Læsetid 6 min.

Det perfekte kunstværk

Det er i de tomme værker, vi kan finde os selv. Så snart det forestiller noget, kan vi slippe udenom. Men det kræver en lille kliché
Det er i de tomme værker, vi kan finde os selv. Så snart det forestiller noget, kan vi slippe udenom. Men det kræver en lille kliché
20. april 2012

5/6

Knock knock, det er ingenting, kan etikken komme ud og lege?

Concrete består af seks identiske ishockeystavsformede, kantede klodser, støbt i beton. Det er den type figurer og klodser, man typisk finder som legetøj i museumsbutikker, Matt Calderwoods vejer blot hundredevis af kilo stykket, og i alt er figuren, han har stablet af klodserne, lige så høj som et menneske og med en vægt på flere ton. Det ligner overdimensionerede sildebenshavefliser eller SF-sten, Hummels signaturstreger eller et vildt spil Tetris.

Nummer to og tre har været svære. De hviler nemlig ikke på noget, men ligger i stedet oven på hinanden, på den lille afsats, den første, der står oprejst, har efterladt.

Og de ligger endog med vægten, den tunge ende, frit svævende over gulvet. Det er den fjerde der holder dem fast i en geometrisk balancemekanisme, hvor modpresset fra dens vægt er større end presset fra deres frithængende ender. Og så er der lidt pynt på toppen, to stykker der ikke gør anden forskel end at øge højden og tyngden, og måske også gøre figuren mere stabil og symmetrisk.

Concrete er klassisk god abstrakt kunst. Det har fjernet sig fra hverdagen, og uanset hvor meget man kan få det til at ligne et G eller en gammel mand, der bukker sig forover, så kommer det aldrig til at referere tydeligt til noget bestemt, derimod vil det altid kun fungere, som abstrakt kunst fungerer bedst, nemlig som det tomme ingenting, vi kan læse os selv ind i.

Værkets titel Concrete refererer ikke kun til materialet, men også til konkret kunst som i sidste århundredes geometriske kunst, hvor man frigjorde sig fra kunstens snerrende bånd og lod former og mønstre tage over fra ekspressionismens følsomme politiske samfundssind.

Men det ville være en kedelig måde at læse Concrete vs. abstrakt på, som en ironisk reference til noget, der skete i 30’erne, og som i øvrigt ikke længere har samme betydning.

Blot fordi noget er geometrisk, er det naturligvis ikke mindre ladet med symboler, end hvis der havde været skæve cirkler og malingstrejf ned ad siderne. Og alle kan de se de åbenlyse referencer til livet, ens klodser og en vis modstand, der imod alle umiddelbare odds kan balancere.

Og her nærmer vi os en langt mere interessant læsning af titlen, for hvorfor ikke læse konkret vs. abstrakt som kunst, der forestiller noget eller handler om noget helt bestemt vs. kunstværket, der ikke forestiller eller ligner noget velkendt?

Intet mere rigtigt end andet

Concrete handler helt sikkert ikke om noget bestemt, og de seks betonklodser, og måden, de er stablet på, lægger heller ikke op til at ville formidle en intention.

Her har ikke siddet en kunstner og tænkt over livet og prøvet at overbevise os om, at hans verdensbillede er mere rigtigt end vores. Hvorimod mange andre værker har klare politiske agendaer, igen, igen har vi eksemplet med Gursky på Louisiana, hvor billederne bliver manipuleret på en måde, så kunstneren kan understrege sine holdninger.

Hvis man ville være grov, ville man forbinde Calderwoods betonklodser med den rene æstetiske vare, hvorimod den politiske kunst eller den moralske kunst eller al den kunst, der har et budskab, læner sig mere op af etikken. Æstetik vs. etik, abstrakt vs. konkret. Men er Concrete virkelig mere æstetik end etik eller omvendt? Nej tværtimod, er man fristet til at sige, for er det ikke netop æstetik og intet andet, når det forestiller noget eller har et klart politisk eller handlingsmæssigt sigte?

