Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Rufus Wainwright: En dramaqueen med åben benstilling

Informations anmelderduo forsøger at forlige sig med en mere moden Rufus Wainwright. For han er ikke, hvad han har været – flamboyance er blevet til balance. Men det klæder ham sært nok også
Kultur
25. april 2012
Rufus Wainwright har måske nok været mest kendt for de mere sprælske festoptrædener, men mandag aften blottede han sig i kropssprog og sang i Falconer Salen og gav sig hen til publikum.

Rufus Wainwright har måske nok været mest kendt for de mere sprælske festoptrædener, men mandag aften blottede han sig i kropssprog og sang i Falconer Salen og gav sig hen til publikum.

Niels Hougaard

Ralf Christensen (RC): Det er altid med en vis nervøsitet, at man ser højt agtede musikere blive ældre. Hvor mange kan bryste sig af at holde niveauet eller slippe af sted med et gearskifte? Ikke mange. Og tilsyneladende heller ikke Rufus Wainwright. Det var i hvert fald den fornemmelse, jeg forlod Falconer Salen med.

I bedste fald må man se koncerten i mandags som en overgangskoncert. Wainwright lidt for optaget af passiar, frem for patos. Omgivet af et otte m/k stort band med masser af teknik, men ikke brugt som frugtbar vildleder eller hidsende adrenalin, men som en lommelygte, der viser vejen hjem – hvorefter de så låser døren, tænder op i kaminen og finder et (ganske vist aristokratisk vævet) slumretæppe frem.

Anders Haahr Rasmussen (AHR): Efter at have læst et interview med ham forud for koncerten, hvor han fortalte om sin forlovelse med Jörn, deres huskøb i Montauk, deres nyfødte barn, ja, der var jeg også spændt på at se, hvad den festglade, promiskuøse verdensstjerne nu havde at byde på. Var han »Out Of The Game«, som han synger i titelsangen på det album, der ganske passende udkom mandag, samme dag som koncerten? Det så han i hvert fald ud til at være: klædt i sort og mørkegråt. Og lød til at være, når han nostalgisk talte om dengang i 1998, da han fejrede sit første album i København med at feste hele natten og gå i seng med 10 mennesker, nej, 20. Det var dengang han var tynd, sagde han forfængeligt. Men måske også dengang hans optrædener havde tyngde.

RC: »I’m still slim,« tilføjede han så også. Jeg så ham dengang i 1998 – på lillebitte Rust i København. En nervøs yngling med følelserne uden på tøjet. Ikke specielt overbevisende, slet ikke flamboyant. Han er kommet langt siden dengang – og synes i mellemtiden at have passeret sit kunstneriske zenith.

Sart, selvoptaget sjæl

AHR: Men koncerten mandag må alligevel have kunnet noget, for jeg skal da lige love for, at det stående bifald varede ved, da klassikeren »The Art Teacher« og de to andre ekstranumre var færdigspillede. Arrangørerne måtte tænde alt lys på scenen og sætte musik på i højttaleren for at få folk til gå.

RC: Men ligesom utak er verdens løn, så er det uforbeholdne tak den feterede stjernes årsbonus. Jeg synes ikke, han fortjente et stående bifald. Men der var da højdepunkter, og det var netop, når han stod ved sin patos og sit drama. Især faktisk når det var sange i den mere klassiske ende af repertoiret, og klaveret fik sig en ordentlig tur over de mest – kunstfærdigt – blødende tangenter.

AHR: Man kan i hvert fald sige, at omgivelserne fornemt afspejlede Wainwrights nye livsfase: Vi var til koncert i Falconer Salen på Frederiksberg, de billigste billetter kostede omkring 500 kroner, det bedre borgerskab var godt repræsenteret, herligt mange velklædte mænd med farverige designertørklæder om halsen. Men faktisk synes jeg, der var noget ganske smukt over dekadencen. Det unødvendigt store band. De overdådige kompositioner. Scenen, der var badet i støvet lilla lys. Wainwrights dovne måde at kaste hovedet bagover og strække vokalerne ud. Hans verdensfjerne referencer til den politiske virkelighed ved introduktionen af »The Greek Song«:

»Grækenland lader til at være meget populært for tiden. Nå, men jeg elsker Grækenland, og her er sangen.«

Jeg sad ligesom med fornemmelsen af, at Rufus Wainwrights sarte, selvoptagede sjæl kun lige kunne klare mosten, og at han, så snart han forlod scenen, ville dejse om på en divaneser og blive forfrisket af topløse mænd med vifter og læskedrikke.

