende ender. Og så er der lidt pynt på toppen, to stykker der ikke gør anden forskel end at øge højden og tyngden, og måske også gøre figuren mere stabil og symmetrisk.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anette Flensburg

En af de myter der optræder inden for kunsten, er den at man møder sig selv bedst når man står overfor et ”tomt”, ikke refererende kunstværk.

Når jeg kalder det en myte er det fordi både ældre og nyere kunsthistorie er en lang fortløbende dementi af denne ”tomhedsteori”. Alligevel dukker den op med års mellemrum. Hvorfor mon?

Som kunstnerisk praksis kan det - for nogen - være et interessant projekt at gå helt til kanten i en slags udrensnings- og fortætningsproces. At der til tider kan være noget forjættende over forsøget på at skære ind til benet, er en generel kunstnerisk erfaring. Det er også en generel kunstnerisk erfaring, at værker der ikke folder sig ud i let aflæselige, entydige og effektfulde pointer på et splitsekund, ofte har en længere holdbarhed.

Men det kan til andre tider - for nogen - være kunstnerisk lige så nødvendigt at fremstille meget komplekse og billedrige værker. Værker der netop i en rigdom af facetter, år efter år, kan blive ved med at fastholde opmærksomheden og generere betydning.

Der er intet der tyder på, hverken i teori eller praksis, at mødet med et værk af den karakter og kvalitet ikke skulle være et mindst lige så muligt og interessant sted at møde sig selv.
Hvis det er det man gerne vil.

Det vil Michael Jeppesen gerne, og det synes han at han gør når han møder Matt Calderwoods værker. Og det er jo godt, for det sker åbenbart ikke så tit, at noget er så tæt på ingenting at han endelig kan møde sig selv. Og i øvrigt giver det ham også anledning til at lancere en helt personlig tomhedsteori, som både omfatter en alternativ brug af begreber som æstetik og etik. Og endelig og ikke mindst ; Den universelle sandhed om kunst.

Jeg har i skrivende stund ikke set udstillingen endnu, men den ser lovende ud - takket være billedet - så jeg glæder mig til selvsyn. Ærindet for mit indlæg er altså ikke uenighed om hvorvidt det er en god eller dårlig udstilling, og faktisk er jeg heller ikke uenig med Jeppesen i hans generelle skepsis over for kunst der legitimerer sig med et moralsk eller politisk korrekt indhold.

Hvad jeg opponerer imod er Jeppesens ekstremt dogmatiske, klichefyldte og samtidigt uacceptabelt upræcise måde at argumentere på. Lad mig give nogle eksempler;
Michael Jeppesen skriver (...)” Og det er, fordi det kun er i mødet med næsten ingenting, at det er muligt at finde sig selv. Og det er her Concrete vinder over den figurative og den lidt sjovere kunst som installationskunst eller forvrængerkunst, der med sin genkendelighed indsnævner billedet og hjælper os på vej” . Og videre ”Kun den tomme kunst lader os lede efter svaret selv.”

Efter sådan læsning melder der sig flere spørgsmål:
Kan det virkelig på forhånd kvalificere et kunstværk at det er ”tomt”, og omvendt diskvalificere et kunstværk fordi det er ”fyldt” - med billeder feks. Vi mangler stadig de plausible argumenter, og så længe vi gør det, er og bliver det et ideologisk postulat.

Udsagnet afslører tillige et foruroligende ikonoklastisk forhold til billeder. Jeppesen kan dårligt se et billede uden oplevelsen af, at det er et indholdsmæssigt og følelsesmæssigt overgreb.
Som om at alt der bærer billeder i sig, indeholder en mere eller mindre skjult moralisme, der truer med at indsnævre et eller andet. Fortolkningsmulighederne? selvopfattelsen?.

Og selvfølgelig kan det da være klogt nok at møde kunsten med lidt sund skepsis, ikke at lade sig manipulere alt for meget med. Men den indædte kamp (og sproget lyder vitterlig til tider som om der er tale om en slags gladiatorkamp med helte og folk der helst skal dø ) Jeppesen lader udspille i anmeldelse efter anmeldelse, udtrykker en anden form for gold, fanatisk og til tider ligefrem hadsk moralisme; En verden i sort/hvid.

Det andet spørgsmål der melder sig og heller aldrig bare tilnærmelsesvist bliver forsøgt besvaret, er om det egentlig er meningen at ”man skal finde sig selv” i kunsten?. Og hvad er et selv, og hvad er det der konstituerer et selv?
Det er jo interessante og komplekse spørgsmål, men i Jeppesens omgang med spørgsmålene står de bare ubehjælpeligt og blafrer i vinden.

Om det æstetiske skriver Jeppesen; ” (...) for er det ikke netop æstetik og intet andet, når det forestiller noget eller har et klart politisk eller handlingsmæssigt sigte”. Hvilket jo er en evident fejlagtig anvendelse og forståelse af begrebet.
Æstetikken er jo netop det der overskrider disse 1:1 udlægninger af virkeligheden. Den æstetiske dimension i kunsten er netop at kunsten tilhører et andet realitetsprincip end den virkelige verden, er et bud på en anden realitet - også selvom den nødvendigvis relaterer sig til den kendte virkelighed - i erkendelse af at det er vores forståelseshorisont.

Og for nu at skære det helt ud i pap; Den æstetiske dimension er det i kunsten der søger at overskride dette vilkår - og faktisk ind imellem lykkes med det.

Om Etikken skriver han følgende ”Det rent abstrakte værk er det eneste, der er i stand til at give et menneske en ægte etisk oplevelse.” Lidt utrolig udsagn faktisk.
Hvis det Jeppesen egentlig mener er, at det er den æstetiske dimension der forlener kunsten med en emancipatorisk frisættende og forvandlende kraft, så kan han have ret i at der KAN ligge en etik i den æstetiske dimension. Men det har ikke noget at gøre med om det er abstrakt eller ej.

At postulere at det eneste sted der er i stand til at give os en ægte etisk oplevelse er i et abstrakt værk, er simpelthen noget forvrøvlet lommefilosofisk sludder.

Kunstværket er ikke mere ”sand” i kraft af et postuleret indhold og heller ikke gennem den ”rene form” - men ved at indholdet BLIVER form. Og det kan se ud på mange måder.
Om et kunstværk rummer æstetiske eller etiske kvaliteter er på den måde selvfølgelig et spørgsmål om form, men det er ikke et spørgsmål om selve udtryksformen eller mediet.

Hvis det var tilfældet ville det selvfølgelig være meget nemmere at bedømme hvad der er kvalitet og hvad der ikke er. Og det er som om, at det er netop den ideologiske overspringsstrategi Jeppesen vælger. Til trods for alle de kringlede sætninger, og fandenivoldske ”modige” udsagn mangler vi stadig en sproglig overbevisende indkredsning og præcisering.
Til trods for de mange synspunkter og holdninger til kunst, er det der tydeligst skinner igennem; en form for afmagt. Både i forhold til kunsten og i forhold til sproget.

Mennesker gengives ofte skønne, æstetisk smukke ( hvad jo passer ) i billedkunst,

mange andre dyr ligeså,

men kun sjældent andre primater, aber, mellemformer.

hvorfor? måske opfattes de som knap så vellykkede udgaver af mennesker