Etik kan ikke forceres

Er det ikke netop ren fortryllelse, når nogen forsøger at overbevise dig om en bestemt måde at være på? Er det moralske kunstværk ikke lige så sølle som det Afrika-indsamlende sodavandsprodukt?

Man kan næsten sige, at desto mere etisk et værk forsøger at få os til at se det, desto mindre etisk bliver det. Fordi etikken ikke kan forceres. Den kommer indefra, naturligt, det ligger implicit i at ville gøre det moralske og det rigtige. Så i en dyst mellem det æstetiske og det etiske, ville Concrete altid vinde.Man kunne bevæge sig et lag dybere og gøre det til en dyst mellem det abstrakte og det konkrete, som i en dyst mellem Matt Calderwoods klodser og al den kunst der også er abstrakt, men så alligevel refererer til noget, vi kender: eksempelvis figurativ kunst, approprationskunst, relationel æstetik eller fundne objekter.

Altså kunst, der forestiller noget, uden at handle om noget, vi alle sammen ved, hvad er. Og så er vi måske for første gang ved at nærme os noget, hvor vi rent faktisk kan opstille egnede kriterier for, hvad der kunne være et fornuftigt udbytte af at se på kunst?

En moralprædiken er vi ligesom kommet over, det orker vi ikke at dyste på, og som i følelsesmæssigt boost bliver det nok også lidt træls i længden.

Glæde, energi og eftertænksomhed kan være fremragende afledte effekter af mødet med et godt kunstværk, men det kan aldrig være et kriterium i sig selv andre steder end i et fitnesscenter.

Idéudvikling og kreativitet er også et sørgeligt kriterium, omend det er en yndet effekt at smykke sig med ved mødet med kunst. Fornøjelse holder heller ikke, eller sorg, eller provokation. I det hele taget er enhver overskridelse af vores følelsesregister aldrig noget, der kan komme kunsten ved. Det er en subjektiv personlig fornøjelse. Der dog leder os i den rigtige retning. For dér, hvor Concrete og titlen kommer til sin ret, er i al sin enkelthed i mødet mellem kunstværket og beskueren.

Virkelig for den nysgerrige

Det rent abstrakte værk er det eneste, der er i stand til at give et menneske en ægte etisk oplevelse. Og det er, fordi det kun er i mødet med næsten ingenting, at det er muligt at finde sig selv. Og det er her Concrete vinder over den figurative og den lidt sjovere kunst som installationskunst eller forvrængerkunst, der med sin genkendelighed indsnævrer billedet og hjælper os på vej.

Den sjove kunst er ligesom den sjove film. Det er svært at koncentrere sig om den store analyse, når der er noget, der selv presser på for at fylde tomheden mellem øjne og skærm ud.

Tag blot en af de mange kunstnere, der viser os skønheden i verden: det eneste, vi kan forholde os til, er, om vi køber deres argumenter, synes vi, at John Kørner og Olafur Eliassons livsanskuelser holder, er vi enige eller uenige. Er det sådan, en ideel verden ser ud. Er skønheden Tal R’sk?

Men i forhold til at vinde i dysten om indre forløsning, er Concrete endnu bedre, for skulle man tage Concrete vs. den fuldstændige tomhed, altså det rene ingenting, så har Concrete jo trods alt nogle ret trivielle klicheer i sig, hele ideen om ligevægt, om balance, og hvordan verden hænger sammen, men skal støttes i starten for at komme i gang. Hvorimod meget kunst er helt blottet for noget som helst. Det er kun æstetiske udsagn. Concrete er det perfekte kunstværk, fordi det har en genkendelig struktur, det har noget, vi kan læse os selv ind i. Ligesom i et skuespil – der skal være en streg på gulvet, en stol på scenen eller en skuespiller. Vi skal have den der mikroskopiske håndsrækning, så skal vi nok selv klare resten.