RC: Ja, helt klart. Dekadencen var morsom og selvironisk. Og netop det sarte var evident. Og man kunne se, hvor svært han selv havde det med at feste. Netop med hans ægteskab og titlen på hans nye plade – ’ude af spillet’ eller ’hjemme fra jagtmarkerne’ kunne man oversætte det til – i erindring, så var det tydeligt, at den letlevende flamboyance ikke rigtig kunne finde bo eller bevægemønstre i hans krop. Eksemplificeret ved op til flere kejtede danse.

AHR: De få pauvre forsøg på dans var i sandhed kejtede, men jeg hæftede mig i lige så høj grad ved den ro, Rufus Wainwright udstrålede fra scenen. Han stod der, alene, foran tusinder af tilskuere med det, man inden for tennissporten kalder et ’open stance’, åben benstilling, let spredte fødder, front mod salen, svajede lidt fra side til side, armene hang roligt ned langs siden, måske svingede han lidt med dem, men han greb aldrig fat om mikrofonen, knyttede sig aldrig sammen, lukkede sig ikke til, gemte sig ikke. Nok har han været kendt for anderledes sprælske festoptrædener, men det har måske også været en måde at skjule sig på. Skjule sig i hurlumhejet. Her stod han roligt og gav sig selv til os, blottede sig i kropssprog og sang. Han var på én gang sårbar – ikke mindst i åbningssangen om at lede efter et lys at tænde for sin afdøde mor – og åben. Det var en modig optræden.

Smukt arvesølv

RC: Og det var skønheden ved den. At han syntes at hvile i sig selv. Der var jo heller ikke noget skamfuldt over de kejtede dansetrin, kun løssluppen selvironi. Open stance indeed. Hvis så bare han havde holdt sig fra de polerede country- og flødefarverede Adult Orientated Rock-sange, som trækker dele af hans nye, ellers fine, plade ned. Og hvis bare bandet havde virket lidt mere ud til bens i stedet for at brede sig i deres professionalisme, som om det var en sofa. Ja, så havde det ikke bare været en værdig, men måske også lidt mere medrivende modningsproces, som vi her bevidnede. For rives med, det skal man jo af Rufus Wainwright. Hvis ikke dramaets lir og kompositionernes sofistikering virker, så bliver det hele bare til lidt krukkede vrik og raslen med arvesølvet i det borgelige. Patos, giv mig hans patos! Hvor overbroderet den end måtte være. Selv når han er for meget i disse øjeblikke, så kan jeg ikke få nok.

AHR: Åh ja, som han stod der ved siden af flyglet og hengav sig til kærlighedssangen »Song of You«, som en sangerinde på en røget natklub, »So you want a song / A song just for you / There are many melodies to choose from but there’s only one of you«, og han går i falset og knejser med hovedet, kalder ordene mod himlen så længselsfuldt, og det er så patetisk, og det er så fantastisk, for nu vil jeg også være Alt For Meget, ligesom Rufus, jeg vil også være sangerinde, jeg vil også være forfængelig og synge min kærlighed til Jörn ud for hele verden, kokettere skamløst og blive elsket for det. Hvad han ikke kan, den mand – desværre viste han det kun i glimt.

RC: Det er også dér, det nye album fungerer. I den vildt svungne, teknisk krævende kærlighedssang til ægtemanden. Eller når han laver kammerdisco eller kammerpop, der får mig til at tænke på bysbarnet Stephen Merrit alias Magnetic Fields. Og samtidig klædte det koncerten, at han inddrog sange af hans forældre, Loudon Wainwright III og afdøde Kate McGarrigle. Der var nogle dundrende smukke øjeblikke dér. Arvesølvet viste sig pludselig også at indeholde skarpslebne knive, der gled ubesværet i hjertet. Hr. Wainwright kan stadig være en strålende dramaqueen. På trods af at flamboyance er blevet til balance.

/

Rufus Wainwright med band – Falconer Salen, Kbh., mandag.Rufus Wainwright: ’Out Of The Game’ (Decca/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Min oplevelse af ham på Nice Jazzfestival for 3 år siden var desværre at han var lad, ikke flamboyant.

Publikum var temmeligt utilfredse.

Havde ellers haft store forventninger.....