Den moralske kunst fortæller os, hvordan vi skal være. Forvrængerkunsten fortæller os, hvordan andre har det. Kun den tomme kunst lader os selv lede efter svarene. Concrete er et medie for den nysgerrige. Den kan handle om alt. For nogen solidaritet. For nogen det modsatte.

Men det er nærmest en øvelse værd, hvis et kunstværk er godt skal det altid kunne forsvare begge fløje. Til gengæld er det lidt et problem for dem, der vil have at kunsten skal tjene samfundet, når den aldrig kommer til at tjene to mennesker på samme måde.

 

Concrete – Matt Calderwood hos David Risley, Bredgade 65a, København til den 5. maj

PS. Filmen ’Growth’ af Matt Calderwood vises hele perioden.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Anette Flensburg
Anette Flensburg

En af de myter der optræder inden for kunsten, er den at man møder sig selv bedst når man står overfor et ”tomt”, ikke refererende kunstværk.

Når jeg kalder det en myte er det fordi både ældre og nyere kunsthistorie er en lang fortløbende dementi af denne ”tomhedsteori”. Alligevel dukker den op med års mellemrum. Hvorfor mon?

Som kunstnerisk praksis kan det - for nogen - være et interessant projekt at gå helt til kanten i en slags udrensnings- og fortætningsproces. At der til tider kan være noget forjættende over forsøget på at skære ind til benet, er en generel kunstnerisk erfaring. Det er også en generel kunstnerisk erfaring, at værker der ikke folder sig ud i let aflæselige, entydige og effektfulde pointer på et splitsekund, ofte har en længere holdbarhed.

Men det kan til andre tider - for nogen - være kunstnerisk lige så nødvendigt at fremstille meget komplekse og billedrige værker. Værker der netop i en rigdom af facetter, år efter år, kan blive ved med at fastholde opmærksomheden og generere betydning.

Der er intet der tyder på, hverken i teori eller praksis, at mødet med et værk af den karakter og kvalitet ikke skulle være et mindst lige så muligt og interessant sted at møde sig selv.
Hvis det er det man gerne vil.

Det vil Michael Jeppesen gerne, og det synes han at han gør når han møder Matt Calderwoods værker. Og det er jo godt, for det sker åbenbart ikke så tit, at noget er så tæt på ingenting at han endelig kan møde sig selv. Og i øvrigt giver det ham også anledning til at lancere en helt personlig tomhedsteori, som både omfatter en alternativ brug af begreber som æstetik og etik. Og endelig og ikke mindst ; Den universelle sandhed om kunst.

Jeg har i skrivende stund ikke set udstillingen endnu, men den ser lovende ud - takket være billedet - så jeg glæder mig til selvsyn. Ærindet for mit indlæg er altså ikke uenighed om hvorvidt det er en god eller dårlig udstilling, og faktisk er jeg heller ikke uenig med Jeppesen i hans generelle skepsis over for kunst der legitimerer sig med et moralsk eller politisk korrekt indhold.

Hvad jeg opponerer imod er Jeppesens ekstremt dogmatiske, klichefyldte og samtidigt uacceptabelt upræcise måde at argumentere på. Lad mig give nogle eksempler;
Michael Jeppesen skriver (...)” Og det er, fordi det kun er i mødet med næsten ingenting, at det er muligt at finde sig selv. Og det er her Concrete vinder over den figurative og den lidt sjovere kunst som installationskunst eller forvrængerkunst, der med sin genkendelighed indsnævner billedet og hjælper os på vej” . Og videre ”Kun den tomme kunst lader os lede efter svaret selv.”

Efter sådan læsning melder der sig flere spørgsmål:
Kan det virkelig på forhånd kvalificere et kunstværk at det er ”tomt”, og omvendt diskvalificere et kunstværk fordi det er ”fyldt” - med billeder feks. Vi mangler stadig de plausible argumenter, og så længe vi gør det, er og bliver det et ideologisk postulat.

Udsagnet afslører tillige et foruroligende ikonoklastisk forhold til billeder. Jeppesen kan dårligt se et billede uden oplevelsen af, at det er et indholdsmæssigt og følelsesmæssigt overgreb.
Som om at alt der bærer billeder i sig, indeholder en mere eller mindre skjult moralisme, der truer med at indsnævre et eller andet. Fortolkningsmulighederne? selvopfattelsen?.

Og selvfølgelig kan det da være klogt nok at møde kunsten med lidt sund skepsis, ikke at lade sig manipulere alt for meget med. Men den indædte kamp (og sproget lyder vitterlig til tider som om der er tale om en slags gladiatorkamp med helte og folk der helst skal dø ) Jeppesen lader udspille i anmeldelse efter anmeldelse, udtrykker en anden form for gold, fanatisk og til tider ligefrem hadsk moralisme; En verden i sort/hvid.

Det andet spørgsmål der melder sig og heller aldrig bare tilnærmelsesvist bliver forsøgt besvaret, er om det egentlig er meningen at ”man skal finde sig selv” i kunsten?. Og hvad er et selv, og hvad er det der konstituerer et selv?
Det er jo interessante og komplekse spørgsmål, men i Jeppesens omgang med spørgsmålene står de bare ubehjælpeligt og blafrer i vinden.

Om det æstetiske skriver Jeppesen; ” (...) for er det ikke netop æstetik og intet andet, når det forestiller noget eller har et klart politisk eller handlingsmæssigt sigte”. Hvilket jo er en evident fejlagtig anvendelse og forståelse af begrebet.
Æstetikken er jo netop det der overskrider disse 1:1 udlægninger af virkeligheden. Den æstetiske dimension i kunsten er netop at kunsten tilhører et andet realitetsprincip end den virkelige verden, er et bud på en anden realitet - også selvom den nødvendigvis relaterer sig til den kendte virkelighed - i erkendelse af at det er vores forståelseshorisont.

Og for nu at skære det helt ud i pap; Den æstetiske dimension er det i kunsten der søger at overskride dette vilkår - og faktisk ind imellem lykkes med det.

Om Etikken skriver han følgende ”Det rent abstrakte værk er det eneste, der er i stand til at give et menneske en ægte etisk oplevelse.” Lidt utrolig udsagn faktisk.
Hvis det Jeppesen egentlig mener er, at det er den æstetiske dimension der forlener kunsten med en emancipatorisk frisættende og forvandlende kraft, så kan han have ret i at der KAN ligge en etik i den æstetiske dimension. Men det har ikke noget at gøre med om det er abstrakt eller ej.

At postulere at det eneste sted der er i stand til at give os en ægte etisk oplevelse er i et abstrakt værk, er simpelthen noget forvrøvlet lommefilosofisk sludder.

Kunstværket er ikke mere ”sand” i kraft af et postuleret indhold og heller ikke gennem den ”rene form” - men ved at indholdet BLIVER form. Og det kan se ud på mange måder.
Om et kunstværk rummer æstetiske eller etiske kvaliteter er på den måde selvfølgelig et spørgsmål om form, men det er ikke et spørgsmål om selve udtryksformen eller mediet.

Hvis det var tilfældet ville det selvfølgelig være meget nemmere at bedømme hvad der er kvalitet og hvad der ikke er. Og det er som om, at det er netop den ideologiske overspringsstrategi Jeppesen vælger. Til trods for alle de kringlede sætninger, og fandenivoldske ”modige” udsagn mangler vi stadig en sproglig overbevisende indkredsning og præcisering.
Til trods for de mange synspunkter og holdninger til kunst, er det der tydeligst skinner igennem; en form for afmagt. Både i forhold til kunsten og i forhold til sproget.

Brugerbillede for Kim Gram

Mennesker gengives ofte skønne, æstetisk smukke ( hvad jo passer ) i billedkunst,

mange andre dyr ligeså,

men kun sjældent andre primater, aber, mellemformer.

hvorfor? måske opfattes de som knap så vellykkede udgaver af mennesker